Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. 6. december 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en iagttager paa jorden, saa er den det ikke for en
iagttager paa solen eller paa Mars. Altsaa: enten
betyr denne sats slet ingen ting, eller den betyr, at
bevægelsen er retlinjet i ét eller kanske flere koordi
natsystemer, men hvilke? Endvidere: Hvad betyr
»uforandret hastighet« ? Jo, det er en hastighet, hvor
ved like lange veistrækninger tilbakelægges i like lange
tider. Og hvad er saa like lange tider? Jo, det er
tider, i hvilke et legeme med konstant hastighet til
bakelægger like lange veistrækninger. Har De nu
faat tak i det? Neivton skiller mellem absolut og re
lativt i rum og tid. Det er relativt rum og relativ
tid vi opfatter med vore sanser. »Det absolute rum
forblir efter sin natur, uavhængig av enhver ytre gjen
stand, altid sig seiv ligt og ubevægelig.« »Den abso
lute, sande og matematiske tid forløper efter sin natur
jevnt og uavhængig av enhver ytre gjenstand.« Vi
er blit meget beskednere — og meget fordringsfuldere
siden Newtoris dage. Absolut rum og tid interesserer
fysikeren meget mindre end regjeringsformen paa bak
siden av maanen. Desto mere interesse har »relativt«
rum og »relativ« tid for os. Ti »fysisk realitet har
det som kan maales« (Planck), og fysik uten maalinger
eksisterer ikke. Derfor er Ncu-toris første lov intet
sigende for os, saalænge vi ikke har faat tak i de
»relative« koordinater, for hvilke <1, u gjælder.
Newtoris anden lov lyder: »Bevægelsens (d. e. i
moderne terminologi bevægelsesmængdens) forandring
er proportional med den virkende kraft og falder i
i dennes retningslinje. < Heller ikke dette forstaar jeg.
Ti her optrær paa en gang to nye begreper, masse
og kraft, og det er en bekjendt sak, at en sætning,
som indeholder ét hittil ukjendt begrep, kaldes en
definition, mens en sætning, der indeholder to saadanne
begreper, kaldes nonsens. Formelt har Newton und
gaat dette skjær, ’li han »definerer« masse, nemlig
som produktet av volum og tæthet, men jeg kan ikke
si, den definition tilfredsstiller mig. Man ser ogsaa
straks, at anden lov omfatter første lov som specielt
tilfælde, og at derfor første lov uten skade kan sløifes.
Angaaende Newioris tredje lov, om aktion og
reaktion, er her intet at bemerke.
Nu er disse tre Neivton’ske love, eller aksiomer,
kilden og utspringet for hele den klassiske mekanik,
og med de præstationer denne kan fremlægge .er det
klart, at dens aksiomer virkelig har et solid indhold.
Det gjælder at faa dette indhold uttrykt i en form
som er denne fyrstelige videnskap værdig. Dette er
ogsaa gjort paa mange maater. Jeg bortser her fra
de diverse omskrivninger og forklaringer og demon
strationer, som ved undervisningen benyttes for at
gjøre disse love plausible, idet nemlig disse metoder
løper ut paa en appel til erhvervede forestillinger,
som ikke godt kan diskuteres paa skolen, men som
den moderne kritik dissekerer.
Den bekjendte østerrigske fysiker og filosof Mach
har git mekanikens aksiomer i følgende form:
r. To legemers masser forholder sig til hinanden
omvendt som de accelerationer, de ved gjensidig
paavirkning meddeler hinanden.
2. Erfaringen viser, at man paa grundlag av denne
sætning kan kjendetegne ethvert legeme ved en
størrelse, som er karakteristisk for det, og som
kaldes dets masse.
3. produktet av masse og acceleration kaldes kraft.
Her er, som man ser, Nezvton’s tredje lov stillet
i spidsen og gir sammen med anden sats en definition
av masse, hvorav saa utledes definitionen av kraft.
Disse to fundamentale begreper har derfor faat en
definition, som der intet kan indvendes mot. De
grundlæggende kinematiske begreper hastighet og ac
celeration defineres paa vanlig vis, foreløbig i et vil
kaarlig fastsat koordinatsystem. Saa staar man atter
foran problemet: for hvilket eller for ’ hvilke koordinat
systemer (i dette ord indbefattet baade rum og tid)
gjælder Nezcdon’s love? Man betegner et saadant ko
ordinatsystem som et inertialsystem eller Galilei’s system.
La os foreløbig bortse fra »praktiske anvendelser«
for at ha frie hænder og kun søke et » idealt« inertial
system. Et saadant har en dengang 22-aarig tysk
student Ludwig Lange i 1885 prægnant fremstillet i
følgende sætninger:
Definition I. Inertialsystem kaldes ethvert koordi
natsystem av den beskaffenhet, at i forhold til det tre
punkter, som fra samme rumpunkt utslynges i forskjel
lige retninger og ikke er utsat for ytre paavirkning,
bevæger sig paa tre rette linjer, der gaar gjennem et
fælles skjæringspunkt.
Sats I. I forhold til et inertialsystem beskriver et
hvilketsomhelst fjerde, upaavirket punkt ogsaa en ret
linje.
Definition II. Inertial-tidsskala kaldes enhver tids
skala, i forhold til hvilken et upaavirket punkt bevæ
ger sig med konstant hastighet i et inertialsystem.
Sats II. Henført til en inertial-tidsskala bevæger
ethvert andet upaavirket punkt sig med konstant hastig
het i sin inertialbane.
Man finder videre ved ganske enkle betragtninger,
at hvis der eksisterer ét inertialsystem, saa eksisterer
der en tifoldig uendelighet (oo10) av dem. To inertial
systemer har ialmindelighet forskellig begyndelsespunkt,
forskjellige akseretninger, forskjellig utgangspunkt for
tidstællingen og begyndelsespunktet i det ene har en
konstant retlinjet hastighet i forhold til det andet.
Derimot er tidsenheten den samme i de to systemer,
hvis man fordrer, at masserne i de to systemer og
likesaa gravitationskonstanten skal ha samme værdi
i begge.
La os nu tænke os to fysikere, som befinder sig
i hver sit inertialsystem og er i ro i forhold til det.
De skal være utstyret med alle mulige apparater til at
undersøke rent mekaniske fænomener. De vil-da
begge finde identisk de samme mekaniske love, og
hver av dem vil kunne fastslaa, at den anden bevæger
sig i forhold til ham. Men de savner ethvert middel
og enhver mulighet for at avgjøre, hvem av dem der
»virkelig « er i ro, og hvem av dem der virkelig be
væger sig. Dette er mekanikens relativitetsprincip.
En lakune maa endnu utfyldes. Vi maa ha et
reelt inertialsystem at referere vore maalinger til. Des
værre — trods den tifoldige uendelighet av ideale
inertialsystemer er det tvilsomt, om vi kan angi et
eneste reelt. Vort dagligdagse system, koordinater
mot jordens overflate og middelsoltid, er ihvertfald
272 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
