Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 5. februar 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ioo km. og kr. 200000 ved 150 km. Imidlertid er
sammenligningen ikke uttømmende, da den begynder
paa turbinakslen; hele det hydrauliske anlæg er ikke
medtat. Ved enfaseoverføring vil der kræves 18000
hk. paa turbinakslen for at kunne avgi 10 000 kW.
i kontaktledningen, og ca. 49 mill. hk.t. pr. aar for
at kunne avgi 3000 kW. i middel. Ved trefase over
føring vil der derimot kræves 21 000 hk. eller ca.
17 pct. mere og 67 mill hk.t. eller hele 37 pct. mere.
Omkostningerne ved den hydrauliske utbygning av
kraftstationen blir altsaa ogsaa større ved trefase end
ved enfase og der vil kræves betydelig mere vand i
aarets løp, hvad der igjen betyr en øket og dyrere
regulering. Hvad dette kan bli i kroner kan man
selvfølgelig kun bestemme, naar det gjælder et bestemt
undersøkt vandfald. Jeg maa derfor se helt bort fra
det her og gjenta, at min sammenligning er ukomplet
og gir for lave differancer.
Beregningen er opsat under forutsætning av at
vedkommende bane faar sit eget kraftverk. Man vil
da uvilkaarlig spørre: Men om man nu har, eller
allikevel skal bygge, en stor trefase kraftstation og
dens ledninger kommer i nærheten av det punkt hvor
banen skal ha sin elektriske energi, vil det ikke da
være billigere at omforme end at bygge egne enfase
ledninger?
At gjennemregne et saadant tilfælde helt teoretisk
tror jeg neppe er mulig og resultatet vilde heller ikke
ha stor interesse. Det maa avgjøres for hver enkelt
kraftstation i forbindelse med den eller de baner den
skal forsyne med strøm.
Men jeg vil atter nævne et av de tilfælder hvor
undersøkelsen har været gjort meget grundig, og hvor
De kjender resultatet: Porjus og Riksgränsebanen.
Det lønnet sig at anvende begge systemer ved siden
av hinanden. Kun reserveturbinen er fælles, idet den
er koblet baade til en enfase og en trefase generator.
I forbigaaende vil jeg her ha nævnt, hvad vel de
fleste forresten vil være klar over, at en banes belast
ning ikke uten videre kan lægges ind paa et hvilket
som helst trefaset net. Naar f. eks. enkelte kommuner,
som har planer oppe om egne elektricitetsverk, har
haabet paa at faa banene som konsument, saa har de
vistnok som regel ikke hat klart for sig de ulemper
det vilde kunne medføre. De store og momentane
svingninger i banenes kraftforbruk kan bli yderst føle
lige seiv for et større trefaset net. Erfaringer i den
retning föreligger.
Som min personlige mening vil jeg derfor efter
de undersøkelser jeg har foretat, og de undersøkelser
jeg har faat kjendskap til i utlandet, fremholde at naar
en enfase bane skal strømforsynes fra et vandkrafts
anlæg vil overføringen og hele strømtilførselen som
regel bli væsentlig billigere naar den sker enfase end
trefase.
Vi skal saa se paa de tekniske synspunkter. For
banene er her det alt overveiende sikkerheten. En
bane er særdeles ømfindtlig seiv for den korteste
driftsstans og dens kraftforsyning bør ordnes saaledes
at strømtilførselen er bedst mulig sikret. Et blik paa
de to skemaer vil jo øieblikkelig overbevise Dem om,
hvor den største driftssikkerhet findes. Ved enfase
overføring har man generator, to gange transformering
og fjernledning, 4 led i serie hvorav blot et roterende.
Ved trefase overføring har man generator, tre gange
transformering, fjernledning og motor-generator, altsaa
7 led i serie, hvorav hele 3 roterende. Der vil kunne
indvendes hvorfor man ikke tar banens spænding 16 000
volt direkte ut av omformerens generator og saaledes
ialfald sparer en gangs transformering. Der har været
bygget enfase generatorer for 15—16 000 volt. Ved
Løtschbergbanen anvendes saaledes ingen transformato
rer. Men det er meget faa firmaer som synes at vilde paata
sig at bygge generatorer for en saa høi spænding, og
man er derfor — delvis av komercielle grunde —
nødt til at regne med transformering. Fremtiden kan
imidlertid her muligens bringe en forandring; av væ
sentlig betydning vil den dog ikke bli. Det blir de
roterende maskiner, som blir de kostbare, som kræver
specielt tilsyn og som formodentlig vil gi anledning
til de fleste driftsforstyrrelser, fjernledningen undtat.
For fjernledningens vedkommende maa man vel nær
mest helde til den anskuelse at en enfase ledning
skulde være noget driftssikrere end en trefase, idet
den sidste under ellers like forhold, har ca. 50 pct. flere
isolatorer end enfaseledningen. Mekanisk seet har
den enfase i almindelighet fordelen av de større traad
tversnit ved samme spænding.
Som et ganske interessant eksempel paa en drifts
sikker enfaseledning kan jeg nævne Riksgränsebanens.
Den er ca. 260 km. lang, gaar for en stor del
gjennem ødemark og er utsat for vanskelige klimatiske
forhold. I de snart 4 aar den har været i drift har
den praktisk talt aldrig forvoldt nogen driftsforstyrrelse.
Systemernes virkningsgrad har jeg indirekte allerede
berørt under den økonomiske sammenligning. Jeg hadde
der regnet med en særdeles god utnyttelse av omfor
merstationens maskineri. I almindelighet lar dette sig
dog ikke opnaa. Det hænger meget sammen med
banens ujevne drift, og at man ofte maa ha omfor
mere løpende, som blir slet belastet og som sluker en
hel del tomgangstap til liten eller ingen nytte. Ved
Rjukanbanen nedtransformeres den 10 000 volt trefase
strøm fra Svælgfos til motorens spænding; generatorenes
spænding, 10 000 volt gaar like i kontaktledningen.
Den midlere virkningsgrad for omformningen og den
ene gangs transformering svinger fra maaned til maaned;
mig bekjendt har den aldrig været høiere end ca. 45 pct.,
oftest lavere. I det beregnede eksempel har jeg regnet
med en midlere virkningsgrad helt fra turbinakselen
til kontaktledningen av ca, 53 pct., altsaa et særdeles
høit tal.
Det skal ogsaa nævnes, at en omformerstation
altid kræver større og stadigere betjeningspersonale
end en enfase transformatorstation. Forskjellen i drifts
utgifter vil derfor bli procentuelt større end forskjellen
i anlægsomkostninger viste sig at være.
Efter det ovenstaaende vil jeg som min mening
ha fremholdt, at teknisk seet er enfase overføring det
rigtige og driftssikreste system for elektrisk banedrift.
Efter nu i al korthet at ha behandlet de vigtigste
spørsmaal om kraftöverföringen til banene skal vi gaa
over til selvp
No. 4, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
