Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 17. mars 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er der luftblærer i porcelænet, vil dette i høi grad
paaskynde ødelæggelsen, da disse gir anledning til
koncentrering av spændingsfeltet. Idethele er den størst
mulige homogenitet av porcelænsmassen av stor be
tydning.
Gjennemslaget i en isolator følger aldrig den kor
teste vei gjennem massen, hvilket tydelig nok viser,
at det er ujevnheter i materialet som spiller den væ
sentligste rolle.
Med hensyn til isolatorernes form, saa har disse
merkelig nok ikke undergaat væsentlig forandring i de
sidste 18-—20 aar. Det er den vanlige deltaklokke
type (fig. 2) som gaar igjen over hele verden. Dette er
saameget merkeligere, som man i den senere tid har
begyndt at faa en ganske anden indgaaende forstaaelse
av formens betydning likeoverfor de elektrostatiske paa
kjendinger. Denne forstaaelse har foraarsaket en total
omvæltning i konstruktionen av nærsagt alle andre
isolerende dele end friluftsisolatorerne. Ser vi paa fig. 3,
viser dette tydelig forskjellen mellem den gamle og
nye type av støtteisolatorer og gjennemføringer. Grund
tanken i förändringen ligger i bestræbelsen efter at
komme væk fra den uheldige seriekobling av luft med
porcelæn eller lignende isoleringsstoffe med høi di
elektricitetskonstant.
Ved friluftsisolatorer gjør dog nødvendigheten av
en regnbeskyttelse det vanskelig at undgaa denne
kombination helt. Dog kan principet i nogen grad
anvendes og har ogsaa gjort sin indflydelse gjældende,
seiv om det ved et flygtig øiekast ikke saa let sprin
ger i øinene.
Særlig amerikanerne synes her at være slaat ind
paa den rigtige retning. Fig. 4 viser den saakaldte
Faradoidisolator, som, livad formen angaar, har nyttig
gjort sig alle nyeste erfaringer paa det elektrostatiske
felts omraade.
Isolatoren falder i to adskilte dele med vidt for
skjellig hensigt og virkning. Det ene er den indre
kjerne, som danner det virkelige isolationsmedium,
og det andet er regnskjærmene, som maa til for at
holde det isolerende parti mest mulig tørt og rent.
Principet for formdannelsen blir nu, at den isolerende
–"V i y’";
/ fli W
Fig. 4.
kjernes konturer skal følge de statiske kraftlinjers ret
ning, paa samme maate som dette forlængst er utført
for indendørs støtteisolatorers vedkommende (se fig. 5).
Hensigten hermed er at undgaa den før omtalte serie
kobling av forskjellige uensartede isolationsmedier. Ved
en saadan seriekobling vil nemlig saagodtsom det hele
elektrostatiske spændingstap overføres paa luftlagene,
som har saa stor motstand mot kraftlinjerne og dertil
saa lav gjennemslagsfasthet. Forholdet er ganske som
ved indkobling av en stor motstand i en strømkreds
(f. eks. en glødelampe); motstanden faar hele spæn
dingen og kan begynde at gløde. Ved overgangen
fra kjernen til regnskjærmene maa man derfor sørge
for, at der ikke blir trange indskjæringer, men at
overgangen mest mulig avrundes, da der ellers her
opstaar partielle overslag og ujevnheter i feltet. Regn
skjærmenes form skal være lodret paa kraftlinjerne,
det vil si danne ækvipotentialllater, saa at de heller
ikke vil forrykke feltets utseende. Saafremt konstruk
tionshensyn tillot det, kunde derfor regnskjærmen like
godt utføres av metal eller andet ledende stof, en ut
førelse som ogsaa har været prøvet i praksis for den
øverste skjærms vedkommende. En saadan utførelse
med metalskjærmer er dog vanskelig at gjennemføre,
og saafremt de ovennævnte principer overholdes, er
det ogsaa helt overflødig.
Hele isolationsfastheten ligger saaledes i den indre
kjerne, og ved at denne gives en form som følger
kraftlinjerne, opnaaes desuten den fordel, at denne den
vigtigste del av isolatoren holder sig mest mulig ren
for støv og fugtighet, idet støv og regnpartikler altid
drives med langs kraftlinjernes retning av den ladning
de faar og altsaa væk fra kjernen og hen paa skjærmen,
hvilken sidste som nævnt godt kan være helt ledende.
Ved forsøk i sterk støvfyldte rum er dette ogsaa paa
vist at holde stik.
En anden fordel ved at regnskjærmen danner
ækvipotentialllater ligger deri, at spændingsfordelingen
langs isolatoren blir den samme i tør som i fugtig
tilstand, saaledes at paakjendingen inden hver enkelt
del til enhver tid er den samme. Hvis skjærmene skjærer
kraftlinjerne i spændingsfeltet i tør tilstand, vil et be
læg av fugtighet nødvendigvis fremtvinge en kunstig
Fig- 5-
No. 8, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
