vore Blade i begejstrede Ord. Vi vidste mere om, hvordan Zachris Topelius tilbragte sine Dage, med Arbejde, Fisketure og hyppige Rejser til Hovedstaden, end vi vidste om nogen af vore egne Stormænds Liv. Vore Forfattere sendte ham deres Bøger med ærbødig Tilskrift, og vore Smaabørn prentede med stive Fingre en Tak for Vers og Eventyr. Hans store Dage, hans Halvfjerdsindstyvéaars-dag, hans Firsindstyveaarsdag var Festdage ogsaa i Sverige. Telegrammer, Gaver, Breve og Bladartikler bragte ham Bud om, at han virkelig var den svenske Nations Digter. Men hvor elsket og æret Zachris Topelius end var hos os, vidste vi alle, at den Plads, han indtog i Sverige, ikke kunde lignes med den Rolle, han spillede blandt sine Landsmænd. Det var vel ogsaa som Digter, han først og fremst virkede blandt dem, men hans Digtning stod i et saa nært og inderligt Forhold til Folkets skiftende Skæbner, at han i langt højere Grad end nogen Statssekretær eller Senator syntes at være hele Folkets Talsmand og Stedfortræder. Skulde et Foretagende sættes i Gang, eller var en ny offentlig Bygning færdig, da kaldte man paa den Topeliuske Muse for at faa et Festdigt, som om man vidste, at dermed havde en god Aand taget Værket under sin Beskyttelse. Topelius' Pro-motionsprologer sendte de nybagte Magistre ud til deres Arbejde med Ord, som mindede dem om Fædrelandets Krav til dets unge Videnskabsmænd. Hans Skolemarcher, hans Studentervise var den 356