Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 7. marts 1903 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er uretfærdigt.
hvorved forbuden er, for smed at rette bager.
No. 7 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
lægger i disse anlæg, maa ansees ønskeligt, at telegraf
væsenet i denne benyttelse betrygges ved faste lov
bestemmelser, foreslaar komitéen saadanne.
kravet paa fri fæsteplads i alle tilfælde stilles til abon
nenten.» Man slaar paa skaaken, men mener mærren.
Det er gaardeierne, som skal tvinges til at afstaa fra
sin ret til ulempeerstatning.
Ved de skjøn, som afholdes til bestemmelse af
godtgjørelse for ledningers anbringelse paa fremmed
eiendom, har der, bemærker komitéen, særlig naar
det har gjældt erhvervelse af plads til oprettelse af
telefonstolper paa landsbygden, været mærket en vis
tilbøielighed til at overskride, hvad der maa synes at
være et rimeligt maal for godtgjørelsens størrelse.
Da dette maaske kan have sin grund i den maade,
hvorpaa skjønsretten nu sammensættes, foreslaar komi
téen, at der istandbringes faste udvalg, hvoraf skjøns
mændene udtages for hvert enkelt tilfælde. Derved
antages disse at ville vinde mere erfaring og yde
garanti for en mere ensartet afgjørelse i de forskjellige
tilfælde. Derhos foreslaaes det, at der i særskilte til
fælde af kongen kan opnævnes en særegen, af 5 mand
bestaaende skjønsret, hvis skjøn er upaaankelige.
Det er en ulempe for en gaardeier at faa en
«servitut» paa sin eiendom i form af et tagstativ for
kanske hundreder af traade med deraf følgende for
pligtelse til at taale rend af telefonfolk til alle tider
af døgnet gjennem trapper og lofter og ud paa taget;
det skulde da synes nogenlunde selvsagt, at vedkom
mende gaardeier har ret til at kræve erstatning.
En sag er det, at den enkelte borger, hvor det
gjælder telefonen som kommunalt eller privat fore
tagende til bedste for den by, hvor han hører hjemme,
viser sig offervillig og frafalder krav paa erstatning;
det er vel handiet, og det gjøres ogsaa gjennem
gaaende. En anden sag er det, naar det offentlige
søger at exploitere et telefonanlæg til fordel for andre
distrikter og kræver plads for alle sine linier endog
langlinier, som dog ikke repræsenterer nogen kommunal
interesse, at den forulempede gaardeier da søges
afskaaret adgangen til at gjøre sin ret gjældende.
Endelig foreslaar komitéen, at der inden visse
grænser gives private telefonselskaber en lignende
tilladelse til at føre sine ledninger over fremmed eien
dom som den, der er tillagt statens telegrafvæsen.
Ved kronprinsregentens resolution i statsraad 2den
d. m. er der besluttet fremsat proposition for indeværende
storting om en lov væsentlig af indhold, som af
komitéen udarbeidet. Dog er heri gjort den forandring,
at propositionen finder de særskilte skjønsudvalg .over
flødige og byrdefulde for kommunerne, hvorfor de
almindelige regler om skjøn er bragt i forslag.
Forholdet bliver jo unegtelig det, at den gaard
eier, som ved et skjøn vilde blive tilkjendt, lad os
sige ioo kr. som aarlig erstatning for at taale et
større stativ med, deraf følgende ulemper, paa sit tag,
men som tvinges til at afstaa fra at gjøre sin ret
gjældende, han betaler faktisk for sin telefon ioo kr.
-j- 80 kr. 180 kr., medens hans nabo, hvis tag
ikke ligger i rigstelefonens rute, kun betaler den aar
lige kontingent 8o kr.
«Det gjælder ved anlæg af denne art mest mulig
at begrænse udgifterne» ja, det gjør nok det, der
som ikke skuffelserne over rigstelefonens økonomiske
misére skal blive altfor store; men om det er berettiget
at indføre en særbeskatning paa byernes gaardeiere i
den anledning, derom turde der dog kunne være
berettiget tvivl.
Det er ikke retfærdigt, og det bliver ikke ret
færdigt ved nogen lov; selv om en saadan lov
hvad der vel turde være tvivlsomt vil staa sin
prøve for domstolene.
Vi vil i forbigaaende bemærke, at vi forstaar
ikke ganske, hvad der menes med abonnentens «for
pligtelse» til at skaffe frit fæste; man kan dog ikke
«forpligte» en mand til, at en anden mand in casu
gaardeieren skal gjøre noget. Ultra posse nemo
obligatur.
Grundlovens expropriationsregel om fuld erstat
ning gjælder jo endnu.
Rigstelefonens vei er mærket op med særskatter
og übilligheder paa alle kanter. Her tilsigtes reist
en ny saadan mærkepæl. Det er, fordi det er et led
i denne urimelighedernes og ubillighedernes kjæde, at
vi her fæster os ved den foreslaaede lovbestemmelse.
Men det er klart, bliver noget i den retning,
som i lovudkastet tilsigtes, lovfæstet, saa kan stats
institutionen sige til en fredelig abonnent: Din vært
vil ikke godvillig afstaa sin ret, derfor faar du ikke
telefon. En saadan adfærd er jo heller ikke uden
forbilleder; man husker dommeren hos Wessel, som
Byboere og befolkningen i de tættere bebyggede
distrikter ilægges en særskat til bedste for telefonen
i fjernere distrikter foruden den skat, som de betaler
til kommunikationsvæsenets udvikling forøvrigt —;
gaardeierne i byerne skal ilægges en særskat til fordel
for andre telefonabonnenter i eller udenfor deres
by; og kan der ikke findes andre midler til at
rage penge ind i rigstelefonens magre kasse, saa viges
bladrer i sin lov omhyggelig;
men finder intet der for sig,
« Nogen ulighecL i forpligtclsens art er i virkelig
heden ikke tilstede», forklarer lovkoncipisterne, «idet
58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
