Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 25. februar 1921 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N. Traaholt.
Av ingeniør £. Kraabøl-Jørstad.
staaende ledninger.
No. 6, 1921 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
dragsreguleringer og kraftoverføringer. Dernæst bør
den ikke beholde alle rettigheter for sig og overføre
alle forpligtelserne til de andre, som foranstaaende
koncessionsbetingelser er et saa drastisk eksempel paa.
og nyrer? Bare det faktum alene at saadanne betin
gelser kan fremsættes indbyr ikke til tillid. Staten har
dog langt virksommere midler i sin haand, hvis den
virkelig ønsker at fremme samarbeidet.
Da vilde staten igjen bli hvad den engang var, en
upartisk institution som man med tillid kan henvende
sig til og vente at møte rimelighet og retsind.
Den kan opmuntre til sammenslutninger og gripe
mæglende ind hvor det kræves samt overlate til større
sammenslutninger noget av den vandkraft den seiv
ikke kan overkomme at utbygge og vise litt mere
imøtekommenhet ved koncessionsbetingelser for vas-
Om kraftanlægs samkjøring og bedste utnyttelse i Schweiz.
det er der utbygget knapt 10% av vandkraften eller
omkring 1,4 millioner hk.
Som bekjendt har det vigtige spørsmaal »kul con
tra elektricitet* været diskutert noksaa meget i den
sidste tid, uten at de stridende parter dog er kommet
til nogen storre enighet. Alle parter indrømmer dog at
den elektriske energi falder kostbar at utbygge nu, hvor
for det efter enkeltes mening særlig har været krisetidens
høie kulpriser, som har berettiget de sidste aars ulstrakte
kraftulbygning. Nu, naar kulprisene begynder at bli
mere normale igjen, mener derfor disse at det neppe
vil være anbefalelsesværdig at fortsætte vor vandfalds
utbygning i samme tempo som hittil, idet den elektriske
energi i mange tilfælder ikke vil kunde konkurrere
med kul.
I Schweiz er man nu tildels begyndt at samle sig
om slagordet; »der Schweizerischen Sammelschiene*,
hvormed man mener en stor elektrisk stamlinje gjen
nem hele landet, som alle kraftanlæg skulde knyttes
til. Av mange grunder kan dog en eneste saadan linje
ikke komme i betragtning, hvorimot man isteden paa
tænker at bygge et utslrakt høispændt ledningsnet
av stor ydedygtighet, og som ikke alene skal tjene til
at utjevne de enkelte anlægs energiydelse, men ogsaa
knytte nye anlæg til landsnettet.*) Dermed er dog op
gaven ikke løst, men man har da instrumentet færdig
og kan for alvor begynde med at løse det vanskelige
problem om en oket utnyttclse av de færdige kraftanlæg.
Først dog et litet overblik over
Sælter man fremtidens store behov ut av betragt
ning og lar kun hensyn til de tørre tal, er nok dette
rigtig. _ Men saken er neppe saa enkel; elektriciteten
har nemlig saamange væsentlige fordeler, at dens an
vendelse utvilsomt er berettiget i en række tilfælder,
hvor kullene tilsyneladende er billigst at anvende.
Men derfor er det ikke sikkert at vi nu bør fortsætte
vor vandfaldsutbygning med den samme fart som tidli
gere. Det kan jo hænde, at vi isteden vil staa os paa
at ta et litet pust i bakken, før vi gaar videre og se
til at faa nyttiggjort mere effektivt den elektriske energi
mængde, som vi allerede disponerer over? For her kan
man utvilsomt gjøre svært meget endnu.
de schweiziske kraftanlægs 7iuværende stilling.
Ogsaa i Schweiz kora krigen og førte de schweiziske
kraftanlæg fra en jevn fremadskridende utvikling ut i
en kritisk periode baade med hensyn til økonomi og
energiydelse. Og aarsaken var her som saa mange
andre steder kulsituationen, som ikke alene forminskede
dampreservernes ydedygtighet, men ogsaa øket efter
spørslen efter elektrisk energi i en meget betydelig
grad. Som et tilnærmet uttryk for den stigende efter
spørsel efter elektrisk energi kan nævnes at stigningen
i de schweiziske kraftanlægs samlede produktion utgjorde:
1 1915 ca. 15%, i 1916 ca. 30%, i 1917 ca.
12%, i 1918 ca. 10%, i 1919 ca. 5%. De avta
gende tal sier imidlertid mindre om efterspørslens
tilbakegang’ end om kraftanlæggenes vanskeligheter
med at tilfredstille det voksende behov.
En indsender i.E.T.T. for 1920 (side 14) anslog
saaledes bare den übenyttede spildkraft, som staar til
disposition i vore byer for det borgerlige behov, til næsten
1 milliard kWt. pr. aar. Og for det hele land selv
følgelig et meget høiere tal. Da denne spildkrafts ut
nyttelse først og fremst er avhæng-ig av vore elektrici
tetsverkets stilling til spørsmaalet, er det derfor nu
paa tide at man for alvor begynder at drøfte spørs
maalet ogsaa hertillands. Dette har været gjort allerede
i lang tid i Schweiz hvor man i de sidste aar har
hat lignende kulvanskeligheter som her i Norge, og da
forholdene forøvrig er temmelig ens i de to lande med
hensyn til vandfaldsutbygning, tror jeg at det vil kunne
paaregne en viss interesse at høre, hvad man har gjort
og paatænker at gjøre i Schweiz for at utnytte den
disponible vandkraft bedst mulig.
I tidsrummet 1914—19 er altsaa Schweiz’ elektriske
energiproduktion vokset med ca. 70—80%, en stigning
som kun har været mulig paa grund av regulerende
indgrep fra avdelingen for »Industrielle Kriegswirt
schaft«. For en væsentlig del skyldes økningen føl
gende forholdsregler:
1. Indskrænkninger i utførsel av elektrisk energi.
2. Samkjøring mellem de enkelte kraftanlæg over be-
Først en kort oversigt. I Norge gjør man som bekjendt
regning paa at kunde utnytte omkring 15 millioner
turbin-hk. mot ca. 4 millioner i Schweiz, hvorav man
har utbygget ca. 18% eller 720000 hk. Her i lan-
*) En væsentlig del av det efterfølgende er hentet fra et
foredrag, som hr. overingeniør dr Bruno Baner, Bern, holdt i
Zlirich 18. febr. 1920.
47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
