meritz" over Scenen. Vilde man i en lille By tjene Penge ved en Basar, lod man unge Herrer og Damer af de bedste Familier spille „Prinsessan Törn-rosa" eller „Fågel blå". Og skulde der spilles Komedie i Barnekammer eller Skolestue, saa indstuderede man under uhyre Jubel „David och Goliath" eller „Var god mot de fattiga". Udgiverne af Julekalendere var fortvivlede, naar de ikke kunde byde deres Læsere et Par lyriske Smaadigte af Topelius. Blandt Julegaverne var „Läsning för barn" i det skinnende røde Bind saa selvfølgelig, at man ikke engang behøvede at spørge, om den var der. Den Topeliuske Lyre klang ved vore Vegafareres Hjemkomst, den sang vort Nytaar ind, den fulgte os i Sorg og i Glæde. Der kom ofte Rygter og Bud til os om, hvor foragtet Svenskheden i Finland var, og hvordan de svenskfødte der ikke vilde vedkende sig deres svenske Navn eller tale deres svenske Sprog. Naar Harmen herover var ved at stige os til Hovedet, kom der altid fra ham et beroligende, forklarende, retfærdigt Ord. I mange Aar var det ham, som, skønt han selv havde været en af den finske Races Vækkere, dannede det bedste Baand mellem de svenske Stammer paa hver sin Side af den botniske Bugt. Vi vidste ogsaa, at naar den finske Digter kom til Stockholm, blev han modtaget paa Kajen af svenske Skolebørn, der hilste ham med Leveraab. Naar Svenske rejste til Finland, da var en Udflugt til Topelius* Hjem, Björkudden, et af Rejsens vigtigste Maal og blev bagefter skildret i 23* 355