Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 LEO TOLSTOY
Aar i Tjenesten. En smuk og fiks Soldat var han ikke, men
han var godmodig, skikkelig og overordentlig ivrig — det
sidste navnlig, hvor han ikke behøvede at være det. Og saa
var han ualmindelig ærlig, hvilket han for nylig havde haft
Lejlighed til at vise paa en meget fremtrædende Maade. Jeg
skal først bemærke, at de fleste af vore Folk i deres Fritid
giver sig af med et eller andet Haandværk — i Regelen Sko-
mager- eller Skrædderprofessionen. Velentschuk havde selv
lært sig at haandtere Saks og Naal og efterhaanden erhvervet
sig en ikke ringe Færdighed i denne Kunst. For omtrent et
Aar siden, da Batteriet laa i Lejr, paatog han sig at sy en
Kappe til Oversergenten Michail Dorofeitsch. Da Velentschuk
havde skaaret Tøjet og riet Foret, lagde han om Aftenen det
hele under sin Hovedpude og gik rolig i Seng. Men saa
vilde Ulykken, at det paabegyndte Klædningsstykke, hvortil
Tøjet alene var syv Rubler værd, sporløst forsvandt om Nat-
ten. Den fortvivlede Velentschuk gik næste Morgen hen til
Oversergenten og fortalte ham med Taarer i Øjnene og skæl-
vende Læber, hvad der var sket. Michail Dorofeitsch blev
tindrende gal og truede den ulykkelige Skrædder med Prygl
og Forhør, men omsider lod han dog Sagen falde, imod at
Velentschuk lovede at erstatte ham Tøjets Værdi. Den stak-
kels bestjaalne gjorde alt muligt for at udfinde Tyven, men
hvor meget han end anstrengte sig, lykkedes det ham dog
ikke. Vel faldt der stærk Mistanke paa en slyngelagtig
Soldat, der laa i Telt sammen med Velentschuk, men da det
ikke var muligt at tilvejebringe bestemte Beviser, kunde man
ingen Vegne komme med ham. Den skikkelige Michail Do-
rofeitsch havde glemt sit Tab allerede Dagen efter, men Velent-
schuk var aldeles overvældet af den Ulykke, der havde ramt
ham. Hans Kammerater sagde dengang om ham, at de lige-
frem var bange for, at han skulde lægge Haand paa sig selv
eller flygte ud i Bjergene — saa stærkt havde Begivenheden
virket paa ham. Han hverken spiste eller drak, kunde ikke
engang arbejde og sad og smaatvinede fra Morgen til Aften.
Da der var gaaet en Uge, fremstillede han sig for Oversergenten
med et Femrubelstykke i Haanden. »Jeg har ikke flere, Mi-
chail Dorofeitsch,« sagde han flæbende, og disse her har jeg
oven i Købet laant af Shdanov, men de to, der mangler, skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
