konspirere til dets Skade. En Anmelder bragte virkelig den Mening til Torvs, at det var dristigt af Topelius at udgive sine Frihedssange, nu da han havde svigtet Frihedens Sag. Men da tog Topelius Mod til sig og viste ham til Rette. „Kom ikke ind i Rosenhaverne med søde Ord blot for at bringe en Tidsel derind fra det store Overdrev udenfor!" tilraabte han denne Mand, som hele Tiden havde været en a f hans bitreste Forfølgere. Aar 1855 havde han ogsaa taget fat paa Cen-surspørgsmaalet og tydelig bevist, at han ikke havde bedt om Protektion fra den Kant. Alt havde forsaavidt jævnet sig, som man ikke længer troede, han havde ladet sig bestikke. Man holdt dog bestemt paa, at han havde haft Uret i at advare imod England og raade til Troskab mod Rusland. Men i Marts Maaned Aar 1855 døde Kejser Nikolai og blev fulgt paa Tronen af Alexander den anden, af ham, som fra sin Ungdom af havde vist, at han elskede og forstod Finnerne, søm ansaas for at være frisindet og for ikke at have noget højere Ønske end at gøre alle sine Undersaatter lykkelige. Samtidig med at denne Forandring indtraadte, havde Topelius ogsaa sporet et Omslag i sine Landsmænds Tankegang. En og anden kunde lade et Ord falde om, at han maaske hele Tiden havde haft Ret. Man kunde maaske haabe at opnaa Frihedens Velsignelser, selv om Landet blev under Ruslands Herredømme. Det var maaske hara, Topelius, der havde været fremsynet, mens de andre havde været enfoldige Drømmere. 343