ved at tilgive dem, der forfulgte ham. Martyriet var hans Ære; jo flere Plageaander, jo større Hæder overfor det frelste Fædreland. Var det fordi Finland ikke længer var i Fare, at den Spændstighed var borte, som hidtil havde holdt ham oppe? Nu følte han Smerten af sine Lidelser, nu laa hele Ydmygelsens Tryk over ham. Hah sagde den ene Gang efter den anden til sig selv: „Hvor jeg har lidt, hvor jeg dog har lidt I" Og samtidig blev han grebet af Vrede over Menneskenes Ondskab og Grusomhed. Et forfærdeligt Skuespil oprullede sig for ham. Han vred sine Hænder, som han gik der. „Hvor er min Rosenhave?" udbrød han. „Hvor skal jeg nogensinde mere kunne tro paa den, arbejde for den?" Han tvivlede paa alt. Hvad nyttede alt Arbejde? Menneskene var raa og onde. Det bedste, man kunde sige om dem var, at de ikke vidste hvad de gjorde. „Hvor jeg har lidt I" udbrød han. „Hvor de har ladet mig lidel Har ikke deres Foragt hvilet paa mig som Islænker? De har ladet mig fryse saa forfærdeligt. Det er derfor, jeg nu ingenting magter." „Hvor skal jeg kunne skrive en Foraarssang? Deres haarde Hjerters Kulde har nedsænket mig i Magtesløshed. Jeg er frossen, forstenet." Han følte, at denne Tilstand af Svaghed, af Nedtrykthed, som han havde lidt under i nogle Uger, var en stor Fare. Han maatte vinde sit Livsmod tilbage, sit Haab, sin Tro paa Menneskene, ellers gik han til Grunde. 345