Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Fedrahcin1e11.
26dc Juni 1878.
.ed min Opfatning, atman
. «1tillingen i den Form, hvori
«en af sorelaa· Men da jeg
, at der er nogen væsentlig Forskjel
Former, saa kan jeg for min Del
» .itte mig til Sverdrups Forslag.
- . Sverdrup: Jeg vil kun med Reprce-
· .en fra Notdland afvise eller ·tilbagevise
cnskjolds Ytring om, at det skulde være uret-
.·»erdigt, naar man i de tre Statsraaders Udtalel-
ser fandt nogen Antipathi mod det Nationale.
Jeg vil simpelthen— opfordre enhver fordomssri
Mand til at læse de Ord, som staar der, og saa
spørge ham, om deri ikke ligger en Antipathi mod
det Nationale. Jeg mener, at er der nogen Fare,
som truer et lidet Folk, saa er det den atdenatio-
naliseres. Er der noget, som et lidet Folk stadig
maa vaage over og passe paa, saa er det sin Na-
tionalitet og sin nationale Selvstændighed, og da
burde og skulde der ikke fra Styrelsens Side siges
Ord som disse, at naar Nationalitetsfølelse11 er
saa stærkt udviklet og kraftig som hos os, saa bør
man ikke gjøre mere sor at udvikle Jnteressen for,
Kjærligheden til og Troen paa det Nationale.
O. Nilsscilg Jeg forlangte Ordet for at
erklære, at jeg vil stemme for Sverdrups Forslag-
Men i Forbindelse dermed vil jeg ikke undlade at
gjøre en ganske kort Bemærkning til. Det er flere
Gange bleven udtalt baade nu og tidligere, at de
ældre Seminarister bærer sig meget daarligt ad
med sin Undervisning; man har sagt, at de knoter,
og jeg ved ikke, hvilke andre Benævnelser man har
brugt. Jeg vil ikke undskylde disse Folk for, at
de bærer sig saaledes ad; men jeg vil dog gjøre
opmærksom paa, at de Herrer, der har saameget
imod de ældre Seminarister, de kan ialfald ikke vide
saa god Besked om, hvorledes man i sin Tid paa
Seminarierne har nndervist disse Seminarister i
dette Stykke. Nu er det ved Seminarierne bedre
i saa Maade, og derfor bærer de yngre Seminari-
ster sig ikke saaledes ad; men som Seminarieunder-
visningen i den ældre Tid var,. saa var det at
vente, at Seminaristerne maatte4 tro, at det var
den bedste Maade at undervise paa; slig var de
jo selv blevne underviste ved Seminariet.
stcnsiivld: Hr. Jakob Sverdrup har ny-
lig citeret en Udtalelse af 3 Medlemmer af Stats-
raadet og fundet, at deri er udtalt en Antipathi
mod Nationalfolelsen. Taleren ytrede i den An-
ledning, at hvis der var nogen Følelse, som maatte
og burde understøttes, saa var det Nationalfuleb
sen. Nu skal jeg læse de virkelige Ord, saaledes
som de forekommer i Udtalelsen: »Er der nogen
Side af Følelseslivet, som hos den norske Nation
i Almindelighed og dens studerende Ungdomi
Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte
Peter Schlcmihl.
(Etter Chamisso ved Andr. Holaas.)
Frainhald.
Dage11 gjekk til Ende. Eg fløkte min Hunger
med vill Alda og Bær; min Torste i den næma-
ste Bergstraum· Notti kom. Eg lagde meg under
eit Tre, fall i ein tung Svevn, tottest høyra· meg
sjølv snorglaks-) i Datiden, men vaknade endeleg
upp, daa den kolde Morgondogg lagde seg yver
meg; Bengel maatte haoa misst mine Spor, og
eg gledde meg ved aa tenkja detta. Eg vilde helst
ikkje koma til Folk att, men fly fyr deim som
Villdyri. Soleids gjenomlivde eg tri Dagar·
. Morgonen den fjorde Dag sann meg paa ei
Sandsletta, upplyst av Soli; eg sat paa ein Rulle-
stein, midt i Straalehavet; for eg totte Mun i aa
njota dei kvikande Geislar, som eg lengje so snart
hadde saknat· Orvrinen var eg likvel framleides·
Daa tottest eg høyra Manasstig i Nærleiken· Eg
k-) Gn. Suksrgla rulle.
tiltrænger, saa er det Kjærligheden til, Jn-
teressen for og Troen paa det Nationale« Nu
beder jeg enhver fordomsfri Mand at svare mig,
om der er Sandhed i den Bebreidelse, som Sver-
drup har udtalt ligeoverfor disse Statsraader·
Jak. Sverdrup: Jeg skal kun bemærke, at
jeg har oplæst Citatet Ord til andet, og naar deri
staar, at Kjærligheden til, Jnteressen for og Troen
paa det Natioiiale ikke behøver nogen Støtte,·saa
mener jeg, at jeg maa være fuldt berettiget tilderi
at se en Antipathi mod det Nationale. Jeg staar
ved mine Ord-
LBULUskioldt Om det Sidste kan der være
delte Meninger. J ethvert Fald er Nationalitets-
følelsen for Øieblikket saa stærkt udviklet, at den
visselig er den Side af «Følelseslivet, som mindst
trænger til nogen kunstig Opmuntring. Naar der
er Tale om, at den ikke trænger nogen Op-
muntring, saa er dette noget ganske andet, end at
den, som Sverdrup udtrykte sig, ikke maatte og burde
understøttes. Det er to ganske forskjellige Ti11g.
Steen: Jeg kan nu fra et Flertal inden
Komiteen udtale, at vi frasalder Komiteindstillin-
gen og tiltræder det af Sverdrup fremsatte
Forslag.
J. Sverdrup: Jeg vil spørge Løvenskiold,
om det er en kunstig Understøttelse at lade det na-
tionale Liv voxe sin egen Væxt af sin gamle Rod,
og dernæst vil jeg spørge, om det ikke er kunstigt
at modvirke de nationale Bestræbelser, naar de
samme Statsraader henleder Opmærksomheden paa,
at hvad man skal fæste sig ved, er det store Fæd-
reland, Sverige og Norge. Jngen misforstaar
Meningen.
Løvenskiold: Her er ikke et Ord om Sverige
og Norge. "
Beutsem Naarjegindrommede, at der kunde
gjøres gjældende en mere velvillig Fortolkning af
Bestemmelsen i Jnstruxen, end jeg igaar sremholdt,
gjorde jeg det naturligvis i Henhold til Komiteens
Jndstillitig, der gik ud paa, at man turde haabe,
at der var Jm·ødekommenhed hos Skolesiyrelsen til
paa Anmodning at tage denne Plan under fornyet
Overveielse og underkaste den fornøden Revisioir
for dette Punkts Vedkommende.
Tlltaldsc11: Som Medlem af- Komiteen vil
jeg tillade mig at oplyse, at ogsaa jeg gaar over
til J. Sverdrups Forslag. J Forbindelse med
denne Erklæring skal jeg faa Lov til at udtale, at
min Betragtning af denne Sag for Tiden falder i
det Væsentlige sammen med Smitts. Jeg tror, at
for Tiden gaar det visselig ikke saa daarlig iden
Henseende rundt om i Landet som tidligere. For
længere Tid tilbage var det visselig saa, at Læ-
rerne troede at burde lære og tale i Skriftsproget.
fremkommet, ubetimeligt. De Bestræbelser, som fra
Lærernes Side gjøres i denne Retning, tiltrænge
visselig en Støtte, og allerede Fremsættelsen as
dette Forslag ved jeg har glædet mange Lærere.
Jndstillingen fra Komiteen, som er velvillig, har
glædet de mange Lærere, som arbeide for denne
Sag, og jeg vil ogsaa haabe, at det, som bliver
Resultatet af en Henvendelse til Regjeringen, vil
tjene til at støtte Bestræbelserne. Jeg skal, da
saa Mange have talt i Sagen, indskrænke mig til
denne Bemærkning.
Votering:
J. Sverdrups Forslag bifaldtes enstemmig.
Kristiallia, den 25de Juni 1878.
Det var eit langt Thingmrite detta seinste·
Fraa 1ste Februar til 21de Juni er ikkje langt
ifraa 5 Maanadar. Slike lange Møte maa vera
reint helseslitande fyr Folk. Arbeidet er baade
tungt og kjeidt, og detta lange Liv innanstokkes er
ei stor Møda fyr den, som ikkje er van til det.
Anten lyt no Thiiiget finna ut Raader mod desse
lange Møte, elder so lyt det fkipa seg so, at Thing-
mennerne kann faa ein Frimaanad elder tvo inn-
imillom. So lange Mote i Eit duger ikkje.
Thingmennerne vert so slitne og trotne paa Sluten,
at dei er mest ubrukandez men just paa Sluten er
det, at dei store Saker kjem upp.
Hev detta Thinget voret av dei lange, so var
det daa Synd aa segja, at det hev voret av dei
store elder sterke. Si største Fyreloga, Skattesaki,
hev det ikkjesgreidtz det sælte seg av fyr ei ,,Folke-
meining«, som me hpyrer alt no tek til aa venda seg,
endaa paa Vestlandet, der Pengemagti er mindst-
Og so, istadenfyr aa bøta, der Vot turvtest, lagde
det nye Steinar til det Lass av Rangvisa, som
heiter Tollskatt-Stell.et, so paa same Tid som Em-
bættsfolket fekk sine Dyrtids-Tillegg, vart Matbi-
ten og Kasfiskvetten gjort dyrare endaa fyr dei
Stakkarar, som litet hev, dei, som berre maa litapaa
sine eigne Henders Slit, og som aldri fcer klaga,
naar det leiter paa, slik som desse Morgenblads-
Matstrævarar. Det einaste Gode ved denne Thin-
gets Avgjerd er, at Folk heretter meir og meir vil
faa Augo upp og sjaa, kor bakvendt det no snur,
og naar so Jnnkomeskatten kjem upp att næste
Aar, so vil han verta motteken med Ro av dei
Uagtet dette kan jeg ikke finde det Forslag, som er Fleste. Me kann vera med paa, at Folket trong
kvakk og saag meg umkverves, buen til aa fly; Sprang paa honom-—- men møtte eit uventat
eg saag Jngen. Men paa den solbjarte Sand
gleid det framum Føterne mine ein Mannsskugge,
ikkje ulik min, som vagande um aaleine tottest vera
fraakomen sin Herre-
Daa vaknade det imeg ei megtug Drist:
Skrigge, tenkte eg, søkjer Du din Herre? det vil
eg vera! Og eg sprang radt av Stad til aa taka
Skuggen; for eg tenkte, at han vel vilde hanga
ved meg og med Tidi venja seg til meg, naar det
lukkadest aa treda i hans Spor, so han kom rett
fyr Føterne mine.
Men Skuggen flydde fraa meg, daa eg røyvde
meg; eg tok til aa gjera ei hard Jagt paa honom,
so hard, at aaleine det, som fyr meg var aa vinna
ved Fengdi, kunde giva meg Kraft til aa halda
ut. Han tok Vegen imot ein enno langt burtlig-
gjande Skog, der eg naudsynleg maatte missa
honom—eg saag detta, Rædsla tok meg, eg man-
nade meg upp og styrmde paa og kom honom
næmare og næmare, og eg hadde god Von um aa
taka honom att. Daa stadnade han og vende seg
um imot meg. Liksom ei Løva, naar ho gjeng
paa si Fengd, kastade eg meg med eit veldugt
hardt likamlegt Motstand: eg fekk so harde Rivbein-
støytar, som vandt nokoii Maiin hev fengjet korkje
« fyrr elder sid an.
Fæla var nær paa aa taka meg, og saare var
Sidurna, men eg gav meg ikkje; eg stramde alle
Sinur og tryste fast til-meg det, som nsynleg stod
fyre meg, -men staup i Baadvendingen framyver
aa Gruve og under meg ei Menneskja, som eg
heldt fast, og som eg fyrst no saag-
No tok eg til aa skyna, korleids dethekk saman.
Mannen maatte hava havt det usynlege Fuglereir,
som gjerer den, som hev det, usynleg, men ikkje
Skuggen hans, og no hava kastat det fraa seg-
Eg skygnde skjott kring meg paa alle Leider og
timde strakst Skuggen av det usynleg’e Reir, sprang
til og fekk med fast Hand «Tak i det dyre Rov,
enno fyrr Mannen vann aa koma seg paa Føterne.
Usynleg og skuggelaus heldt eg Reiret i Handi.
Mannen rette seg uvp og saag etter sin lukke-
lege Yvermann i Kampen, men kunde ikkje faa
Auga paa honom og helder ikkje paa hans Skugge,
som han timde etter yveralt. Detta tottest han
finna underlegt; for at eg var skuggelaus, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
