Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15. mai 1925 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*) Norsk Elektroteknisk Förening.
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1925, No. 14
er endnu mere typisk for landkommunernes vedkom
mende.
er begyndt at befatte sig med foretagender, som for
en overveiende del er okonoiniske foretagender.
Vi har derfor fundet at det slet ikke er ønskelig
og heller slet ikke nødvendig at fastslaa et monopol ad
lovens vei. Det skulde være nok at fastslaaa at kommu
nerne skal ha fortrinsret til levering indenfor sine egne
grænser. I og med at kommunen jo eier fordelings
nettet, hvis saadant er anlagt, har den jo et saa stort
forsprang fremfor andre til at kunne levere paa rime
lige vilkaar, at nogen yderbgere skjærpelse av dette
forhold efter min mening kun kan medføre ulemper
for en sund utvikling. Det vil kunne bli misbrugt
uten nogen særlig nødvendighet. I det tilfælde at
man gjennemfører en saadan bestemmelse om fortrins
ret, vil det jo bli administrationens sak at avgjøre,
hvorvidt den vil meddele koncession paa andre leve
ringer, og kommunen kan med loven i haand si: tak
vi ønsker at overta den forsyning.
Elektricitetsforsyningskommissionen hævder selv at
elektricitetsforsyningen stort set maa baseres paa et
økonomisk sundt grundlag. Jeg vil understreke dette,
det kan ikke siges for ofte. Men man bør selvsagt
heller ikke, som ogsaa generaldirektøren nævnte, se
for snevert paa det enkelte anlægs absolute rentabilitet.
Man maa efter min mening der lægge godviljen til
for, efterhveit som man kan avse midler dertil, ogsaa
at strække ledninger der, hvor det ikke er helt løn
somt. Det er selvsagt en uhyre vanskelig opgave at
trække en rimelig begrænsning for, hvor langt man
der skal gaa.
Men hvis man bygger op elektricitetsforsyningen
paa kommunerne som enheter, avgrænset efter elektri
citetsforsyningens naturlige omraade, vil man kunne
faa en organisation som jeg tror stort set fylder netop
de betingelser. De vil paase, hvis de har den for
nødne tekniske og merkantile kyndighet i sin ledelse,
at der ikke begaaes særlige dumheter, for ved en fri
villig naturlig opbygning av kommuner vil ansvaret og
indflydelsen paa ledelsen staa i forhold til hinanden.
Men vi kommer til det mere springende punkt,
nemlig monopol for fylker. Det vil saavidt jeg kan
skjønne medføre en sterk fristelse for fylkerne til at
igangsætte elektricitetsforsyning, seiv om det kan være
en noksaa tvilsom affære. De er ængstelig for, ved
ikke at komme igång, at gaa glip av muligheten for
at kunne utnytte et monopol. Og med det syn jeg
har paa fylkesorganisationen, som et utrygt grundlag
for opbygning av disse store økonomiske foretagender,
mener jeg heller ikke det er nødvendig at fylket har
et saadant monopol. Jeg indrømmer gjerne at et fylke
godt kan overta elektricitetsforsyningen. Det er intet
iveien for det. Men da bør alle fylkets kommuner være
enig om at gaa sammen om dette, og de bør ha saavidt
mulig ensartede interesser i elektricitetsforsyningen.
Ellers kan det bli et lite hyggelig kompaniskap. Vi
ser jo nu enkelte eksempler paa at de ikke er helt
fornøiet med den utvikling som er foregaat. Hvis
man danner frivillige sammenslutninger vil man for
dele ansvaret i forhold til indflydelsen paa ledelsen.
Jeg tror det er det eneste og sunde grundlag.
Det er derimot ikke tilfældet ved fylkesorganisa
tionerne. Etfylkes organisation er bygget op ved at ord
førerne for hver herredskommune danner fylkestinget.
Det kan være herredskommuner paa nogen faa hund
rede indbyggere, og der kan i samme fylke være
herreder med mange tusen, kanske ti tusen eller flere
indbyggere. Men paa fylkestinget har hver ordfører
nøiagtig samme stemme. Der kan da let det forhold
indtræfife, at et flertal av ordførere kan repræsentere
et ganske litet mindretal av befolkningen, og resulta
tet kan være at de, som har mindst ansvar, faar avgjø
relsen. Det er et utrygt grundlag at bygge en saa
vigtig sak som elektricitetsforsyningen op paa.
Med hensyn til mindretallets ret, i tilfælde man
beslutter sig for fylkesforsyning, har en komite som er
nedsat av Elektricitetsverkernes Förening og denne för
ening*) fundet, at der bør indføres noget som vi kälder
for refusionsret, Det er at de kommuner i et fylke
som allerede har ordnet sin elektricitetsforsyning paa
forhaand, eller de som Kongen mener ikke naturlig
hører hjemme i en fylkesforsyning, men kan tilsluttes
andre organisationer, de kommuner skal da være fri
tat for de økonomiske følger av en fylkesforsyning.
Hvis den gaar med underskud, saa skal deres anpart
refunderes dem.
Det er nævnt at koncessionslovene stort set har vir
ket heldig. Jeg hører til dem av mine kolleger som
deler den opfatning. Jeg siger stort set. Der har
selvfølgelig været undtagelser, som det er fra alle
regler, hvor de kanske ikke har virket heldig. Den
væsentligste feil jeg for min part ser i koncessions
lovene er den, at de indeholder en bestemmelse som
i virkeligheten gir administrationen carte blanche til at
paalægge vilkaar. Det heter nemlig, at av hensyn til
»almene interesser« kan yderligere vilkaar fastsættes.
Og enhver som har hat nogen befatning med disse
love vet, at der findes ikke den ting som ikke kan
fortolkes ut fra almene hensyn. Det er rigtig at det
i sin tid har været nødvendig at ha en saadan sække
bestemmelse. Da koncessionslovene blev sat ut i livet
hadde man ikke den fornødne erfaring for hvordan
de vilde virke, eller hvilke vilkaar man burde fast
sætte av hensyn til de almene interesser. Men det
har skapt en betydelig usikkerhet blandt dem, som
staar ansvarlig for elektricitetsforsyningens økonomiske
side.
Med hensyn til monopol deler jeg ikke den opfat
ning, at bykommuner nu har et absolut monopol. Hvis
der indenfor en bys grænser la os tænke paa
Kongsberg blomstrer op en stor industri, og denne
ikke paa en tilfredsstillende maate kan forsynes med
elektricitet fra byens elektricitetsforsyning, kan intet
være iveien for at en saadan industri kunde faa kon
cession paa overføring av kraft fra andet sted. Nu
er det vel saa at man vil ikke gi koncession til et
saadant anlæg, hvis kommunen absolut sætter sig imot
det; men formentlig har vel endnu administrationen
adgang til at gi koncession i et saadant tilfælde. Dette
Saken er nemlig den, at om man har kjøpt et
vandfald paa de og de vilkaar, saa skal man kanske
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
