Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Fedraheimen.
18de Okwbek 1879.
Jndførelfen af de aarlige Storthing,»mod den
stevner Forlængelsen af Thingtiden, enhver Udvi-
delse af Thingets Magt og Indflydelse overfor
Regeringen, Planen om Statsraadernes Adgang
til Thinget o. s. v., kort næsten alt det, som vort
Venstre i den senere Tid dels har sat igjennem,
dels venter at kunne sætte igjennem. «Næsten alt
det, som kaldes Prineipsag, er Principsag fordi
det nærmere eller fjernere hænger sammen med de
parlamentariske Planer. Og man ved, hvorledes
Venstres Leder har vist en ikke ringe Styrke i det
at faa selv temmelig fjerntliggende, Striden uved-
kotnmende, Ting ophøiet til Værdigh·ed af saa-
danne Principfager, der har noget at betyde for
hans store Maal: Parlamentarismen· — Men
alt det, som bærer imod Parlamentarismen, bærer
- i en Republikaners Øine selvsagt ogsaa imod Repu-
blikken. Det er kun igjennem Parlamentarismen
som Gjennemgangsled, at Republikanerne her i
Landet tænker at–naa sit Maal.
Og den Fremgangsmaade, som de her har
valgt, er visselig ogsaa baade fornuftig og rigtig.
J hvor høi en Grad den stemmer med Renublika-
nernes Tarv, viser sig deri, at ingen as dem har
. gjort noget Forsøg paa at faa nogen anden Poli-
tik i Gang. De har allesammen Følelsen af, at
deres Sag paa Norges Storthing er i meget gode
Hænder Er Sverdruv ikke selv Republika1ier, faa
fører han dog i alle Fald paa Thinget deres Sag
saa godt, at ingen af Landets Republikanere» kan
ventes at gjøre det bedre.
Og fra Moralens Side er der, saa vidt jeg
kan skjønne, ikke noget at udsætte paa dette, at vore
Republikanere, for det første, helt ud gjør fælles
Sag med Tilhængerne af Parlamentarismen. Tvert
imod. Ogsaa moralsk set er det vistnok et Gode,
at de store Forandringer i Statslivet ikke kommer
for braadt
Hvad Moralen her ikke kan billige, er alene
dette, at de ikke offentlig vil staa ved — hvad
saa mange af dem siger privat — at i deres Øine.
er det parlamentariske Styre et Skridt paa Veien
stil Republikken. .
Er et saadant Moral-Krav en Ubillighech
Eller er der her Spørgsmaal om at drøfte en,
Virkeligheden uvedkommende, ufrugtbar Theori? Nei,
det, som det gjælder om, det er, at vort Folk skal
ssigtsmæssigheds-Hensyn.
kjende den Grundtanke (det Princip), som driver
en hel Del af dets ledende politiske Mænd, kjende
noget, som er en af de store bevegende Kræfter i
hele vort politiske Liv.
Et frit Folk bør have Lov til at se, hvad for
Kræfter det er, som beveger dets eget Liv. Og
Frihedens Talsmænd iblandt det bør være det sid-
ste til at negte det Adgangen til et saadant Jndblik
Her er ikke — som G. mener —— Tale om at
faa Republikanerne til at opgive de Sager de nu
arbeider for og lokke dem til at gribe efter fjerne
upraktiske Maal.’ Netop saaledes som de driver
Arbeidet, saaledes bør det drives — faa vidt jeg
kankse da —- kun at de staar ved hvad det er de
vil. . End mindre er der Tale om at ægge Ven-
stre op til indbyrdes Kainp. Og Tiden skulde
ikke være kommen? Aajo· Naar vi allerede længe
har havt Mænd, og betydelige, indflydelfesrige
Mænd, som arbeider med dette Maal for Øie, saa
kan det nok være paa Tide, at der blir skrevet
om Sagen.
Man tænke sig t. Ex., at der aldrig her i
Landet var skrevet et Ord om Maalfagens fulde
Gjennemførelse, aldrig om, at der tænktes paa at
faa norsk Maal ind i Literaturen og Kirken og det
offentlige Liv. Men endda havde vi mange som
var grebne as denne Tanke. Og vi havde adskil-
lige indflydelsesrige Mænd, som var det, og som
i al Stilhed førgede sor, at de første nødvendige
Skridt blev gjort inden Almuskolen, saa Bonde-
barnet fik beholde sit Modersmaal —- som førgede
for dette og for mere saadant, men altid lod som
det var alene af de nærmest liggende praktiske Hen-
Man tænke fig, at disse
samme Mænd offentlig ikke vilde vide noget af
Tanken om en’Gjenreisning af norsk Maal til
fuld Jevnbyrdighed med det danske, men at de lod
den afvise som en deres hele Virksomhed aldeles
uvedkommende Theori, som en romantisk Drø1n·
Vilde vida sige, kunde vi faa os til at sige, at
det der endda ikke var Tiden til offentlig at drøfte
Tanken om Maalfageiis fulde Gjennemsørelse? Jkke
Tiden, efter at der i Aarrækker, as ,indslydelses-
rige Mænd i Stilhed var arbeidet med den Ting
for Øie-
Det er sandt, noget saadant kunde ikke gaa
for sig med Maalfagen. Men paa politisk Omraade
Scld til den Bonde.
(Ved Forf. til »Av ·laa«k AHtt« og »Ein Fritenkjar«.)
1.
6.
» » (Framhald.)
Og fo den Gamle. Han hadde aldri brytt
seg um henne, fyrr no, daa hankunde felja henne
,,Eg hev mine eigne Tankar med det,«
meinte hanl Kvat hadde ho med hans Tankar
aa gjera? Ho vilde hava den ho heldt av; ho
vilde hava det godt i Verdi; hans »Tankar«
kom ikkje henne ved! Han var Faer hennar, ja-
visst; men det kunde ikkje ho hjelpal Og ikkje
kunde ho bøygja sin Htig fyr den Skuld. At ikkje
Baard kom-! —— Bonde? han var ingen Bonde.
Han var meir Adelsmann enn Hr. Jørgen, og
likso rik som Niels Pedersøn· Han var ingen
Bonde! Ho vilde til honom, ho vilde til honom
i denne Kveld. Han skulde taka henne til seg,
strakft! So kunde dei sitja her uppe og bita seg
i Fingertupparne og sjaa etter henne; fo var
ho der ho var og hadde ikkje meir med dei.
Eit gamalt Kvende kom inn til henne med
Kveldsmat og Ljos ,,Kor er Hr. Jørgen?« spurde
Gunhild og faag paa henne. Den gamle slog
Kross fyr seg, ho totte det var som ho skulde sjaa «
»salig« Fru Margreta, fo bleik og vill faag Gunhild
ut. Gunhild vart endaa meir uppøst; ho hadde
i seinare Tid osta lagt Merke til, at Tenestfolket
krossad seg- og drog seg ifraa henne, naar ho kom;
ho trampad i Golvet, so det sokki den Gamle:
;,svara meg! kor er Hr Jørgen?« — »Reist, reist,
gode Jomfru-O ftotad den Gamle og fnøggad seg
aat Døri· ,,Reist?« ropad Gunhild og ljosnad
sorunderleg; »men so er eg fril« Gamla var alt
ute, men talad inn gjenom Dørglytten: »han ven-
tar seg vist hit att!« sagde ho og gjekk·
— ,,Haa—haa, pa,a den Maaten,« tenkte Gun-
hild. ,,Men det er det, me skal nappast um!"« Sin-
net hadde gjort henne sterk att. Ho var ikkje van
til aa bøygja sin Hag; ho forstod seg i Grunnen
ikkje paa det, og tvingaft vilde ho ikkje, minft
i ei Sak som denne. Ho var som den unge Folen,
som syrfte Gongen kjenner Selen yver fine frie
Mankar; ho skok seg rasande fyr aa riva seglaus»
Men som ho gjekk og tenkte paa aa røma avgarde
kan slige Ting godt gaa for sig.’ Der er det hæv-
det Skik fra gammel Tid, at man ikke lader det
blive bekjendt hvad Maal man arbeider ·imod, i
alle Fald da ikke, hvis det paa nogen Maade kan
være ufordelagtigt. De af vore Republikanere,
som sidder inde med nogen større politisk Magt el-
ler Indflydelse, vilde holde det for meget uklogt,
om de lod Almenheden vide, at Republikken er det
store Maal for deres Planer. Mange afsdem
vilde smile ved·den blotte Tanke om at foretage
noget som i den Grad stred mod statsmandsmæs-
sig Færd-
, Ved G. ikke dette-? Han taler, synes mig,
som om han trode, at det at dølge sine Planer
var noget temmelig sjeldent blandt Politikere.
Aa nei, det er her ikke Tale om ved kunstige
Midler»før Tiden, at sremtvinge Forhandling om
et Spørgsmaal, som ikke ligger fore. Der er Tale
om at faa Forhandling i Gang om en Sag, som
længe har ligget fore, men som af politiske Klog-
skabs(?)-Henfy»n paa en unaturlig Maade har
været holdt udenfor Forhandling.
Tror man at nogen anden Sag end en poli-
tifk, kunde tælle saa mange og saa indflydelsesrige
Tilhængere, som Republikken gjør her i Landet, og
saa endda være holdt udenfor den offentlige Me-
nings-Udveksling?
Hvor stærk var Maalmands-Flokken dengang,
da Striden om Maalfagen brød ud? Den Strid,
som siden den Stund næsten aldrig fuldstændig
har tietZ —
Heller ikke det kommer det her det mindste
an paa, enten man er Republikaner af den ene
Grund eller den anden, enten maner det fordi
,man holder Republikken for i sig selv at være den
bedste Statsform, eller fordi man tror det er den,
som mest fremmer Folkets Bedste. Jeg har rig-
tignok ondt for at tænke mig noget fornuftigt Men-
neske vælge sin politiske Stilling uden at overveie
Tingen fra dette sidste Synspunkt Og jeg tviv-
ler paa, at den Fortid, som G. mener vi nu er
kommen saa langt ud over, saa rent har glemt
denne Side ,af Sagen. Men det kau nu være det
samme. De Republikanere jeg kjender, pleier jevn-
lig at tale om de store Fordele, som vort Folk vil
opnaa, naar vi faar Republik. Men dette er dog
vel ingen Grund til at holde dette samme Folk i
,
— J-
til Nefet, hugfad ho, at — dit torde ho ikkje koma.
Jallfall ikkje utan ho visfte at Baard var heime
til aa taka imot henne. Dei gamle der nede var
ho rædd; dei vilde henne vondt, det lvisste ho;
kom ho dit som Røming, fo skikkad dei henne til-
bake. Som ho ftanfad paa den Tanken, faag ho,
at den·store Treloka fyr Glafet hennar vart fyre-
stengd. Ho skreik av Rædfla, sette aat Døri og
vilde ut; — men Døri var stengd Daa var det
som ho vilde siga. Jnnestengdt —- Ho, som alle
sine Dagar hadde voret fri som Fuglen! Jnne-
stengd og avstengd fraa alt det ho vilde og hadde
kjært, fangad som ein·Tjuv, og det just no . . .
Ho vilde liksom kovna og seig ned paa Stolen;
.Hjartat sleit i henne av Uro, ho kjende ein Sjæle-
pine, som ho skulde vera livande lagd i Kista.
— J denne Stundi kjende ho ei forunderleg
Rørsla . . .
Ho treiv seg til Hovudet, vart kvit som eit
Lakan, og fo strakft etter gjøysande raud. Heilt
nye Tankar var det, som tok henne no. Ein un-
derleg, halvt fkamfull og halvt sæl Smil arbeidde
seg sram yver dei unge Lippur; Varmen arbeidde
tungt, ho vart silande sveitt. Herre Gud, fo var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
