Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lode Juli 1878.
Fedraheimen.
159
Namnebotssaki i Thittget.
(Framhald.)
Ordskistet i Storthinget:
Richter: Jeg har saa ringe Indsigt i disse
Ting, at jeg nødig- indlader mig paa nogen Ud-
talelse. J Virkeligheden, Jndstillingen hidrører
fra ganske anderledes kompetent Haand end min;
en høit æret Kollega udenfor Komiteen, hvis Pen
vil være let kjendelig, er dens Forfatter. Hvad
jeg fer, er, at vore Gaardsnavne er en respektabel
Arv fra Fortiden, som vi skal behandle med Pietet;
paa den anden Side se·r jeg ogsaa, at mange og
tildels vigtige praktiske Hensyn derved bør komme
i Betragtni11g. Jeg har den Forestilling, at begge
disse Sider as Sagen vil have al Garaiiti for at
blive tilbørlig varetagne gjennem den Kommission,
der er bleven nedsat; den indeholder Kræfter af
saa høi videnskabelig Rang, at man «med’Tryghed
tør vide Sagen i dens Haand. Det synes mig
derfor at være noget unøisomt as de Herrer, naar
de forlanger Forandringideiiiie Kommissions Sam-
mensætning, paa samme Tid som deres egen Me-
ning er bleven saa væsentlig imødekommet, som
Tilfældet er. Jeg nærer den Forestilling, at Komi-
teens Jndstilling, der, som sagt, ikke skriver sig fra
min Haand, er i Samklang med Professor Ryghs
Erklæring. J al Virkelighed er der ingen Forskjel
i Grundanskuelsen, og naar Kommiteen noget stær-
kere end Prosessor Rygh har akeentueret. denne
Grundanskuelse, tror jeg paa den anden Side, at
det kun vil støtte Kommissionen i Gjennemferelfen
af, hvad der er dens Opgave. Naar altsaa de
Herrer har udtalt Tilfredshed med Jndstillingen,
mener jeg, at de konsekvent ogsaa bør udtale Aner-
kjendelse med Ryghs Erklæriiig og Kommissionens
Program. At gaa videre, navnlig med Forlan-
gende om Forandring i Kommissionens Sammen-
sætning, synes jeg, som sagt, er en Smule Mangel
paa Grkjendtlighed sor, hvad der dog unegtelig i
Hovedsagen er en høi Grad af Jmødekommen mod
de Herrers »Mening·.
Jak. Sverdrup:
Mænd, som sidder i Kommissionen, og jeg tvivler
ingenlunde paa deres videnskabelige Dygtighed, og
det er derfor heller ingenlunde af Mangel paa Gr-
kjendtlighed, som den sidste Taler vilde have det
til, naar jeg antydede, at vi dog savnede et stort
Navn i denne Kommission. Han har sagt, at vi
var unøisommez ja, jeg er virkelig saa unøifo1n, at
jeg anker over ikke at finde den Mand iKommissio-
nen, som dog utvivlsomt er den dygtigste og mest
kvalisicerede hertil as alle de Mænd, Norge eier,
de Mænds Dydtighed ufortalt, som ellers sidder i
Kommissionen.
Jeg har al Respekt for de
Bcntfen: Jeg vil ogsaa udtale min Erkjendt-
lighed ligeover-sor, hvad der t gjort; men jeg maa
stærkt betone, hvad jeg før har berørt, at det gjæl-
der, at dette Arbeide mødes med Velvillighed ud-
over Landsbygderne as Eierne, og naar saa er,
vilde Jvar Aasen have store Betingelser fremfor
andre for at kunne virke til, at det hele Arbeide
kunde føre til et for alle Parter tilfredsstillende
Resultat-
Havig: Assessor Løvenskiold sagde, at saa-
danne Navneforandringer lettelig kunde lede til
Forvirring i Pantebøger og Vanteregistre og Hjem-
melsdokumenter. Jeg vil dertil kun tillade mig
den Bemærkning, at der i dette Tilfælde ikke kan
være noget at frygte i saa Henseende. Der vil
naturligvis efter deii nye Matriktil med de Navne–
forandringer, som vil blive vedtagne, blive givet
behørige Antegninger i Panteregistrene og Pante-
bøgerne, saaledes at Forandringeriie ved Gaards-
navnene vil findes paa hver Folio vedkommende
de enkelte Gaarde. Jeg tror altsaa ikke, at man
har noget at befrygte i saa Maade, om man troes-
ser Forføiningen.
Kaxr11d1 Jeg skal bede om at saa Lov til
at give et Exempel paa den nuværende Tilstand.
Paa Follo har vi en Gaard, som i Matrikulen
har Navnet Rølling, men somi den almindelige
Udtale heder: Ringjul. Det hændte engang, at
Distriktslægen var bleven rekvireret til Rølling, og
han reiste da rundt hele Bygden for at søge Gaar-
den, men kunde ikke faa spurgt, hvor den laa.
Aschchougt Jeg skal ikke indlade mig videre
paa Sagen; jeg har maattet udtale mig om den
i Konstitutionskomiteen, uagtet jeg erkjender, at jeg
har manglet adskillige Forudsætninger for at kunne
dømtne med fuld Sikkerhed om den; andre, som
har disse Forudsætninger, kan optræde med større
Vægt. Men her er sremkommet en Ytring, som
jeg ikke kan lade hengaauden ialsald at sætte et
Notabene derved. Det blev sagt as Sognepræst
Soerdrup, at Jvar Aasen utvivlsomt var den dyg-
tigste Maiid her i Landet til dette Hvem Jeg
maa sige, at det at fremtrække en enkelt Mand
ligeoverfor andre, som ogsaa kan karakteriseres som
de ubetinget dygtigste, det er en farlig Sag, ial-
sald for dem, som ikke har særdeles Kompetenee til
at bedømme de Mænds Evner og de Kundskaber,
om hvilke der tales, og jeg skal kun gjøre opmærk-
som paa, at der i den Kommission sidder en Mand,
som jeg har hørt en af Europas største Sprogfor-
skere har erklæret for at være en Mand af første
Rang og at være en Sprogforsker as den Betyd-
i ning, at intet europæisk Land undgik at lære as ham-
(Meir.)
yver Missa, meiner eg, at eg kunde hava vortet
lukkeleg paa nytt — eg visste likvel ikkje, kvat eg
skulde taka meg, til. Eg leitte i Lummurna og
sann nokre Gullstykke, talde deim og smilte. Hesten
hadde eg standande nede i Vertshuset; eg torde
ikkje venda att dit, eg maatte iminsto venta til
Soleglad; enno stod Soli høgt paa Himmelen-
Eg lagde meg i Skuggen aat eit Tre og sovnade
roleg·
Yndefulle Bilcete leikade i Svevnen syr mine
Augo. Mina sveiv sramum meg og mylte venleg
aat meg med ein Blomekrans i Haaret. Ogso den
ærlege Bendel gleid framum,·kransad med Blo-
mar, og helsade venleg· Mange Andre saag eg
og, som det kjem meg fyre, Deg med, Chamisso,
i ei stor Folkemengd langt burte. Det skein eit
Ljos, klaart som Dagen, Jngen hadde Skugge, og
det saag likvel sagert ut — Blomar og· Sang,
Kjærleik og Gleda, under Palmekronur — — —.
Eg kunde vistnog ikkje skilja, fasthalda og tyda
alle dei lette, luftige, elskelege Bilæte, men eg
veit, at eg gjerna drøymde ein slik Draum, og at
eg varade meg vel syr aa vakna; eg var i
Grunnen alt vaken, men heldt att Augo til aa
halda lenger og betre paa dei Minne, eg hadde
att fraa Draumen.
Gndeleg opnade eg Augo; Soli stod enno
høgt paa Himmelen, men i Anst; eg hadde sovet
heile Notti; sdet tok eg som eit Teikn paa, at eg
ikkje skulde venda attende til Vertshuset. Det, eg
hadde der, uppgav eg lett, budde meg til aa taka
Vegen langs Skogbrynet til Fots og gjeva meg
Lagnaden i Vald. Eg saag meg ikkje attende og
tenkte helder ikkje paa aa venda meg ti,lBendel,
som eg hadde gjevet Pengar i større Maal, enn
Torv var til. Eg maatte likvel tenkja paa, kvat
eg skulde taka meg til. Eg bar lette og simple
Klæde, ein svart Kurtka (Kufta elder stutt Pjekker),
som eg hadde boret alt i Berlin, og som var komen
meg tilHanda paa denne Ferdi, eg«veit ikkje korleids,
ei Reisehuva og eit Par gamle Styvlar. Eg rei-
ste meg, skar meg paa denne Staden ein Knurpe-
kjepp til Minne um, kvat som var hendt, og tok
Foten paa Nakken.
J Skogen naadde eg att ein gamall Bonde,
som helsade venleg paa meg og gav seg i Drøs
med meg.
syrst etter V·egen, so etter Landskapet og Folket,
Gg spurde binen, som Ferdamenn plaga,·
Kristiania, den 9de Juli ·1878.
Folkemotet paa Litlehamar vart iaat haldet
Onsdag og Torsdag i Vika, som var. Det møtte
fram i alt burtimot 400« Christopher Bruun,
heldt Tale um Fritenkjeriet og um d«et men-
neskjelege, W. Konow uin Kviledagen, Jngvar
Bøhn um Samanhenget i Menneskjelivet,
og Mathias Skard um Maalsaki. M. Skard
fortalde dessutan Soga um dei græske Suliotar«
Bruuns Tale um Fritenkjeriet var den einaste, som
det var nokot Ordkast baketter. Me gjev her eit
Ordrag etter Opl. Avis. Bruun gjek ut fraa det,
at nokot av det merkjelegaste, som var hendt i det
sidste Aaret, var Bjørnsons Ord um, at han ikkje
kunde tru, at det er nokon Djevel til elder cevelege
Straffer· Til dessa hadde Kristendomen voret ute
syr lite Motsegn her i Landet; heretter vilde det
fulla verta meir og meir; det vilde visst verta
Aatsøknad paa Kristendomen i det heile. Det var
stor Ustøda og Uvissa um, kvat som skulde kallast
Fritenkjeri· Her i Landet vilde det gjerne ikkje
mykje til, fyrr ein vartkallad Fritenkjar. Men det ·
maatte fulla alle vera samde um, at det, som er
Kristendoinens Hovudsak og Kjerne, er det, som av-
gjer Skilet millom Kristendom og Fornegting. Ho-
vudsaki og Kjernen hev me i dei tri apostoliske
Trustykkje· Soleids kann ikkje ein kallast Fritenkjar
elder Fornegtar syr det, um han t. D. ikkje trur
paa cevelege Strasser, men trur paa ei Uppattrei-
sing av all Ting; helder ikkje um ein trur, at ei
elder onnor Skrift i Bibelen er negte; og helder
ikkje um ein finn det umoglegt aa tru paa Ska-
pelsesoga i syrste Mosebok Det var ei villsarande
Meining, men ikkje ei Billa, som naudsynleg stengde
ein ute fraa Kristendomen. Fornegtarar var baade
dei, som korkje trur paa Gud elder ei udøyeleg
Sjæl, og dei, som væl trur paa Gud, og at deira
Sjæl skal vara i all Æva, men som ikkje trur paa
Kristus. Desse var likso framande i Kyrkja som
dei lastefulle Menneskjur, um dei so livde det flekk-
sriaste Liv, ein kunde fjaa. Han vonad, at Kyrkja
ein Gong vilde faa Kraft til aa skilja seg ved baade
dei eine og dei andre; men daa maatte det helder
ikkje vera nokon Vinning med aa høyra Kyrkja til.
Korleids skulde ein i Livet taka det med Friten-
kjarom? Fyrft og sremst skulde ein gjeva deim den
Rett, dei hev som Menneskjur, og ikkje tru, at ein
gagnad Kristendomen med aa ljuga deim svartare,
enn dei er. Me maa standa til, at det er mange
heiderlege Folk millom Fritenkjarom; det finnst
endaa dei Fritenkjarar, som stend yver den store
Hop av dei Kristne i sedeleg Kraft og Elsk til det,
som er godt og ædelt i Menneskjelivet; det finnst
dei bland deim, som stend nærare Døri til Guds
Rike, enn mang ein, som gjeng syr ein aalvorleg
dess Husstell og Næring m. m. Han svarade meg
vitugt og greidt· Me kom til ei Aa, som i Vaar-
flaumen hadde rivet upp Trei og lagt eit stort
Skogstykke audt· Eg ottadest syr det solbjarte Ro-
met og let Bonden ganga fyrst. Men paa den
saarlegaste Staden stadnade han, vende seg um og
tok til aa fortelja um Øydeleggjingi. Hati saag
strakst, kvat som vantade meg, stadnade midt i
·Røda og tok i: ,,Men korleids gjeng detta til?!
Herren hev visst ingen Skuggel« ,,Diverr, diverrl«
svarade eg snyktande, ,,under ein lang og hard
Sjukdom hev eg misst baade Haar, Negler og
Skugge. — Sjaa Fa’r, imin Alder, Haar et, som
eg hev fengjet att, heilt kvitt, Neglerne ov-
stutte, og Skuggen hev enno ikkje vakset
fram paa nytt." Bonden riste paa Hovudet·
,,So, sol« sagde han, ,,ingen« Skugge, det er illti
det var ein vond Sjukdom, Herren hev havt-«
Men han heldt tkkje fram den Forteljingi, han
hadde byrjat, og ved den syrste Sideveg, som baud ·
seg til, gjekk han radt burt fraa meg utan aasegja
det bidige Ordet. Graaten tok meg, og min Fag-
nad kvarv· .
(Meir).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
