Og Alexander havde virkelig opfyldt alles Forventninger. Han havde nylig været i Finland og havde da paalagt Senatet at forberede Oprettelsen af Folkeskoler, at paabegynde Anlæg af Jernbaner, at træffe Foranstaltninger til Ophjælpning af Handel og Søfart, at indgive Forslag om højere Lønninger for de mindre Bestillingsmænd. Han havde vist sig saa naadig, saa elskværdig, det var aabenbart, at man havde en ny Tid i Vente. Der var dem, der spaaede, at de strenge Universitets-statuter og Sprog-Ukas'en nu vilde blive ophævet, ja, man begyndte at hviske om, at der skulde sammenkaldes en Landdag. Nu havde Kejseren ogsaa gjort Ende paa Krigen. Der var sluttet Fred i Paris den 30. Marts. Havde da ikke Topelius Grund til i Aar at digte en Foraarssang, skønnere end nogen, der endnu var sprunget ud af hans Hjerne? Visselig, visselig. Men Extasen, Offerglæden, der havde holdt ham oppe i hele den svære Tid, den var nu borte. I 1855, da Krigen endnu rasede, da Sveaborg blev bombarderet, da Koleraen hærgede, da Landet var i al Slags Nød, da brændte han stadig af en indre Feber. Han var ganske vist lidt efter lidt hørt op med sine udfordrende politiske Artikler; han fandt det overflødigt at kæmpe yderligere imod et muligt Oprør og vendte tilbage til sine rent kulturelle Bestræbelser, men hele Aaret havde han dog med den største Sikkerhed følt, at han havde handlet rigtigt. En mærkelig Lykke var blevet ham forundt. Han havde haft næsten unaturlig let 344