Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 17. februar 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kraften fra et topbelastningsanlæg bør som tidligere
nævnt ikke overføres paa for lange avstande. Jeg har
derfor med Hakavik som centrum indtegnet en cirkel
med 50 km. som radius; det er selvfølgelig ikke
meningen hermed at si at Hakaviks kraft ikke kan over
føres længere; det maa bli at avgjøre for hvert tilfælde.
Ledningen til Asker er jo allerede ca. 55 km.
Men antar man som sagt at Hakaviks høispændte
strøm ikke skal strækkes ut over den optrukne cirkel
og at energien gjennem kontaktledningen kan føres
ca. 25 km. videre utover, blir Hakaviks mulige top
belastningsdistrikt alt hvad der ligger indenfor den
strekede cirkel med en diameter paa 75 km. Mot øst
gaar jeg ut fra at Kristianiafjorden vil være grænsen,
endskjønt baade kabel under fjorden eller spænd over
den vil kunne tænkes at komme til andvendelse. Om
Hakaviks vandmængde vil være stor nok for topbe
lastningen for et saadant distrikt skal jeg ikke nu komme
ind paa. Mig bekjendt eier nu staten ikke nogen vand
fald i Smaalenene, som kan benyttes som topbelastning.
Og som man av kartet vil se, er dette et distrikt hvor vi
i fremtiden faar bruk for det. Det samme er likeledes
tilfælde i Mjøstrakterne. For de vestlige og nordlige
distrikters vedkommende maa vi ogsaa ha topbelast
ningsanlæg; men her eier staten allerede endel fald,
og de naturlige forhold gjør, at der er lettere at finde
topbelastningsanlæg. Passende fald maa skaffes, under
søkes og planlægges for enfase utbygning; dernæst maa
det enfase ledningsnet som skal binde disse anlæg sam
men planlægges. Vi bør saaledesfaa en række vandkrafts
anlæg i 100 til 150 km. avstand, forenet gjennem et
hovednet av høispændte enfase ledninger. Disse anlæg,
saavel stationer som ledninger bør som allerede nævnt
være helt uavhænge av den almindelige elektricitets
forsyning. Paa denne maate skulde man paa en hen
sigtsmæssigogbetryggende maate ha sørget for de norske
baners topbelastning, saa at si deres kW. Tilbake
staar da at skaffe dem grundbelastningen, kWt. At dette
ikke vil volde særlige vanskeligheter, maa jeg si jeg tror.
Der findes rundt i Norge saa mange vandfald med
uregelmæssig vandføring, som maa kunne anvendes
hertil. Det maa vel bemerkes, at disse anlægs belig
genhet er av langt mindre vigtighet end topbelastriings
anlæggenes. Naar man kun skaffer nok kWt. ind i
hvert topanlægs distrikt har man opnaad det nødven
dige. Viser omforming sig teknisk brukbar, kan man
om saa skal vær tappe kWt. for banene ut av hvilket
somhelst trefase net, som kan og vil avgi strøm. Jeg
kan ikke indse, at ikke ogsaa kommunale og private
verker maatte kunne delta i denne strømforsyning.
Den indvending, som har været gjort mot denne
løsning er, at den fører til to eller flere ledningsnet,
og disse vil ta pladsen op for hinanden. Det første
er rigrig, det andet har jeg meget vanskelig for
at forstaa. Det eneste sted hvor jeg har kunnet tænke
mig noget virkelig vanskelighet ved at komme frem med
eventuelle enfaseledninger var omegnen av Kristiania.
Skulde f. eks. Hakavik-ledningen føres rundt Kri
stiania til Smaalensbanen eller Hovedbanen vilde
det antaglig bli baade vanskelig og kostbart. Der
staar imidlertid altid den utvei aapen at bruke kabel.
Kabel for 60 000 volt er i drift og faar antagelig ogsaa
anvendelse paa Gotthardbanen; og tracéen langs
Bestum — Grefsenbanen synes jo da oplagt.
Vandfaldspolitik og fremtidig banepolitik.
Jeg vil ikke slutte mine uttalelser her iaften uten
ialfald at berøre vandfaldspolitiken og vor fremtidige
banepolitik. Hvis de anskuelser som jeg ovenfor har
gjort mig til talsmand for skulde vinde medhold, vil man
forstaa at der i statens vandfaldspolitik maa indgaa
som et specielt led utbygning av topbelastningsanlæg
for banedrift. Vor nye koncessionslov vil jo føre med
sig at staten maa gaa til utbygning av sine vandfald;
en god begyndelse er jo gjort med fælles utbygningen
Mørkfoss—Solbergfoss, hvor banene burde kunne faa
grundbelastning og med Hakaviksanlægget,hvor arbeidet
ogsaa er i fuld gang. Skal der imidlertid bli nogen plan
for fremtiden maa planlæggelse av banens elektricering
gaa haand i haand med vandfaldenes undersøkelse. Det
var kanske værd at ta op til overveielse om man ikke
burde ha en elektriceringsplan for jernbanene likesom
man har en byggeplan for fremtidige baner. I Schweiz
har man (Verwaltungsrat der S.B.B.) allerede vedtat
en saadan plan. Det er hensigten i løpet av 30 aar
at elektricere banene i Schweiz. Banene er opdelt i
3 grupper, som fordeles paa 10 aar. I den første
10 aars periode elektriceres alle hovedlinjer, hele 2/s
av nettet med en samlet længde av 1x28 km. (987
km. ny elektricering). Kulforbruket vil herved synke
til det halve. I den næste 10 aars periode følger
601 km. t>g resten i den sidste. For at undgaa at
faa en stor park med unyttige damplokomotiver, er det
hensigten for fremtiden ikke mere at anskaffe saadanne.
Planen er lagt saaledes, at de utrangerte damploko
motiver efterhvert erstattes med elektriske. Det gjøres
uttrykkelig opmerksom paa at de økonomiske grunde
ikke er de, som har været de overveiende ved planens
utarbeidelse. Det later til at det er kulspørsmaalets
stilling under krigen som har paaskyndet banenes elek
tricering i Schweiz. Til drift av banene er det be
regnet at der vil trænges ca. 200 000 hk. i middel og
en spids paa ca. 600000 hk.; altsaa et forhold mel
lem maksimum og middel paa 3:1.
Ogsaa i Sverige har man arbeidet med en generel
plan for banenes elektricering, og efter hvad det for
lyder, vil denne i den nærmeste fremtid bli fremlagt.
Den gaar saavidt jeg vet ogsaa ut fra en ca. 30 aars
periode for banenes elektricering.
I Østerrike har man systematisk undersøkt vand
faldene for utnyttelse for banedrift; nogen bestemt
byggeplan har jeg dog ikke seet, at der har været
fremsat.
Her i landet maa vi ogsaa faa en generel plan
for at undgaa tilfældigheter i utviklingen og for at
kunne la den indgaa som en del av vandfaldspolitiken.
Efter min personlige mening bør da Hakavikanlægget
til en begyndelse danne utgangspunktet. Man maa
tragte henimot hurtigst mulig og i størst mulig utstræk
nmg at utnytte Hakavik som topbelastningsanlæg.
Hakavik blir nemlig, paa grund av de økonomiske
forhold, hvorunder det bygges, temmelig dyrt; og kun
ved at installere mere maskineri i stationen kan man
trykke prisen paa kW ned.
No. 5, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
