Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. 6. december 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ganske likefrem fortolket betyr dette: materien fører
kun delvis æteren med sig, meddeler den kun en
brøkdel, i V, av sin egen hastighet v, og denne
«2
brøkdel avhænger av mediets brytningskoefficient.
Faktoren i V kaldes FresneVs medføringskoeffici-
«2
ent, fordi Fresnel allerede 30 aar før Fizeau’ s forsøk
hadde sluttet sig til dette resultat. Den ovenfor an
givne umiddelbare fortolkning av forsøket virker ikke
rigtig tilfredsstillende. Senere har H. A. Lorentz vist,
at Fizeau’% resultat forklares fuldstændig ved antagelsen
av en absolut, ogsaa i sine mindste dele, hvilende
æter i forbindelse med visse hypoteser angaaende
materiens konstitution, som særlig Lorentz seiv har
gjennemarbeidet. For vort behov kan vi imidlertid
bortse fra denne og andre fortolkninger og holde os
til det eksperimentelle faktum, at medføringskoefficien
ten blir lik nul for n= 1. For atmosfærisk luft er
n med et rundt tal 1,0003. Medføringskoefficienten
blir da 6.io~4 . Luft i bevægelse meddeler altsaa
6
æteren kun av sin egen hastighet, det er et
10000
eksperimentelt resultat av Fizeau’s forsøk. Med andre
ord, under sin fart omkring solen fører atmosfæren i
vore laboratorier praktisk talt ikke æteren med sig.
Altsaa holder vi os til den hvilende æter og prøver at
bestemme jordens hastighet gjennem den. Denne
hastighet er rundt 30 km./sek., altsaa i hvert fald
meget betragtelig i forhold til de 7 m./sek,, som var
alt hvad Fizeau kunde naa med vandstrømmen i sit
forsøk. Det berømte forsøk paa at maale jordens
hastighet gjennem æteren er Michelson’s. Forsøket
gaar principielt ut paa at finde forskjellen mellem
lyshastigheten i jordens bevægelsesretning og lodret
derpaa, og resultatet er det nu saa bekjendte og ond
artet overraskende: der er er ingen forskjel. Kent
umiddelbart fortolket betyr dette: jordcn bevæger sig
ikke i forhold til æteren, eller: jorden fører æteren
med sig med hele sin hastighet. Altsaa har vi nu to
eksperimentelle resultater, som ved umiddelbar for
tolkning og uttrykt i æter-terminologien lyder:
jorden fører ikke æteren med sig (eller næsten
ikke) Fizeau, hvilende æter;
jorden fører æteren fuldstændig med sig, Michel-
son, medført æter.
Disse to satser kan ikke være sande samtidig.
Der maa findes en vei ut av, utenom, gjennem dette
uføre. De to veie, som omtrent utelukkende tæller,
er angit av H. A. Lorentz og av Albert Einsiein.
Lorentz hadde som nævnt fortolket Fizeau’s eks
periment som stemmende med teorien om den hvilende
æter. I dette eksperiment beror den maalte størrelse
v
paa forholdet — , det er et »fænomen av første orden«.
c
M2
I Michelson’s eksperiment er det I— I som indgaar.
Man maatte altsaa klatre en etage op og godtgjøre,
at ikke alene første ordens men ogsaa anden ordens
fænomener forsvinder ifølge teorien. Dette opnaaes
ved Fitzgerald’s og Lorentz’s »forkortningshypotesec.
Ethvert legemes dimensioner i retning av bevægelsen
gjennem æteren forkortes i et og samme forhold. Har
en stav længden a, naar den bevæger sig gjennem
æteren lodret paa sin længderetning, saa er dens længde
aV 1 , nar den bevæger sig i sin egen længde-
retning.
Einstein griper saken an endnu langt radikalere.
La os gaa ut fra Michelson’% resultat som grundlag,
lyshastigheten er konstant, uavhængig av iagttagerens
og lyskildens relative bevægelse. Og, er dette først
medgit, og vi erindrer det mekaniske relativitetsprincip,
saa tar vi med en gang skridtet fuldt ut og opstiller som
postulat: alle fysiske love er uavhængige av, hvilket
koordinatsystem de refereres til, saalænge disse koor
dinatsystemer bevæger sig accelarationsfrit i forhold
til hverandre. Hvordan ser da de ligninger ut, som
sammenknytter koordinatsystemerne? Det er de be
kjendte ligninger, som viser sig at være identiske med
dem som Lorentz kommer til, og som derfor kaldes
Lorentz transformationsligninger.
Formelt er de to resultater identiske. Men mens
Lorentz bygger paa fysiske antagelser og hypoteser, er
hos Einstein det hele problem saa at si flyttet over
paa erkjendelsesteorisk grund. Einstein har ikke bruk
for Lorentz’s hypoteser og detaljerte undersøkelser.
Derved vinder han i koncision men taper i anskuelig
het. Et slaaende eksempel er Fizeau’s eksperiment.
Dets resultat følger ganske enkelt, ved elementær reg
ning, Einstein’s antagelser uten nogensomhelst ny hy
potese.
De mange pverraskende og paradokse resultater,
som følger av Einstein’s formler, skal jeg her ikke
gaa ind paa, de er ofte nok fremhævet. Jeg vil kun
bemerke, at efter min personlige erfaring avblekes det
paradokse ved disse resultater ganske hurtig ved vanens
magt. Det radikalt nye ved disse formler ligger deri,
at tiden ikke længer optrær som en selvstændig stør
relse likeordnet med rumkoordinaterne og uavhængig
av dem. Tids- og rumkoordinater er uløselig sammen
koblet, ingen av dem har nogen fysisk realitet for sig
alene, kun i forbindelse med hverandre. Det er den
radikaleste omvæltning i det »fysiske verdensbillede«,
som verden har set. Den Kopernikanske revolution er
barnelek mot dette. Netop fordi omvæltningen gaar
saa dypt og griper ind paa filosofiens felt, har striden
om de nye tanker en farve og en klang, som man
ikke er vant til i diskussioner om fysiske problemer,
overstrømmende begeistring paa den ene side, skarp
avvisning, like til paastanden om fornuftstridighet paa
den anden side. Heldigvis gaar man ikke videre.
Man resikerer neppe at bli brændt eller fængslet, fordi
man er relativist.
Den konsekvente relativist kan naturligvis ikke
anerkjende nogen æter. Ti hvis den eksisterte, kunde
postulatet om alle inertialsystemers likeværdighet ikke
opretholdes. Men æteren har været og er vel den
dag idag en tankenødvendighet for de fleste fysikere.
Den enorme energistrøm, som stadig gjennemkrydser
universet, maa ha en bærer. Vi kan ikke nøie os
med bare »felter«, med pc, y, z og differentialligninger,
274 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1919, No. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
