finske Jords Formaning til de unge om at være modige og forhaabningsfulde. Finner, der længe havde levet i fremmede Lande, modtoges ved deres Hjemkomst af et Digt fra hans Haand, der viste dem, at Fædrelandet med Taknemlighed havde fulgt deres Arbejde. Ingen fremragende finsk Mand lagdes i sin Grav, uden at hans Pris blev sunget af den Sanger, som Finland syntes at have valgt til at føre Ordet for sig. Blev hans Land hjemsøgt af den farligste af alle dets Fjender, den ødelæggende Frost, da var det ham, der lig en af Israels Profeter opløftede sin Røst og i hele Folkets Navn gjorde Afbigt for Herren, erkendte, at de havde syndet i Overflod og Vellevned og bad om Skaansel. Naar der fra fremmede Lande blev sendt Hjælp til de nødlidende, da var det igen ham, der førte Ordet for sit Land og sendte dets Tak ud i Verden. Var han ikke Fædrelandets Repræsentant, da han skænkede de finske Skoler sine to Læsebøger? Var det ikke som dets Stedfortræder, han fortalte sin Samtid om Landets fordums Tilskikkelser og befordrede ethvert af Nutidens Fremskridt? Og var det ikke i Finlands Navn, han søgte at mægle mellem Svensk og Finsk, unde det gamle Ære og det ny Ret til at leve? Vi vidste jo, at der i Finland lige til 1877 levede en Mand, der var større end han, en af Digtekunstens største Mestre, men Runeberg havde i mange Aar været fængslet til Sygelejet. Og selv om ikke Sygdom havde hæmmet ham, saa var hans Natur saadan, at den ikke tillod ham at træde 357