Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 18. mai 1904 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D. Isaachscn.
the stablest».
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT. No. 14
Vi kjender ogsaa den lov, hvorefter spaltningen
foregaar. Antallet af atomer, som spaltes pr. sekund,
er proportional med antallet af resterende, uforandrede
atomer. Saaledes spaltes 1/s7 af thorium-emanation
pr. sek. men kun Ysøcoooo af uranium X. Under
denne spaltning indtræder ialfald i enkelte tilfælde
(ved emanationen fra thorium og radium) et fænomen,
som hidtil synes at staa i haabløs strid med en funda
mentallov i elektricitetslæren. Idet det neutrale emana
tionsatom spaltes, dannes der nemlig to positivt ladede
masser, medens den bekjendte fundamentallov forlanger,
at positive og negative elektriske ladninger altid skal
opstaa og forsvinde samtidig i lige store mængder.
Det er dog vistnok endnu for tidlig at paastaa, at
der her föreligger mere end et tilsyneladende brud
paa loven.
som var den egentlige aarsag til uraniums radioaktivitet,
og kaldte foreløbig det nye stof uranium X. Mængden
af dette stof var saa liden, at den kun kunde paa
vises ved dets radioaktivitet. Lignende resultater fandt
man snart for de andre radioelementer. Men saa viste
der sig et yderst interessant fænomen: først er hele
aktiviteten knyttet til uranium X eller thorium X osv.,
raedens den anden del af præparatet er inaktivt.
Aktiviteten af X-præparatet aftager imidlertid, medens
aktiviteten af den anden del atter optræder og stadig
voxer. Tilslut er X-præparatet inaktivt, medens hoved
massen har opnaaet sin fulde oprindelige aktivitet.
Saa kan man begynde samme operation om igjen osv.
Den hastighed, hvormed disse variationer i aktivitet
foregaar, er karakteristisk for elementet, og her ind
tager radium forsaavidt en særstilling, som dets for
andringshastighed er ca. 1 million gange saa stor som
hos uranium eller thorium.
Men naar nu radium udsender 700 billioner
a-partikler (7 X 10 14) pr. time og afgiver 100 gram
kalorier pr. gram pr. time, saa kan denne proces ikke
være evig. Anderledes udtrykt, af en given «mængde
radium» desintegreres mellem Ysooo og YlOOOOO i løbet
af et aar. 1 løbet af 2000 å 7000 aar er kun halv
parten af det igjen. Enten maa derfor radium være
et desintegrationsprodukt af et andet, hidtil ukjendt
tungere element, eller der maa existere en proces,
hvorved tungere elementer bygges op af lettere. Nogen
proces som sidstnævnte kjender man imidlertid ikke.
Indtil videre er derfor den første antagelse den natur
ligste. Derved kommer vi nemlig op i tidsrum, som
bringer os tilbage til vor planets oprindelse, og der
med faar vi foreløbig nøie os. Med de andre radio
aktive elementer haster det ikke. De er saa langlivede,
at der ingen særlig forklaring trænges. Dette var
altsaa begyndelsen. Men nu enden? Hvilke endelige,
stabile produkter er resultatet af de radioaktive ele
menters desintegration? Den engelske keraiker Ramsay
har pegt paa det interessante faktum, at det af ham
opdagede element kalium kun forekommer i mineraler,
som indeholder radioaktive elementer. Og helium er
et overordentlig stabilt og trægt element, saa trægt,
at det ikke förbinder sig med noget kjendt element.
Senere undersøgelser har godtgjort, at emanationen fra
radium giver helium under sin desintegration. Man
har med andre ord iagttaget en omformning af et ele
ment til et andet, et fænomen af den største theoretiske
betydning. Paa undersøgelsernes nuværende standpunkt
er det sandsynligt, men ikke bevist, at helium er ende
produktet af alle radioaktive elementers desintegration,
og endvidere at a-partiklerne simpelthen er helium
atomer.
Det vilde føre altfor vidt i denne artikelrække,
som allerede er bleven saa lang, at forfølge nærmere
den udvikling, som har ført til den saakaldte desinte
grationstheori. Det er næsten som en videnskabelig
roman at læse derom. Stadig nye, uanede fænomener,
som truer med at frembringe det rene kaos, og saa
theorien, som voxer, assimilerer det ene faktum efter
det andet og bringer klarhed og orden i det hele.
Theorien gaar kortelig ud paa følgende: radioaktivitet
skyldes en spaltning af selve atomet. Nogle af stoffets
atomer, en forsvindende brøkdel af det hele antal,
befinder sig i labil ligevægt saa at sige. De explo
derer, kunde man sige, hvorved opstaar nye substanser,
som igjen spaltes. Saaledes har man for thorium føl
gende levnetsløb: thorium giver thorium X, som giver
thorium emanation, som tilslut giver den saakaldte
«meddelte radioaktivitet». Emanation er et gasartet,
radioaktivt stof. Den kan forlættes til vædske ved
meget lav temperatur. Opbevares et thoriurapræparat
nogle timer i et kikket kar og fjernes derpaa, saa er
karrets indre stærkt aktivt og giver straaler, som er
forskjellige fra thöriumsstraalerne, idet de er meget
mere gjennemtrængende. Denne aktivitet skyldes et
«stof»; thi den kan f. ex. delvis fjernes ved at gnide
fladen med sandpapir, som da seiv bliver aktivt. De
energiomformninger, som optræder under desintegra
tionen, er enorme, af ganske anden størrelsesorden end
de, man kjender fra seiv de mest energiske kemiske
reaktioner, op til i million gange saa store. Man har
med andre ord i de radioaktive elementer en bitte
liden lækage fra en hidtil uanet energikilde af vældige
dimensioner, atomernes indre energi. Atter et spæn
dende perspektiv ind over umaadelige muligheder, og
denne gang ikke blot af theoretisk interesse. Hvor
vidt vil det lykkes menneskene at drænere denne
vældige energikilde?
I denne artikelrække er kun givet en meget kon
denseret oversigt over de nye fænomener og hypo
theser. Det vil dog allerede heraf sees, at man med
rette kan sige, at ingen opdagelse i de exakte viden
skaber har været rigere paa nye, overraskende fæno
mener eller medført mere indgribende omformninger
af vor naturansknelse. Ikke mindst forbausende er
kanske den rivende fart, hvormed et vældigt experi
mentelt materiale er samlet og ordnet til et overskueligt
hele ved en theori, som er almindelig anerkjendt ial
fald som arbeidshypothese.
Radioaktivitet betyder altsaa spaltning af atomet.
Spaltningen fortsættes videre og videre indtil der op
staar en stabil form. Den tanke ligger da nær, at
de kemiske elementer er resultatet af en saadan ud
vikling. Materien har ogsaa havt sin dannelsesbistorie,
og vore nuværende elementers uforanderlighed er resul
tatet af en lang «natural selection» med «survival of
84
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
