Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. 6. december 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som flyver gjennern verdensrummet og til og med ube
gripeligvis altid med samme uføranderlige hastighet.
Vi betragter det som en falliterklæring, som vi nødig
vil resignere os til at være med paa. Ja, sier rela
tivisten, det er jo skjønt og ædelt. Men hvad er det
for en »bærer«, du har? Hvilken sammenhængende,
fornuftig forestilling gjør du dig om æteren.
Gewöhnlich glaubt der Mensch, wenn er nur Worte hört,
Es miisse sich dabei doch auch was denken lassen.
Er der tilslut saa stor forskjel i anskuelighet mel
lem din ganske vage, uhaandgripelige æter og mine
verdensgjennemseilende differentialligninger? Desuten,
om denne energibærer har jo dens egne tilhængere
bevist, at dens eksistens ikke kan observeres, seiv
fænomener av anden orden forsvinder. Hvad glæde
og nytte kan du ha av saadant et begrep? Og jeg
føler mig maalbunden av relativisien — men ikke
overbevist.
Imidlertid, Einstein skulde stille endnu videregaa
ende krav til sine medmenneskers intellektuelle elasti
citet, paa den specielle relativitetsteori bygget han
videre den almindelige. Hvorfor er kun inertialsyste
merne likeværdige og ikke ogsaa koordinatsystemer
med accelereret relativ bevægelse? Einstein har tat dette
sidste skridt og opstiller som postulat for den almin
delige relativitetsteori, at alle koordinatsystemer er
likeværdige for fremstilling av naturlovene, eller som
det heter i matematisk sprog: de fysiske love er in
variante likeoverfor en hvilkensomhelst punkttransfor
formation, naar denne kun er éntydig og kontinuerlig.
Som en hovedhjørnesten for teorien tjener »ækvivalens
teorien«, satsen om at træg og graviterende masse er
identiske. Der er neppe nogen sætning i fysiken, som
er skarpere eksperimentelt bevist end den, at træg og
graviterende masse er proportionale. En korkkule og
en blykule av samme volum har meget forskjellig
masse. Blykulens masse er meget større. Det vil si,
at dens træghet er meget større, at den acceleration
den meddeles av en given kraft er meget mindre.
Men det vil ogsaa si, at dens tyngde, gravitationens
virkning paa den, er meget større, og præcis i samme
forhold som dens træghet er større. Derfor falder de
to kuler like hurtig. Dette fundamentale faktum, som
i den klassiske mekanik simpelthen noteres som et
faktum, som der ikke insisteres særlig paa, det rykker
Einstein frem i allerførste linje, og han har seiv illu
strert grundtanken i >ækvivalensprincipet« ved følgende
tankeeksperiment, »kasseeksperimentet«. Vi har to
fysikere, hver i sin lukkede kasse, som forresten kan
være saa stor og saa rikt utstyret i alle maater som
man ønsker. I disse kasser har de levet længere tid
langt ute i verdensrummet, nøiagtigere uttrykt i et
gravitationsfrit rum. La os anta, at de av en eller
anden grund har placert sit skrivebord og sin stol
midt mellem gulv og loft »frit svævende i luften «,
hvad der jo ingen vanskelighet frembyr i et gravita
tionsfrit rum. Pludselig en dag indtræffer der noget
merkeligt. En kjæmpehaand hegter et toug i taket paa
A’s kasse og haler den »opover« med en accelaration
av f. eks. 9,8 m. En anden haand bringer momentant
B’s kasse hen paa jordoverflaten og lar den bli staaende
der. Begge vore fysikere med samt deres skrivebord
etc. deiser i gulvet med accelereret fart og de hengir
sig til spekulationer over den ubehagelige begivenhet.
De er fuld utdannede fysikere og finder, at forklarin
gon er en av følgende: mit koordinatsystem (altsaa
kassen) har faat en accelereret bevægelse, eller: mit
koordinatsystem er kommet ind i et gravitatiosfelt.
Hvis A og B korresponderer radiotelegrafisk og med
deler hverandre sin oplevelse,-kan de saa paa nogen
maate avgjøre, hvad der er hændt dem, konstatere at
de har hat forskjellig skjæbne? Nei, de savner ethvert
middel dertil. I dette tilfælde ialfald er det hvilende
koordinatsystem i et gravitationsfelt og et accelerret
koordinatsystem i et gravitationsfrit felt »ækvivalente«.
Dette virker ikke foruroligende endnu. En anden
sak er det, naar principet gjennemføres »to the bitter
end«, naar kravet om naturlovenes invarians likeover
for enhver punkttransformation skal gjennemføres.
»Alt flyter«, sa Hetaklit, og det gjælder i høiste grad
her. Betænk hvilken situation man befinder sig i:
Maalestaverne forandrer sin længde alt efter sin orien
tation, urene gaar som de vil, koordinatsystemnt kan
ha en hvilkensomhelst bevægelse og forandre sin form
efter behag (vi har, som Einstein uttrykker det, ikke
længer et almindelig, fast reference-legeme men en
reference-mollusk), alt dette kun med den begrænsning,
at kontinuiteten skal bevares. Og de ligninger, som
refererer sig til denne »mollusk« og til disse hysteriske
ure, skal være invariante likeoverfor enhver entydig,
kontinuerlig punkttransformation 1 Det er en ganske
stor bestilling paa en gang. Intet under, at Einstein
har maattet bortse ganske fra at bestemme fænomener
direkte ved rum- og tidsstørrelser. Han karakteriserer
dem ved fire tal, som ingensomhelst umiddelbar an
skuelig betydning har, men som ved omregning maa
sættes 1 relation til vore gamle bekjendte, rum og tid.
Her er man høit oppe og ser vidt, men luften
er tynd at aande i. Og hvad vindes der saa ved
dette offer av anskuelighet? Et par av de vigtigste
ting skal nævnes her. For det første er endelig og
for første gang i historien gravitationen »detronisert«,
avsat fra sin isolerte undtagelsesstilling og bragt paa
niveau med alle andre kræfter. I første approksima
tion gir Einstein’s gravitationsteori Netutoris love som
sig hør og bør. Men i anden approksimation gir den
løsningen av en vel kjendt astronomisk gaade, Merkur
perihelets bevægelse, og vel at merke ganske eksakt.
At relativitetsteorien mestrer dette problem, som New
ion’s teori hittil ialfald ikke har kunnet klare er en
bemerkelsesværdig triumf for den.
En anden konsekvens av relativitetsteorien er den,
at en lysstraale maa paavirkes av, krummes, i et gra
vitationsfelt. Det ser man straks, naar man tænker
paa kasseeksperimentet. Er kassens acceleration stor
nok, maa lysets bane bli merkbart krummet. Det
gjælder bare at skaffe stor nok acceleration, eller sterkt
nok gravitationsfelt. Einstein har paavist, at solen
maa kunne frembringe merkbar virkning. En lysstraale
som passerer tæt forbi solen, skulde avbøies 1 ,"7.
Den totale solformørkelse i mai iaar gav anledning til
at prøve denne fovutsigelse, og Einstein har nylig
meddelt, at han har faat besked om, at det synes at
No. 34, 1919 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 275
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
