Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 26. juli 1926 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faaes altsaa:
2TC ’C„ ’ l 2TC •C’ l .
— => y- rc
v v
aa ./=a1 ./-f7T
tanh/?/+;- tana/ , .
tanh yl= ——?—~i~ , .... (3)
’ i+y-tanh/SZ-tana/ vo;
yl= pi-\.jal
hvor zQ = den karakteristiske impedans
y = linjens komplekse »gangkonstant«
/ = linjens længde.
Nu kan man skrive
£2 =20 • tanh • yl
2 • / (^2— ’J
hvorav
VZ-K
—r- er konstant.
Ac
Kortslutningsimpedansen er
Følgelig faar man:
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT 1926, No. 21
Strengt tat skulde bestemmelsen av frekvenserne C,
og , hvorved Z2 er den samme, ske paa den
maate at man avlæste frekvensen C1 og paa maale
broen den tilsvarende impedans Z2 , hvorefter man,
uten at røre ved viaalebroens i?idstilli?igy opnaar samme
balance ved en frekvens C0 som man langsomt ar
beider sig op til.
som nævnt, optegnet karakteristik:kurven og regner
» avstanden « mellem to paa hverandre følgende »top
per« i kurven som den maalgivende størrelse Ac.
. Rigtigheten av ligning 1 i det elektriske tilfælde
bevises let paa følgende maate, idet man gaar ut fra
ligningen for en telefonlinjes impedans i » kortslutning «
d. v. s. impedansen av en linje som er kortsluttet i den
korte ende. Dette er jo det samme som en enorm
forøkelse av linjens lækage i dette punkt.
Denne fremgangsmaate er imidlertid meget vanske
lig og » uklar «, da man meget let » hopper « over et
frekvenspunkt, særlig ved pupinkabler, hvor der skal
relativt liten ændring i frekvensen til foråt størrelsen
a l skal vokse med et tillæg = n elektr. radianer.
Man staar sig derfor paa at tegne op en fuld
stændig impedanskurve, paa samme vis som man maaler
og tegner karakteristikkurven, og saa paa kurven for
den reelle komponent f. eks. maale frekvensintervallet
mellem 2 paa hverandre følgende » topper « eller » daler «,
eller ogsaa frekvensintervallet mellem 2 og 2 snitpunk
ter mellem den bølgede impedanskurve og paa samme
kurveblad integnede karakteristik. I sidste tilfælde maa
man dog paase at man regner frekvensintervallet mel
lem 2 punkter der »ligger i fase« paa impedanskurven.
og følgelig blir den hyperbolske tangens hertil:
Paa denne maate maaler og beregner man avstan
den til nær sagt alle slags feilsteder paa en luftlinje
eller en kabel, ikke bare ved saa grove uregelmæs
sigheter som helt brudd eller hel kortslutning, men seiv
ret smaa avvikelser fra den normale linjes egenskaper.
Hvis man nu vet, om den betragtede linje, at
dens karakteristik z0 og dens dæmpningskonstant /S
ikke forandrer sig nævneværdig med stigende frekvens
inden et rimelig frekvensinterval, saa er det altsaa
klart, ifølge ligning 2 og 3, at for visse frekvenser
er kortslutningsimpedansen øa uforandret.
Eorannævnte formel, ligning 4, for beregningen av
avstanden til et feilsted, er vel den enkleste man kan
benytte. Den findes ogsaa utledet i en artikkel av
W. H. Härden i et arbeide om »Practises in Telephone
Transmission Maintenance Work« i Journal A.I.E.E.
Vol. 43, side 1124, 1924.
Imidlertid stiger størrelsen al proportionalt med
frekvensen, og da nu zn ved en frekvens C2 antas at
være den samme som ved en frekvens C,, saa kan dette
kun bety at al er vokset med et tillæg = jt sam
tidig som frekvensen er vokset fra C1 til Der
ved er jo tan al uforandret.
Han benytter en ganske enkel betragtning i likhet
med hvad her er gjort for det akustiske tilfælde. Forøv
rig er metoden kjendt og anvendt av Western Electric
i adskillige aar.
En anden mere komplicert betragtningsmaate og
slutformel er beskrevet av K. Kiipfmuller i »Telegra
phen und Fernsprechtechnik« hefte 6, 1922.
eller, da man for luftlinje og pupiniserte kabler kan
Han gaar ut fra en karakteristikkurve av en peri
odisk svingende form, beregner størrelsen av avvikelsen
fra den teoretiske kurve, og indsætter i den formel
han derved faar, at avvikelsen er = o i de punkter
hvor den maalte og den teoretiske kurve skjærer hver
andre. Herav igjen utledes en formel for avstanden
til feilstedet, der er helt ulik omtalte ligning 4, men
i virkeligheten har man kun opnaad »det samme paa
en anden maate «.
Som omtalt er utmaaling av feilsted i en telefonlinje
efter denne > resonansmetode« i princippet meget enkel.
I praksis støter man paa den vanskelighet at has
tigheten v ikke er konstant ved pupiniserte kabler.
Ved linjer med høi selvinduktion er nemlig bølge
længde-konstanten a—2TC-cyL-K og hastigheten,
hvormed strøm eller spændingsbølgerne bevæger sig
Dette sees direkte av fig. i, hvor »avstanden«
mellem toppene er stadig synkende. Ifølge ligning 4
kan dette kun bety at hastigheten v for en pupini
sert kabel avtar med stigende frekvens, paa en slik
maate at
L = selvinduktion pr. km. linje
K= kapacitet pr. km. linje.
1 f~? 2 71 -c
sætte a = 2tz • c • y L • K =
v .
304
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
