Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Fedraheimen.
sde Mai 1878·
Armod, som Folket her hev aa kava med. Men
ein Ting kunde me krevja: at deihadde Daning
og Mannamilde nok til aa tenkja seg inn i andre
« Folks Tilstand. Ein Ting kunde me krevja: at
dei let andre Folk hava same Retten som dei fjølve:
Retten til aa hava ein Skule og ein Bokavl paa
sitt eiget Maal. Men nei! Her er ingen Ting aa
venta. Bonden maa sjølv taka Mod til seg aa
verja seg. «
Dersom Skulestyret fær sin Skuletanke fram,
so vert Aalmugeskulen her i Landet ein Maalskule
elder Maalstrævskule·, som ikkje vinn stort meir enn
aa læra vaartBondefolk tenkja og tala paa Dansk-
Kor stor Tid meiner du dei fær til aa læra fraa
seg gagnleg Kunnskap fyr Livet? Dei sær nok aa
gjera med aa læra dei Smaae ,,tale pent·« All
Undervisning lyt ganga upp i detta,- skaldet muna;
for det gjeng ikkje snøggt med aa faa Folk til aa
byta Maal. Ho sit ikkje so -lausthelder, den Kusta.
Det vert ein gild Skule detta fyr Bondefolk, som
i sitt strenge Liv fulla fær mangt annat aa tenkja
paa, enn paa aa ,,tala pent«l —
Me lyt tru, at dei Villmannstankar, som
Skulestyretgjeng med,ikkje fær Framgang» Hellest
skal Bonnevie’ hava Takk, for han so klaart og
endefram hev sagt oss desse Tankar. Det er godt
aa vita, korleids Folk er meinte. Me ser no,
kor det ber av, um Styret fær raa seg. Paa Sku-
len stend det alt. Fær dei Dansknorske Magti med
den, so hev ikkje me Norske meir aa gjera. Det
vert soleids Aalvor no. Det gjeld aa leggja si
heile Magt til, skal det muna· Det er ingen
Smaating, me stridast um. Det er eit Folks Rett,
Æra og aandelege Liv, som stend paa Kast, og
Avgjerdstaket kjem oss fo nære, at det liksom kul-
sar i Ein. ’ Her er i Sanningingen Ting aa drygja
etter. Alle, som hev den mindste Gneisten av
Heimhug og Folkevyrdnad, maa no skræmast upp.
Sknle og Upplysning.
Indstilling fra Kirkekomitccn angaaende et as
Reprceseutanteu J. Sverdrnp med Flere fremsat
Forslag til Lov angaaende Forandringer i og
" Tillseg til Lov om Alnmestolevsesenet paa
Landet af 16de Mai·1860.
Til Odelsthinget
Ved det af Repræsentanten Iohan Sverdrup
med 35 andre Repræsentanter fremsatte Forslag til
Forandring i Landsskolelovesi (Dok. 8, 11) paalæg-
ges det Tilsynet, navnlig Skoledirektøren, Sogne-
præst og Skolekommission ,,at paase, at Undervis-
ningen i Almueskolen saavidt muligt meddeles paas
Børnenes eget Talesprog« De fremholde det som
en anerkjendt pædagogisk Grundsætning, at saa bør
ske, —— at Opmærksomhed og Interesse derved væk-
kes hos Børnene, at Opfatning ogTilegnelse lettes
og Undervisningsstoffet først bliver Barnets fulde
aandelige Eiendom, naar det forelægges dem- i
deres egen tilvante Sprogsorm. Rigtigheden heraf
— anføres der — bekræftes ogsaa af Erfaring i
de Almueskoler-, hvor Lærerne have anvendt Byg-
demaalene ved Undervisningen, idet Barnet i disse
Skoler ,,med en ganske anden Naturlighed, Livlig-
hed og Glæde kan gjengive, hvad det gjennem
Undervisningen har opfattet.« For Almueskolen
paa Landet med dens korte Skoletid og øvrige i
forskjellige Henseender mindre heldige Vilkaar bliver
der efter Forslagsstillernes Mening saameget større
Opfordring til at søge rettet paa de Misforhold,
der kunne rettes-derunder Sprogforholdet, hvori
der ogsaa inden Lærerstanden temmelig almindelig
føles Trang til Forandring.
De anse det imidlertid ikke tilstrækkeligt at
overlade det til hver enkelt Lærers private Initia-
-tiv, da det for denne ofte vil falde meget vanskeligt
at gjennemføre saadanne Forandringer uden Støtte
i Samfundets udtrykkelig udtalte Villie — dels
paa Grund af Misforstaaelse fra Forældrenes Side.
dels paa Grund af Uklarhed og Modstand fra Sko-
lens nærmeste Foresatte, saaat det for enkelte Lærere
kan fremstille sig som ubeføiet af dem at bryde
med det Bestaaende, saalænge der fra de øverste
Autoriteters Side Intet foretages i Sagen. Den
hele Reforin vilde desuden paa denne Maade blive
et Tilfældighedens Værk, enkelte Distrikter vilde
faa Fordelen af et hjemligt Undervisningssprog,
andre ikke, saa de tro, ,,at det maa betragtes som
en ligefrem Retfærdigheds-Pligt for Samfundet nu
endelig at tage denne Sag i sin Haand, for at
alle Borgere med Hensyn til Oplysningeiis Goder
kan komme saavidt muligt paa lige Fod.« Og
hertil udkræves efter deres Formening et Lovbud,
da Administrationen antagentlig ,,vil fordre en
lovmæssig Afgjørelse, forinden den anser sig beret-
tiget eller opfordrer til at foretage noget gjennem-
gribende i en Sag, der ellers fra forskjellige Hold
muligens kunde mødes med Misforstaaelser eller
Fordomme.« » -
Komiteen maa i alt Væsentligt tiltræde, hvad
der af Forslagsstillerne er udtalt om Ønskeligheden
af, at der i Almueskolen som enhver Skole under-
vises paa den for Børnene mest letsattelige Maade,
saaledes ogsaa i den for dem lettest forstaaelige
Sprogforni. Dette er ikke Andet end hvad enhver
sorstandig Lærer gjør og saavidt muligtmaa gjøre,
idet han søger at gaa ind i Børnenes Forestillings-
kreds, deres Opfatnings- og Udtryksmaade, for deri
at finde Tilknytningspunkter og Midlet til ved Kund-
skabsmeddelelsen at udvide og opklare Forestillin-
gerne og berige og befrugte deres Aand og Hjerte.
Det er utvilvsomt gjennem Børnenes eget
Sprog, at de bedst kunne føres til Forstaaelse af
det nye og fremmede, der forelægges dem til Til-
egnelse, — hvad enten det sker gjennem en Lære-
bog eller ved mundtlig Fremstilling, — og ligesaa
uforenligt det vilde være med god Undervisning,
at Bogens eller Læsestykkets Indhold» lades ufor-
klaret af Læreren, ligesaa nær synes det at maatte
ligge for denne at benytte som Meddelelsesmiddel
det Maal, hvori han kan paaregne, at hans For-
klaring og Fremstilling lettest vil opfattes og be-
vares. Er der altsaa en saadan Forskjel mellem
Lærerens og Barnets Talesprog, at den vanskelig-
gjør Forstaaelsen, giver det sig næsten af sig selv,
at han, saafremt han er Herre derover, bruger det
Sprogmiddel, hvori Forestillingerne snarest gjen-
kjendes og nødvendigen assætter sig og bearbeides
i Børnenes Sjæl og Tale. Han vil netop derved
have den bedste Anledning til at udvikle Barnets
Sprog —— lige fra en ordentlig Udtale og Lyd-
gjengivelse til en rigtig og ordret Gjengivelse af
Andres eller egne Tanker.
Herom vil der vel heller ikke være Tvivl
mellem Meningsberettigede, saalænge det kun gjæl-
der;Sproget som gjensidigt Meddelelsesmiddel mellem
Lærer og Barn paa Skolen. Noget anderledes
stiller det sig, naar der bliver Spørgsmaal derom
som Undervisningsgjenstand i Skolen. Her turde
der maaske reises forskjellige Krav med Hensyn til
Undervisningens Formaal. Et synes dog ogsaa
her Alle at maatte være enige om, at der maa
meddeles Undervisning i vort Bogsprog. Skolens
Læse- og Lærebøger, Bibel og Salmebog ·er afsat-
tede i det fælles Skriftsprog, og dette maa altsaa
gjøres forstaaeligt. Barnet maa lære at læse og
forstaa det —— ikke blot for Skolen, men for Livet,
om det ikke skal udelukkes fra Adgang til Folkets
Fælleseie, vor Almen- og Skjønliteratur, —»og
det maa lære at benytte det som sit eget skriftlige
Meddelelsesmiddel. Men for at dette skal kunne
naaes, maa det deri modtage Undervisning, det
maa, saavidt muligt, blive indført i dets Ordfor-
raad og Bygning og gjort bekjendt med dets ved-
tagne Regler og Sprogbrug· Saalangt er der for-
mentlig heller ikke nogen Meningsforskjel og ial-
fald er der Intet, som lader formode, at nærvæ-
rende Forslag ikke erkjender Nødvendigheden heraf.
Andre gaa muligens et Skridt videre, idet de
mene eller dog ønske, at Læreren særlig skal gjøre
sig det til Pligt at anvende Fællessprogiet ved sin
Undervisning og vel endog stille sig det til Op-
gave at paavirke Børnenes Talesprog henimoddet
fælles Bog- og Skristsprog.
Saavidt skjønnes, har dette imidlertid ikke
Støtte eller Medhold hverken i Sagen selv eller
i vor Skolelovgivning. Denne paabyder intet offi-
cielt Skolesprog, og der er Intet, som tyder paa,
at Almueskolen direkte skal virke for et fælles Tale-
sprog. Den med Oplysning stigende Trang til
Læsning, — den deraf følgende flittigere og mere
udbredte Benyttelse af Litteraturen og den livligere
Samfærdsel vil kanske gjennem Slægterne kunne
øve nogen Indflydelse i· denne Retning. Men ikke
kan det paavises at ligge i Folkeskolens Opgave
og ikke skulde den magte det, om den gjorde For-
søg paa en saadan Virksomhed yderligere end det
følger af og med de nævnte Skolens Formaal, —
at lære Børnene at forstaa vort Bogsprog og be-
nytte det som skriftligt Meddelelsesmiddel. Det
vilde, uanseet hvilken Mening man kan have
om selve Maalet, kun blive spildt Tid og spildte
Kræfter.
Komiteen eller dog flere af dens Medlemmer
kjender ikke af egen Iagttagelse, hvorledes det i
saa Henseende gaar for sig i Praris. Efter den
Fremstilling, Forslagsstillerne give, synes de —
uden at det dog med Bestemthed udtales — at
gaa ud fra, at det overveiende Almindelige er, at
Lærerne anvende Bogsproget ved Undervisningen,
— om efter eget Valg eller efter Paabud, paa
Grund as dets formentlige Fortrin fremfor Byg-
dens Maal eller for at skaffe det Indgang hos
Eleverne, lades uafgjort, — idet der kun fremhæ-
ves Ulemperne ved den faktiske Tilstand, saaledes
som den af dem angives at være. Men hvorledes
det nu hermed forholder sig, er Komiteen tilbøielig
til at antage, at deres Fremstilling nærmere pas-
ser paa Tilstanden som den var end som den er,
og at der allerede er eller dog uden Vanskelighed
vil opnaaes Enighed om, hvad der af dem kræves
for Skolen. I det i Skoledirektørrnødet Oktober
1874 udarbeidede ,,Udkast til Undervisningsplan
for den lavere Almueskole paa Landet«, hvorefter
senere er udfcerdiget Planer af de respektive Stists-
direktioner, hedder det: ,,Læreren maa navnlig i
Førstningen ikke blot tillade Barnet at bruge sit
eget Maalføre, men maa ogsaa selv, forat kunne
forstaaes, saavidt muligt benytte sig as samme;
efterhaanden opøves Børnene i at forstaa og selv
benytte det i Bøgerne almindelig brugte Sprog«
— og Regelen er ordlydende optaget i de specielle
Undervisningsplaner, som Komiteexi har havt An-
ledning til at blive bekjendt med. Den pædago-
giske Grundsætning er deri anerkjendt, og naar
Bestemmelsen ved Siden deraf indeholder Ind-
skrænkninger og Udvidelser udover denne Grund-
sætnings eget Medfør, tør det maaske snarere være
at betragte som Udtryk for dens mere eller mindre
strikte Gjennemførelse paa de forskjellige Undervis-
ningstriii end en Opftilling af noget særeget Un-
dervisningsmaal. At forstaa og skriftligen at be-
nytte Bogsproget maa og bør Børnene som sagt
lære, og mere udviklede Begreber, en videre Tanke-
sfære og større Sprogfcerdighed tillader eller kræver
vel endog saavel hos Lærer som hos Elev en større
Frihed i Udtrykket. Ialfald er der ikke en saadan
Uoverensstemnielse mellem Undervisningsplanens
Bud og nærværende Forslag, at det ikke med al
Sikkerhed kan forudsættes, at den ad administrativ
Vei kan og vil blive Gjenstand for Ændringer, der
endmere vil nærme dem til hinanden, og Komiteen
kan derfor ikke finde Grund til at paakalde Lov-
givningens Mellemkomst i et Anliggende, der nær-
mest maa blive at ordne ad administrativ Vei og
hvorom man efter det hidtil Passerede maa have
Grund til at formode, at der ikke er nogen væsent-
lig Meningsforskjel s
Det kan efter Ovenstaaende neppe være fra
nogen Tvist om selve Principet, man har at sor-
klare, at og om det ikke er mere fuldstændig gjen-
nemført. Bortseet fra Misforstaaelser og Miskjen-
dels er afBogsprogets og Folkesprogets indbyrdes For-
hold, der dog efterhaanden af sig selv ville vige Plad-
s en for en anden Betragtning, ligger Vanskeligheden og
- vil komme til at liggeidets praktiske Gjennemførelse.
Man sigter herved ikke til selve Sprogmidlets Brug-
barhed eller Tilstraekkelighed for den Begrebsbeteg-
nelse, Skolen tiltrænger; i saa Henseende er der
neppe nogen Grund til at betvivle, at-Bygdemaa-
lene i Almindelighed ville slaa til, ’om man nu og
da vil maatte tage Bog- og Literatursproget til
Hjælp for at supplere dem. Det er Læreren eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
