Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marquards Bæger - II. En mørk Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
en tilkæmpet ydre Ro, som indtræder hos Kvinden, naar
den sorgelige Tid kommer, da hun opgiver at leve for
sine Folelser, for at leve for sine Pligter.
Erland sad i Baggrunden af Voerelset, tavs og
grublende. Det var Faderens smukke, oedle og aabne
Ansigt, i bestemtere og mere afrundede Former, samme
vemodige Sm il.
„Nu slog Klokken otte!" hviskede Ingeborg efter en
loenge uafbrudt Tavshed. „Hvor jeg glceder mig til
Sommeren oa de lange Dage."
„Ak ja, min Kjoere!" svarede Marquard, „jeg ogsaa.
Om Sommeren spare vi idetmindste Bromde og Lys
Men hvor er Anna iaften?" Jeg har ikke seet hende
den hele Dag, hvorfor kommer hun ikke? Hun veed jo,
at jeg loenges efter at hore hende synge lidt."
Fru Ingeborg tav; hun kastede et bedrovet og smer-
teligt Blik over til Erland.
„Hun kommer ikke," hviskede hun endelig.
„Hun er vel gaaet ned til Proesten i Hveisel,"
ytrede Marguard, uden at loegge Moerke til det pinliae
Udtryk i Jngeborgs Ansigt.
„Ak nei," svarede hun.
„Saa er hun nede i Landsbyen og kommer snart."
„Hun kommer aldrig mere," svarede Erland doempet.
Marquard kastede et overrasket Blik paa Sonnen,
smilede og gjentog sporgende:
„Aldrig, hvad vil det sige?"
„Hun kommer aldrig tilbage," gjentog han klangloft.
Ingeborg brast i Graad, hun reiste sig, slyngede
begge sine Arme om Marquards Hals og hviskede:
„Fat Dig, Marquard! vedbliv at voere en Mand,
som Du altid har voeret. Gud har tildeelt os megen
Herrcmcrnd. o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
