Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. 18. november 1902 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
No. 32 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
der ved en statisk udladning er gjennemhullet, saa
tinder’ vi maaske et stort brandsaar ved siden af flere
smaa gjennemboringer. Der hvor brandsaaret er, har
de forkullede isolationsdele dannet en overgang for
maskinstrømmen fra pol til pol eller fra pol til jord.
Heraf fremgaar ogsaa, hvorledes det er muligt, at en
feil, det vil sige et gjennembrud, kortslutning eller
jordledning, ofte først tinder sted flere dage efter
uveiret. Den af udladningen foraarsagede skade er
nemlig fra begyndeisen af for liden, og maskinstrømmen
maa have tid til at omdanne ikkelederen til leder.
udstyret anlæg, skulde, efter hvad vi til dato kjender
til lynet og dets virkninger, idetmindste være beskyt
tet mod skadelige atmosfæriske udladninger.
Formanden takkede foredragsholderen for de meget
interessante meddelelser.
Tharaldsen havde ogsaa bemærket randudladninger,
men aldrig i tørre rum.
Neergaard meddelte, at luften i det omhandlede
tilfælde var særdeles fugtig.
Tharaldsen oplyste, at der for 24 km. ledning i
Kristianssand normalt var 60 0000 ohm isolationsmod
stand. Ved fugtigt veir 3 dage i træk er observeret
30 000 ohm. Ft enkelt tilfælde observeredes isolation
ned til 1 000 ohm og derunder. Der fandtes da 6
isolatorer med fem neppe usynlige sprækker i gla
suren. Efterat disse fjernedes, har linien altid været
god. Montørerne maa derfor altid behandle isolato
rerne yderst omhyggeligt før opsætningen. Han an
tog, at gnisterne muligvis kunde skyldes sprækker i
glasuren.
Han beskrev et i Kristianssand indtruffet lynned
slag, der antagelig var at tilskrive tilbageslag. I en
iVa mm. ledningstraad var kobberkjernen bortsmeltet,
hylsen var igjen som et rør, en stolpe var svagt og
en stærkt splintret. Han mente, at lynnedslag i elek
triske ledninger væsentlig var at tilskrive tilbageslag af
statiske elektricitetsmængder. Ovennævnte nedslag
fandt sted om dagen, medens anlægget stod stille og
maskinstrømmen var afstængt.
Gaar et uveir henover terrænet, saa behøver ikke hele
det sammenhørende net at blive inficeret heraf, noget
jeg flere gange har havt leilighed til at konstatere,
derved at skade er opstaaet i modsatte retninger paa
samme tid uden at mellemliggende dele er blevne
berørte.
Neergaard meddelte et tilfælde i Fritzøe Mølle,
hvor lynet havde sat ild paa møllen og løftet taget,
uden at der kunde paavises nogen indgang for lys
straalen, derimod kunde man finde stedet, hvor lynet
havde søgt jord.
Udvexles lynene mellem to skyer, saa er det
tilbageslagene paa de to punkter under skyerne, man
har at befrygte. Gaar ligedan et lyn ned i nærheden
af anlæget, saa er det den i maskiner, transformatorer
eller kabler inducerede spænding, som paa selve stedet
maa afledes. For at derfor et anlæg skal være
nogenlunde sikkert bør det efter min förmening beskyt
tes paa følgende maade: Maskinerne erholder en horn
lynafleder indsat i nulpunktet, hver transformator i
forbindelse med luftledningen ligesaa kun én. I nul
punktet er spændingen kun 3000 volt, medens net
spændingen ellers er 5000 volt, altsaa kan hornene
her stilles meget nærmere sammen, hvilket atter vil
sige, at udladningen vil ske saa meget oftere og
under lavere potentialdifferenser. Hvor luftledningen
overgaar i kabel, burde ligeledes frembringes et nul
punkt og heri installeres en hornlynafleder. Luftled
ningen har spænding 5000 volt, og som regel maa
hornene paa grund af sne, regn, smuds o. lign. i det
frie fjernes fra hinanden op til en afstand af 10—15
millimeter. Hornlynaflederens funktioneren er derfor
ret sen, og udladningen sker da ogsaa med desto
større voldsomhed. Af flere grunde bør man paa
selve linien ikke anbringe for mange lynafledere, og
jeg anser det tilstrækkeligt, naar der indenfor hver
tre til fem kilometer, alt efter ledningens hele længde,
anbringes én lynafleder i hver fase. Ft saaledes
Tharaldsen udbad oplysning om antal af lyn
afledere ved linienettet i Fredriksstad.
Neergaard mente, at der paa en luftledning bør
være færrest mulige lynafledere — f. ex. 3 lynafledere
for hver fase pr. 15 km. længde. I Fredrikstad var
transformatorernes o-punkt forsøgsvis sat i forbindelse
med jord gjennem en hornlvnafleder med ca. 3 mm.
luftmellemrum. Herved viste ødelæggelsen af trans
formatorerne ved lynnedslag i ganske betragtelig grad
at reduceres, idet de atmosfæriske udladninger fore
gaar tidligt og roligt gjennem o-ledningens lynafleder.
Tharaldsen havde indsat en strømbryder mellem
transformatorens stativ og jord og isoleret bryderen
med papirmellemlag.
Norberg-Schulz meddelte anordningerne ved Ham
meranlægget, hvor der i hver ende var anbragt 2 lyn
afledere for hver linie med foranschaltede drosselspoler.
Ved de lynaflere, som var anbragt i fri luft, forekom
ofte kortslutninger, hvorfor lynafledere saavidt muligt
burde anbringes i lukkede rum.
«Allgem. Electricitätsgesellshaft» har konstrueret
en transportabel gnisttelegrafisk station for feltbrug,
station for feltbrug’.
Transportabel gnist-telegraflsk
Fig. 3-
201
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
