Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 17. mars 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ækvipotentialflate, saa at spændingsfordelingen betrag
telig forrykkes med en koncentrering av paakjendingen
tilfølge, som selvsagt maa være av det onde.
Isolatorer efter dette princip skulde saaledes teo
retisk set ikke fremvise nogen koronadannelse uten
muligens like ved piggen og bændsletraaden, saa at
overslaget finder sted uten forutgaaende glødefænome
ner, hvorved overslagsspændingen blir høiere under
alle forhold.
En tredje vigtig betingelse for en jevn spændings
fordeling og heravfølgende bedst mulig utnyttelse av
isolatoren er, at hver enkelt del har samme kapacitet,
da der ellers paa grund av ladestrømmene kan
opstaa spændingssprang. Hver enkelt sammenkittet
del har nemlig en viss kapacitet likeoverfor sine nær
mest liggende dele og mot jord, som saavel i tør som
fugtig tilstand bør være indbyrdes den samme.
I mekanisk henseende har den paa fig. 4 viste
isolator en meget heldig form, idet regnskjærmene er
smaa og tykke og kjernen likesaa er meget massiv og
mangler helt den for deltaklokkerne saa typiske lange,
forholdsvis svake hylse nærmest piggen, som ved over
slag er et meget let saarbart punkt. En fordel har
denne utformning av skjærmene ogsaa, at om der ved
stenkast eller ved anden maate slaaes ganske betragtelige
stykker av disse, saa vil spændingsfordelingen allikevel
ikke forrykkes, da hele förändringen sker i en ækvi
potentialflate.
Som man ser, kan der ved utformningen av en
kraftledningsisolator ogsaa anvendes adskillig teori, og
teorien synes i dette tilfælde at være meget sund og
uimotsigelig. Praktiske driftsresultater over en længere
Av ingeniør H.
D. Bestemmelse av temperaturstigningen ved fuld
belastning, ved tomgang og kortslutning.
Den under A og B angivne metode forutsætter, at
man raader over wattmetre til bestemmelse av tåpene.
Har man ikke anledning til at maale disse, saa kan
man av temperatiirforhøielsen ved tomgang og kortslut
ning finde temperatiirforhøielsen ved belastning paa
følgende maate.
Konstanten i ligningen:
/\t = cW0‘15
bestemmes av kortslutningsforsøket, idet man ikke
indsætter kobbertapene i watt, men i brøkdele av
kobbertapene ved fuld belastning. (Wk = 1).
Kurven /\t = c W0-15 optegnes (se fig. 7).
Faanes.
Er CD temperaturstigningen ved tomgang, saa maa
OC repræsentere jerntapene. OC avsættes saa fra A—E
Temperaturbestemmelse
ved oljetransformatorer med naturlig kjøling.
(Slutn.)
og temperaturstigningen ved fuld belastning blir EG.
Er EH viklingens midlere overtemperatur over
oljen, saa blir viklingens maksimale overtemperatur
= EG + 2EH
•C Fig.7
&l -|
8 L
0 /// c H Ä i e w
- Kobberiaf>—1 /erniap—
—jern i ap—\
periode föreligger endnu ikke med den her beskrevne type.
Jeg har ogsaa kun behandlet den saa utførlig som et de
monstrationsobjekt for at vise de mange hensyn som spil
ler ind. En indvending har jeg dog at fremsætte mot
formen og det er, at halsrillen kommer for høit over
piggen, saa at sammenkittingen av isolatorens enkelte
dele paakjendes meget sterkt mekanisk. Dette kan
tænkes at gi anledning til ulemper. Til gjengjæld blir
piggene seiv usedvanlig korte.
Flere av de tyske isolatorfabriker, vistnok efter
professor Petersens tilskyndelse, har gaat frem efter
ganske andre principer. Her har man set den største
farekilde i sammenkittingen og den ujevnhet, som denne
kan foraarsake i spændingfordelingen, særlig ved at
cementen fra først av er fugtig gjennem det hele og
saaledes ledende og i aarenes løp tørker mere og mere
ut og faar en høi isoleringsevne, som vil være ujevnt
fordelt særlig paa grund av, at tykkelsen er saa ujevn
og likesaa indtørkningsgraden. Man har derfor her
gaat til kunstig at gjøre kitflaterne til ækvipotential
flater ved at smøre porcelænet i disse flater over med
grafit eller et metalbelæg, saa at cementen blir liggende
mellem to helt elektrisk ledende belæg, som indbyrdes
forbindes, saa at enhver spændingspaakjending paa
cementlaget undgaaes. Man har nemlig tænkt sig, at
de efter nogen aars levetid indtrædende hyppige gjen
nemslag kan tilskrives statiske partielutladninger gjen
nem cementen, som efterhvert borer sig videre.
Hvilken utførelse er den bedste, tør ikke jeg av
gjøre. Ulykken er bare, at begge ikke samtidig kan
tilgodesees, idet det ikke vil være gjørlig, at utføre
baade kitflaterne og regnskjærmene som ækvipotential-
flater. - (Forts.)
64 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
