Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Fedraheimen·
1ste Juni 1878
get, naar det hører det blive talt; men jeg tror
ikke, at Almueskolens Opgave kan være den at
lære Børnene enten at tale eller tænke i Skrift-
sproget. Jeg har rigtignok seet, og vi hørte det
jo igaar, at en af Skolens Autoriteter har udtalt
sig i den Retning. Men jeg maa sige, at hvis
dette virkelig for Alvor skulde blive forsøgt i vore
Almueskoler, vilde det i mine Tanker være et af
de største Misgreb, som kunde begaaes, ja jeg vilde
anse det ligefrem som en Synd mod den norske
Nationalitet« Dette ermin første Grund. Den
anden Grund, hvorfor jeg slutter mig til Forsla-
get er, hvad jeg vil kalde en national Grund.
Jeg tror, vi for Tiden befinde os i en sproglig
Overgang. Vi holde paa at arbeide os frem mod
et mere norskt, nationalt, hjemligt Sprog end det,
vi har; men skal denne Sprogudvikling blivei
Sandhed national, da er det mig klart, at det
netop er fra Bygdemaalene, at det nationale Ele-
ment, den fornyende Kraft her maa hentes. Skal
imidlertid dette kunne ske, gjælder det, at Bygde-
maalene faar Lov til at komme til sin Ret og faa-
vidt muligt ligestilles med Skriftsproget, og da
mener jeg rigtignok, at dette først og fremst maa
ske i Skolen. Skal nemlig det nationale Element
i Sproget komme til sin Ret, da er det nødven-
digt, at Folket rundt om i Landet ogsaa selv faar
Agtelse for sit Sprog; men jeg er ikke istand til
at tro, at Barnet faar den rette Agtelse for Fa-
ders og Moders Maal, naar det hører, at den
samme Lærer, som udenfor Skolen, naar han ta-
ler med Folk i sin Hjembygd, taler Bygdemaalet,
strax han sætter Foden indenfor Skoledøre11for-
andrer sit Maal og taler Skriftsproget. Da faar
Barnet uvilkaarlig den Tanke) at det Maal, som
Fader og Moder taler hjemme i Stuen, ikke er
saa godt, ikke er saa ædelt som dette andet Maal,
og Agtelsen for Bygdens eget Maal vil paa den
Maade synke hos Barnet. Jeg mener altsaa, at
skal det nationale Element i Sproget, det norske
Bygdemaal naa sin Ret, gjælder det i Folkets
egen Bevidsthed at holde Agtelsen for dette Sprog
oppe, og det maa blandt Andet ske derigjennem,
at » Barnet lærer, at dette Sprog er saa godt og
skjønt, at det kan bruges i Skolen. Dette er de
to Hovedgrunde, som for mig har været bestem-
mende. Der kunde være mangt og meget andet
at sige om denne Sag; men jeg skal ikke nærmere
indlade mig derpaa. Da det imidlertid i Komiteen
kom til Spørgsmaalet om, under hvilken Form den
her omhandlede Forandring burde ske, var jeg fra
først af overbevist om, at det var bedst og rigtigst,
at den skeede gjennem Skolens Jnstrux· Der kan
heller ingen Tvivl være om, at dersom der var den
Forstaaelse, som ønskeligt kunde være, mellem Stor-
thing og Styrelse, da vilde alle være enige om at
vælge denne Vei. Jeg mente dog, at den allige-
vel burde forsøges, og det saameget mere, som der
i Jnstruxen findes en Bestemmelse i beslægtet Ret-
ning. Ganske vist har denne, som af Repræsen-
tanten fra Akershus bemærket, nærmest Formen af
en Tilladelse. Men der ligger dog saa meget i
den, at det forekommer mig,· at den kan bruges
som et Tilknytningspunkt, og derfor fandt jeg, at
før man skred til Udarbeidelse af en Lov i den her
omhandlede Retning, burde man gjøre et Forsøg
paa, om man ikke kunde ad instruxmæssig Vei faa
rem det samme. Naar jeg imidlertid slutter mig
til denne Tanke at gaa den instruxmæssige Vei,
kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at mine
Forhaabninger om en heldig Løsning ad denne
Vei ikke er særdeles store; det maa -jeg ligefrem
tilstaa, og jeg mener, at jeg har fuld Ret til at
nære Mistillid, naar jeg ser hvad Chefen for den
nuværende Styrelse sammen med et Par andre
Statsraader udtalte i 1869 i Anledning af Loven
om offentlige Skoler for den høiere Almendan-
nelse. Dengang udtalte to as de nuværende Stats-
raader følgende: ,,Thi er der nogen Side af Fø-
lelseslivet, som hos den norske Nation i Alminde-
lighed og«dens studerende Ungdom i Særdeleshed
er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger,
saa er det Kjærligheden til, Juteressen for og Troen
paa det Nationale«. En saadan Udtalelse er ikke
meget lovende og burde visselig ikke være flydt af
en norsk Statsraads Pen. Desuagtet mener jeg
dog, at vi faar gjøre et Forsøg i Retning af at
faa Sagen frem ad instruxmæsfig Vei, og derom
er nu, saavidt jeg forstaar, alle, som har udtalt
sig om Sagen, enige. Hvad det af Repræsentan-
ten fra Akershus fremsatte Forslag om Tillæg til
Komiteens Jndstilling angaar, har jeg ikke syn-
derligt at indvende derimod; jeg kan væsentlig
slutte mig dertil. Dog forekommer det mig, at
Slutningstiraden: »Jøvrigt udstaar Sagen til
følgende Thing", er overflødig, idet jeg mener, at
dette falder af sig selv. Faar næste Odelsthing
det Svar fra Regjeringen, at den Jntet finder at
burde foretage i denne Sag, falder det af sig selv,
at man gaar over til at søge den gjennemført ad-
Lovgivningens Vei.
Eskclalld: Naar jeg forlangte Ordet i denne
Sag, var det væsentlig fordi jeg i mine yngre Aar
har sysselsat mig lidt med Børns Undervisning paa
Landet. Jeg tror derfor at have nogen Erfaring
om, hvilke Vanskeligheder Folkefkolen der har at
kjæmpe med og overvinde. Til disse Vanskelighe-
der hører tildels Mangel paa hensigtsmæssige og
vel indrettede Skolelokaler og Mangel paa ordent-
ligt Undervisningsmateriel, Vanskeligheder ved at
faa en ordentlig Klasseinddeling istand, de hyp-
pige Skoleforsømmelser og endelig Mangel paa
Samvirken mellem Skole og Hjem. Men til disse
Ulemper kommer ogsaa den, som bestaar i, at der
undervises i· Skolerne paa et andet Sprog end det,
Barnet kjender; Undervisningen sker i et Sprog,
som for en stor Del er Barnet fremmed og ukjendt.
Man følge mig blot til et Skolehus i en afsides
liggende Bygd paa Landet, hvor Børnene ikke har
hørt eller kjendt noget andet Maal før end det, de har
tilegnet sig af sin Moder. Naar Børnene paa et
saadant Sted i 7—8 Aars Alderen kommer ind i
Skolen, er deres Forestillingskreds saare liden, de-
res Ordforraad særdeles knapt og deres Evne til
at udtrykke sig yderst liden. Den Afstængthed,
hvori de voxer op, gjør, at de er meget tilbage-
holdne, forknede og sortrykte, og det er da nød-
vendigt for Læreren at stige rigtig ned til dem,
vinde deres Fortrolighed, fremkalde deres Opmærk-
somhed og Eftertanke, vække og paavirke deres Aands-
liv og idetheletaget søge at bidrage til, at de faar
ham og Skolen kjær. Men skal dette kunne lykkes
for Læreren, er det aldeles nødvendigt, at han
taler til Børnene i deres Maalføre, som de kjender,
og bruger Ord og Udtryk, som de forstaar. Der-
ved vil han finde Vei til deres Sind, Hjerte- og
Aandsliv; først derved vil det lykkes ham at vinde
deres Fortrolighed. De vil faa Frimodighed til
at ytre sig, og deraf vil der kunne komme gode
Frugter og en Vexelvirkning istand mellem Børn
og Lærer. Derved vil Undervisningen lykkes til
Opmuntring for Lærere-» til Tilfredshed for For-
ældrene og til Glæde og Gavn for Børnene An-
derledes stiller det sig, hvis Læreren enten ikke kan
eller ikke vil benytte sig af det Sprog, som Bør-
nene kjender, men derimod holder sig til det stive
Bogsprog; da har de vanskeligt for at følge og
forftaa ham; de vil mangle Frimodighed til at
ytre sig og vil ei heller formaa det; der kommer
ingen Vexelvirkning istand mellem Lærer og Børn;
de vil sent kunne forstaa og lære at kjende Lære-
ren, og derved vil Undervisningen ikke komme til
at bære rigtig Frugt. Dette er ogsaa erkjendt i
Komiteens Jndstilling; men forholder det sig saa,
da er der stor Opfordring til, at det herefter bli-
ver paaseet, at Undervisningen saameget som mu-
ligt-foregaar i det Maalføre, det Sprog, som Bør-
nene forstaar og kjender. Derfor har jeg været med
paa at underskrive det Forslag, som vi nu staar
ligeoverfor. Jeg vil stemme for, hvad Komiteen i
den Henseeiide har indstillet i den af Repræsenta11-
ten fra Akershus foreslaaede Form.
Steen: Der er hidtil ikke sremkommet No-
get, som kan siges at være afvigende fra, hvad
Komiteen har udtalt; der har heller ikke aaben-
baret sig nogen Uenighed om Sagen, saavidt jeg
skjønner. Alle, som har udtalt sig, har talt i Ret-
ning af det Forslag, som er indstillet af Komi-
Peter Schlcmihl.
(Etter Chamisso ved Andr. Hølaas.)
Framhald.
C
»Ulukkesfugl!" ropade eg og vreid Henderna,
,,det var han sjølvl«j Og no datt det liksom Skjel-
jar ogso fraa Augo hans Bengel. »Ja, han maatte
det vera, han var det evlaust««« tok han skræmd i,
,,og,eg Nautet, Blindingen, kjende honom ikkje og
hev sviket min Herre!« Uppøst, i fterk Krampe-
graat gjorde han seg stort Samvit yver detta og
lastade seg sjølv fyr, at han ikkje hadde kjendt
Mannen, og han var so orvøneii, at eg, som sjølv
var reint misstrøystug, laut gjeva meg til aa trøy-
sta honom. Eg sagde honom Gong etter Gong, at eg’
ikkje «var missnvgd og ikkje bar nokon Tvilum Tra-
skapen hans. Gg sende honom ned til Hamni til
aa rekkja Sporet etter den Graaklædde· Men den
YJDagen hadde ei Ovmengd av Skip siglt av, nokre i
Inst, andre i Vest, Sud og Nord —— det hadde
VVTst Motbyr dei fyrre Dagarne —, og det var
TeiUtUraad aa faa Spurdag paa Mannen i den
graae Frakken; han var burtkvorven, sporlaustburt-
kvorven liksom ein Skugge-
» 111.
Kvat vilde Vengjer hjelpa den, som var fast-
gjord til eit Berg med ei Jarnlekkja? Eg laag
liksom Faavne paa Andvareskatten, avstengd fraa·
Folk, faatøk midt i all min Rikdom; men eg brydde
meg aldri eit Grand um Rikdomen, eg bannade
honom helder, daa eg fyr hans Skuld var av-
stengd fraa Umgang med Folk. Berande paa mi
myrke Løynd aaleine, ottadeft eg fyr den laakaste
av mine Tenarar, som eg likevel maatte ovunna;
for han hadde ein Skugge og kunde lata segsjaa i
Soli· Aaleine heldt eg meg i mine Rom Natt
og Dag, og angersam Sorg tærde paa mitt
Hjarta.
Gnno Ein gjekk fyr mine Augo og harmade
seg; eg kunde ikkje saa min trusaste Bengel til aa
høyraupp med aa syrja yver, at han hadde sviket sin
gode Herres Tiltru og ikkje dreget Kjensla paa den
som han var udsend etter, og som han setteinøgje
Samband med min Hugverk· Men eg kunde ikkje
gjeva honom nokor Skuld; eg innsaag, at detta
skreiv seg fraa den Ukjendes Kunster. Eg gjorde
enno ein Freistnad og sende Bengel med en kost-
sam Brillantriiig aat den mest aagjæte Maalar i
Byen til aa bjoda honom aat meg. Haiikom. Eg
gav Tenararne Orlov, Bengel med, stengde Dyri,
sette meg burtaat Mannen, rofade Kunsti hans og
kom endeleg med tungt Hjorta til Saki. Fyrst let
eg honom lova meg den« djupafte Togji«
,,Hr. Professor«’, sagde eg, ,,kunde De vel
maala ein falsk Skugge aat ein Mann, eg kjenner,
som paa den ulukkelegaste Maate hev misst den
rette Skuggen sin?" —- — ,,De meiner ein Slag-
skuggeP« »Ja, ein slik meiner eg.« —— ,,Men",
spurde han, ,,korleids kunde han daa missa Slag-
fkuggen? kvat fyr ei Hending kunde taka Skuggen
ifraa honom ?«« ,,Korleids det gjekkfyrseg«, svarade
eg, ,,fær vera det same; so myket kann eg likevel
segja", laug eg med stor Djervskap saman: ,,han
reiste fyrre Vetteren i Russla11d, og ein Gong,daa
det var forsælande kaldt, fraus Skuggen hans fo
fast til Jordi, at han ikkje evlde aa løysa honom
atter«.
,,Den falske Slagskuggen, som eg kunde maala«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
