Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 18. februar 1903 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 5
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
Side 31 lader forfatteren forandringshastigheden
af en sinus være konstant, hvilket er en uhyrlighed.
Derved kommer han til det umulige resultat, at en
sinusformet feltkurve leverer en rektangulær spændings
kurve.
gjælder at forklare det absolute maalsystem. For
fatteren paastaar, at man i det praktiske maalsystem
bruger som længdeenhed «en jordkvadrant = 10 7 ».
Den planet, vi bor paa, har en kvadrant = 10 9 . For
fatterens jord er altsaa bare en milliontedel af den
virkelige jord i volum. Videre fortælles, at 10 7 erg
— 1 watt. Hidtil har det altid hedt 10 7 erg = 1 joule.
Forfatteren bruger joule og watt om hverandre, maaler
baade hestekræfter og kilogrammeter i watt, og angiver
værdien af 1 watt i gr. cal. Tilslut udtaler forfatteren,
at han ikke vil gaa nærmere ind paa de elektriske
enheder, «da jeg da maatte forudsætte et nøie kjend
skab til . . . dimensionstheorierne». Hos hvem? Efter
ovenstaaende prøver er forfatterens eget kjendskab til
disse theorier ikke ganske «nøie».
Side 32 finder forfatteren det klart, «at den maxi
male spændingsaarsag er det maximale felt». Efter
alle hidtil kjendte naturlove er det ikke alene klart,
men firkantet sikkert, at disse to størrelser ikke har
mere med hverandre at gjøre end maanens deklination
og børskurserne i Kristiania.
Side 33 og ellers bruges ordet kræftepar i en ny
og derfor forvirrende betydning, nemlig om to lige
store modsat rettede kræfter, der angriber i samme
punkt.
Side 20 kommer vi til selvinduktionen. Her for
tælles, at de enkelte felter om hver vinding i en spole
medarbeider hverandre, og fra dette modarbeide skriver
selvinduktionen sig. Paa side 4 har vi faaet hore,
at disse samme smaa felter adderer sig sammen. Hvor
dan hænger saa denne sag tilslut sammen, adderes
eller subtraheres felterne? Saa fortsættes; paa grund
af selvinduktionen kan strømmen ikke momentant ud
vikle det strømmen proportionale felt. Paa side 32
siges imidlertid, at feltet i en induktionsspole momen
tant følger den frembringende strøm. Hvad gjør «ny
begynderen» med den slags sætninger? Paa hvilken
stol skal han sætte sig?
Side 37 beregnes en kondensators kapacitet paa
en maade, som kan gjøre en begynder svimmel. Først
sættes kondensatorens ladningsenergi lig E • Q, medens
den i virkeligheden er lig —E Q. Dernæst sættes
2
feltintensiteten mellem pladerne proportional med «mel
lemlæggets ledningsevne f.i». Her kan f.i efter alt fore
gaaende kun betyde permeabilitet. Men den har jo
intet her at gjøre. Længere nede finder man fx =—,
K.
hvor K er dielektricitetskonstanten. Denne maa i
system med forfatterens sprogbrug betegnes som mellem
læggets ledningsevne for elektriske kraftlinier. Derved
findes altsaa feltintensiteten ganske rigtig anvendt pro
portional med denne ledningsevne. Kun strider dette
rigtige resultat mod textens ord.
Side 21 staar en mystisk sætning: «selvinduktions
koefficienten er aarsag til en kraftliniespredning». Ien
note til denne sats staar det modsatte, spredningsfeltet
frembringer selvinduktion. Er det thermometrets stig
ning som foraarsager opvarmning eller omvendt? Her
har nybegynderen atter noget at spekulere paa. Der
næst paastaaes, at selvinduktionskoefficienten af en
jernfri spole er en funktion af strømmen. Der hen
vises i den anledning til en formel, som siger det
stik modsatte. Saa fortsættes med at sige, at denne
koefficient ikke er konstant, naar spolen indeholder
jern. Men uden jern da? Hvordan kan en funktion
af strømmen være konstant?
Side 69 findes følgende sats; «thi kraftlinierne
udfolder i jern en /li gange større kraft end i kobber,
da kobberets permeabilitet = 1». I virkeligheden er
som bekjendt det omvendte tilfældet. Sætter man,
som forfaderen ofte gjør, /u = 2 500 og mere, saa
er altsaa kraften i jern her angivet over 6 millioner
gange for stor. Hvorvidt saadanne smaafeil er af
nogen «praktisk» betydning, kan anmelderen «naturlig
vis» ikke have nogen begrundet mening om.
Paa side 22 er der tale om strømmens «for
sinkelser» paa grund af selvinduktion. «Denne strøm
sinkelse er proportional strømmens styrke og spolens
selvinduktionskoefficient: A — C (L AJ.» Hvad dette
betyder har anmelderen til dato ikke kunnet udgrunde.
Kanske nybegynderen er heldigere.
Naar man fra bogens almindelige del kommer
over til den specielle del, er overgangen stor og be
hagelig. Her er givet den fuldstændigste fremstilling,
som findes paa norsk af vexelstrømapparaters theori og
konstruktion. Først kommer transformatoren. Derefter
følger vexelstrømmaskinerne, særlig synkronmaskinen,
baade som generator og som motor. Herunder er og
saa medtaget roterende transformatorer. Tilslut kommer
asynkrone motorer og generatorer, hvorunder ogsaa
Heylands nye kompenserede motorer er medtagne.
Fremstillingen er her god. Der er givet oplysninger
om konstruktion og beregning af de forskjellige appa
rater, og disse oplysninger støttes ved meget gode
illustrationer. Gjennem hele bogen findes beregnings
exempler, der er fuldstændig gjennemregnede og tjener
til at klargjøre theoriens betydning.
Side 24 har vi den morsomme «praktiske» lig
ning 360° = 2 rc altsaa lig 6,28. Dernæst følgende
mytiske definition: «Under vinkelhurtighed forstaar
man, som bekjendt, den vinkel, som radien tilbage
lægger pr. sek.» Problem: hvor store vinkler tilbage
lægger radierne 2, 3, 4 o. s. v. i samme tid?
Side 25 beregnes efifektivværdien af en sinus
funktion ved integration. Integrationen er falsk; men
da resultatet er rigtigt, er der formodentlig indløbet
forvirrende trykfeil. Paa samme side blandes ganske
koldblodig effektivværdi og middelværdi sammen.
Side 27 beregnes en vexelstrømmaskines e. m. k,
Som udviklingen staar der, er den falsk. Den kan
let korrigeres af den, som kan tingen fra før; men
dermed er en begynder ikke hjulpen.
Hele denne del af bogen vil sikkert være af
stor nytte som haandbog for ingeniøren og som lære
bog. Men skal en begynder lære at forstaa og be
herske de almindelige theorier, som her anvendes, saa
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
