Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. 6. december 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke et inertialsystem, det er bevist ved talrike eks
perimenter. Et heliocentrisk koordinatsystem er bedre,
men heller ikke det er fuldkomment. Vi maa ta fiks
stjernerne med, fastsætte vort koordinatsystem i forhold
til deres umaadelige hærskare. Og endda er det ikke
sikkert, at vi har faat tak i et inertialsystem. Ti der
viser sig uoverensstemmelser mellem de observerte og
de efter Newtoris love beregnede sekulære forandrin
ger i planetbanernes elementer, der overstiger obser
vationsfeilene. Hvis disse uoverensstemmelser ikke
skyldes hittil ukjendte massers indflydelse, er det be
nyttede koordinatsystem ikke et inertialsystem. Man
ophæver temmelig fuldkomment de ovenfor nævnte
feil ved at anta, at det benyttede koordinatsystem
dreier sig 7",3 om ekliptikens pol i 100 aar i forhold
til inertialsystemet. Som man ser er det kun den
moderne videnskaps fine maalinger som i det hele kan
avdække en saa infinitesimal avvikelse. Og mere end
en rent kinematisk forklaring naar man jo ikke ad
den vei, ti hvilken mekanisk grund kan paavises for
at hele fiksstjernekomplekset skulde dreie sig i forhold
til inertialsystemet? Det synes saaledes ikke urimelig
at anta, at et interialsystem er et idealt grænsetilfælde,
som vi kan nærme os mere og mere, men aldrig naar.
I andre ordelag vilde det betyde, at Neivtoris love
ogsaa er ideale love, som ikke helt ut svarer til vir
keligheten, og det er netop, hvad Einstein antar des
angaaende.
Men, hvis jorden ikke er noget inertialsystem,
hvordan kunde da Galilei finde træghetsloven? Ganske
enkelt fordi jorden med en høi grad av tilnærmelse
er et inertialsystem for fænomener som varer kort tid.
Dermed skulde nu mekanikens »apartement« i fy
sikens lærebygning være bragt i stand og orden. For
at kunne gi de mekaniske love den enkleste form,
Newtoris, maa vi benytte et inertialsystem, likegyldig
hvilketsomhelst blandt den uendelige mangfoldighet,
som teoretisk er mulig. Hvordan forholder det sig
med de andre bevægelser, som omhandles i fysik,
utbredelsen av varme, lyd, lys og elektricitet? Varme
og lyd kommer her ikke i videre betragtning. Ti de
utbreder sig kun gjennem materien og falder derfor
ind under de allerede anstillede betragtninger. Men
lyset, som utbreder sig gjennem hele det umaadelige
verdensrum, utenfor materien, er det ogsaa neutralt
likeoverfor alle inertialsystemer? Eller gis der noget
inertialsystem, som staar i nogen særstilling i forhold
til lyset, og som man da naturligvis vilde vælge til
fundamentalt koordinatsystem i fysiken?
Her skilles veiene. Relativisterne besvarer dette
spørsmaal med nei, mens de andre svarer ja, der gis
et koordinatsystem, som indtar en særstilling fremfor
alle andre, nemlig det som er i hvile i forhold til
æteren. Og dermed er ogsaa æteren drat ind i cen
trum av diskussionen.
Æteren har alle dage været fysikens smertensbarn.
Særlig ilde blev det, da Fresnel hadde bevist, at lys
svingningerne er transversale, og at altsaa æteren
maatte være et fast legeme. Og hvad var ikke det
for et merkværdig legeme! Forholdet mellem elasti
citet og tæthet maa for æteren være noget som 8.109
(otte tusen millioner) gange saa stort som for jern.
Jorden bevæger sig gjennem dette medium, vi lever
daglig i en æterstorm, hvis hastighet er ca. 800 gange
saa stor som vindhastigheten i den vildeste orkan.
Vindtrykket vokser paa en ru regning som kvadratet
av vindhastigheten. Hvad skulde der bli av os men
nesker, hvis æterens tæthet lignet bare luftens? Og
vi merker intet til hin æterorkan. Men hvordan kan
da et saadant medium ha saa stor elasticitet? til og
med formelasticitet, ikke volumelasticitet? Jeg har aldrig
hørt, at nogen har kunnet angi et nogenlunde fore
stillelig billede av et saadant stof. Litt mindre ond
artet blev kanske situationen, da Maxwell viste, at
lyset er et elektromagnetisk fænomen. Nu behøvde
man ialfald ikke længer at lage en mekanisk model
av æteren. Nu var det elektriske og magnetiske
kræfter og forskyvninger o. s. v. som var i spil. Men
samtidig blegnet billedet endnu mere end før, fordi
disse elektromagnetiske fænomener var endnu mindre
forestillelige end de mekaniske.
Imidlertid, æteren hævdet sin plads trods disse
vanskeligheter, og man gav sig i kast med det be
rømte problem: hvilende æter eller medført æter, det
vil si: fører materien i bevægelse æteren med sig,
helt eller delvis, eller forblir æteren fuldstændig i ro?
Vi er ovenfor, idet der var tale om æterorkanen, stil
tiende gaat ut fra den sidste antagelse: hvilende æter.
Denne antagelse forklarer nemlig let og utvungent de
to fra astronomien saa bekjendte optiske fænomener:
fiksstjernernes aberration og Dopplereffekten (spektral
linjernes forskyvning ved relativ bevægelse mellem
iagttager og lyskilde). Vi behøver imidlertid ikke at
gaa nærmere ind paa disse fænomener for at opnaa,
hvad der tilsigtes, at stille problemet saa skarpt og
koncist som mulig. Dertil benytter vi to i optikens
historie berømte laboratoriumsforsøk, anstillet av to
fremragende eksperimentatorer, og om hvis rigtighet
der ikke hersker tvil, nemlig Fizeau’s »medførings
forsøke og Michelsoris forsøk.
Fizearis maal var at fastslaa, om materie i bevæ
gelse fører æteren med sig eller ei. Forsøket er ty
deligvis meget vanskelig. Ti det gjælder at maale,
hvilken indflydelse materiens hastighet, v, har paa lys-
v
hastigheten, c, og forholdet — maa ved ethvert
laboratoriumsforsøk bli uhyre litet. Til gjengjæld har
man i lysets interferens en overordentlig følsom iagt
tagelsesmetode, og derav benyttet Fizeau sig. Han
delte en straaleeylinder op i to og sendte dem gjen
nem to rør med vand, der sættes i strømning, og
saaledes at den ene straalebundt gik med, den anden
mot vandstrømmen. Maales hvordan interferens
billedet forandrer sig, naar vandet først er i ro og
dernæst sættes i bevægelse, har man de fornødne data
til at beregne æterens medføring. Fizearis resultat er
følgende. La n være det benyttede stofs (i vort eksem
pel vandets) brytningskoefficient, v stoffets hastighet
(i forhold til jordoverflaten), c„ og c’n lyshastigheten
i det hvilende og i det bevægede stof. Da er:
c’„ = c„ + v(i —~j
No. 34, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
