Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. 27. november 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2) Overførings- og fordelingsspændinger.
Herunder henregner jeg alle de spændinger, som
utkræves for at transportere den elektriske energi fra
kraftstationerne til de ytterste fordelingstransformatorer,
d. v. s. de transformatorer, hvori nedtransformeringen
til forbruksspændingen foregaar.
Da det dreier sig om overføring av energimængder
fra 15—20 kW og opover til flere 100 000 kW, over
avstande fra nogen km. eller mindre og op til 300
—400 km. eller endnu længere, vil man for i ethvert
tilfælde at kunne foreta energitransporten paa en teknisk
økonomisk rigtig maate, naturligvis maatte ha et visst
antal spændinger at vælge imellem.
Skal- normaliseringen svare til sin hensigt, bør dette
antal imidlertid —* som tidligere paapekt — være det
mindst mulige.
Det gjælder da at træffe valget av de spændinger,
som utses til normalspændinger, saaledes at disse bedst
mulig tilfredsstiller alle de forskjellige krav. Jeg er
klar over, at dette er den vanskeligste del av opgaven,
og at det ikke vil være mulig at fremsætte et forslag,
som er fuldkomment, eller hvorom alle er enige.
Mit forslag er da ogsaa nærmest tænkt som grund
laget for en diskussion. — Lettest tør det være at
bli enige om de høieste spændinger — over 100000 V
— idet saa høie spændinger endnu ikke forekommer
i vort land.
Det vil da ligge nærmest at vælge værdier, som
allerede er tat i bruk eller foreslaat som normal
spændinger andetsteds, (f. eks. i de Forenede Stater
og Tyskland, de lande som har gaat foran i anven
delsen av de høieste spændinger). Mere end 3 spæn
dingsværdier over 100 000 V skulde der neppe bli
bruk for, og jeg vilde foreslaa, at man vælger følgende:
100000—110000 V, 150000—165000 V
og 200 000—220 000 V.
Den sidstnævnte spænding har rigtignok hittil ikke
været anvendt nogetsteds, og det er spørsmaal om vi
overhodet vil faa bruk for en saa høi spænding i vort
land, hvor vandfaldene ligger forholdsvis tæt, — men
jeg anser det dog rigtig at ta den med i forslaget.
Spændinger paa 100000 V og derover vil kun
egne sig for overføring av meget store energimængder
paa lange avstande, altsaa for overføring fra store
kraftstationer (ca. 30 000 kW og opover) til transfor
matorstationer av tilsvarende størrelse, ’altsaa for den
slags kraftoverføringslinjer, som vi kan betegne som
hovedlinjer eller stamlmjer for landsforsyningen. I
mange tilfælde vil stamlinjerne imidlertid ikke ha saa
stor utstrækning eller overføre saa store energimæng
der, at det lønner sig at gaa til en saa høi spænding
som 100 000 V eller mere. Vi maa altsaa ogsaa ha
en lavere normalspænding for stamlinjer at ta til.
Det vil da efter min opfatning bli spændingerne
50 000—55 000 V eller 60 000—66 000 V som kom
mer i betragtning herfor. Av disse 2 vil jeg foreslaa,
at man vælger 60 000—66 000 V.
Denne spænding er vistnok den høieste man paa
nuværende utviklingstrin tør gaa til ved anvendelse
av siaa-isolatorer, ialfald under vore klimatiske forhold.
En kraftoverføring vil da ialmindelighet bli billi
gere ved 60 000 V end ved 50 000 V, naar man i
begge tilfælde forutsætter overføring av likestore
energimængder.
I 100 000 V stationer vil man ved omkobling fra
stjerne til trekant kunne anvende de samme transfor
matorer for 100000 V og for 60000 V. I visse
tilfælde vil dette bety en forenkling av anlægget og
en besparelse (mindre reserve). Förtiden er 50 000 V
(48—50 000 V) hos os mere anvendt end 60 000 V,
idet den førstnævnte spænding (efter tabel 5 b) fore
kommer 9 gange, den anden 4 gange.
I Amerika og Sverige er baade 50 000 V og
60 000 V fastsat som normalspændinger, mens Tysk
land foreslaar, at 50 000 V ved nyanlæg kun skal
anvendes i saadanne tilfælde, hvor anvendelsen av
60 000 V medfører betragtelige ulemper.
Jeg maa være enig i denne opfatning. Behov for
at vælge begge disse spændinger (50 og 60 kV) som
normalspændinger föreligger efter min mening ikke.
Ved fastsættelsen av normalspændinger for de høi
spændte fordelingsledninger (sekundære overføringsled
ninger, som besørger den videre transport av den
elektriske energi fra de store transformatorstationer i
den sekundære ende av de høispændte stamlinjer) vil
det være hensigtsmæssig at skjelne mellem fordelingen
til de større byer eller til flere mindre byer, og for
delingen til store industricentrer og endelig fordelingen
utover landdistrikterne. Fordelingen av den høispændte
energi inde?i byerne eller bymæssig bebyggede strøk
forutsættes at ske i jordkabler. Likesaa vil dette som
regel være tilfælde med fordelingen inden industri
centrernes (eller store industrielle bedrifters) bebyggede
omraade, mens fordelingen utover landsbygden under
vore forhold sikkert i en overskuelig fremtid vil komme
til at foregaa utelukkende gjennem luftledninger.
La os først betragte forholdene i de siørre byer.
Energifordelingen bør her utgaa fra en hovedsekundær
station, som danner endepunktet for en eller flere
indkommende høispændte stamlinjer.
En saadan sekundærstations beliggenhet vil ial
mindelighet maatte bestemmes ut fra sikkerhets-, regu
lerings- og æstetiske hensyn og resultatet er, at den
vil bli lagt i den ytterste utkant av eller helt utenfor
byernes byggebelte, en beliggenhet, som rent elektro
teknisk set er ugunstig.
Følgen herav vil være, at man, naar man skal
regne med en almindelig elektricitetsforsyning av by
erne, ikke alene til industrielt bruk og til lys og litt
varmvandstilberedning, men ogsaa til kokning og del
vis opvarmning rundt om i hvert hjem, ikke med
rimelige kabeltversnit vil komme ut med det nu be
nyttede fordelingssystem, hvorefter energien fordeles
fra en eller flere sekundærstationer med en spænding
av ca. 5000—ca. 7000 V til tertiære-transformator
stationer, hvor spændingen nedtransformeres til lav
spændingen.
At anordne flere hovedsekundærstationer for en
og samme by, vil falde kostbart i anlæg og kostbart
og kompliceret i drift (særlig hvor det dreier sig om
lange overføringer og spændinger over 100 000 V).
Man har da to veie at gaa. Enten at anvende det
No. 33, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
