Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 7
Fedraheimen.
25de Oktober 1879.
mener at en ,,Nomantiker’«, som jeg, ikke har kun-
net fatte den Tanke i den nye realistifke Politik,
at Statsformerne er relative, (serdeles ny Tanke
det, for Resten) og at mine Krav og min Bedøm-
melse af vore politiske Forhold derfor ingensteds
hører hjemme. Nu, det giver jeg ham fuld Ret
ii, at det gaar an, idealistisk at tulle sig bort fra
Virkeligheden og miste Evnen til en rimelig Op-
fatning af den. Men han glemmer vel ikke at
det ogsaa gaar an, saaledes at indvikle sig i det
praktiske Liv, i de mange Hensyn til at »tage Sa-
gen praktisk,« at man blir sløv paa sin ideale
Sands. Den Skjebne er ikke sjelden iVerden·
Jeg vilde nødig den skulde ramme Fedraheimens
Udgiver. — — ! «
Han peger paa alle de Vanskeligheder som
har modt Bjornson i hans Angreb paa Theolo-
gerne, og som næsten lader til at have kommet
uventet for G., og saa spørger han om jeg i en
slig Tid og Under slige Forhold endda indbyder til
»fri Forhandling««.
Aa ja, jeg gjor det. Jeg opfordrer til For-
·handling, under de Vilkaar vi har. Og det fal-
der mig ikke andet ind end at den, som efterkom-
mer Opfordringen, vil faa en Del Ubehagelighe-
der og Vanskeligheder at gjennemgaa. Jeg tænker
mig ikke,» at man lettelig kan slippe fra en Forhand-
liiig omeRepublikkeii for bedre Kjøb end som Bjorn-
son har maattet betale paa det andet Omraade·
Og den som for Alvor vil rette et Angreb paa
selve Christendommen i dens Kjærne, ham vil det
vel fagtens komme til at koste endda noget mere.
«Men endda tænker jeg man baade kan og bør op-
fordre Folk til aaben Udtalelse paa begge Omraa-
der. At mange, at de fleste»vil »sige Tak for sig,"
det har jeg aldrig tvivlet paa. Havde jeg trod at
det gik af sig selv, saa trængtes der ingen Op-
fordring.
Men det er dette: overfor slige Ubehagelighe-
der at »sige»Tak for fig," det er netop det jeg
kalder Mangel paa Mod. — Og der findes nok
si vor Tid Lande med værre Vilkaar end vort.
Der findes Steder, hvor en dristig Udtalelse af sin
Overbevisning lettelig kan koste Vedkoniinende mere
end der her er Tale om.
Jeg mener slet ikke at der er meget af Mod
her i Landet. Men jeg tænker dog der tør findes
lidt mere, end som G. lader til at tro. —— Eller,
er denne Mening kanfke Rom«antik? —— —
G. mener at ingen kan vide om Parlamentar-
ismen er noget som, baner Vei for Republikkeni
Det kan ligesaa godt hænde at den tjener til at
opretholde Kongedommet.
Ja, det er underligt med det. De som vil
have Parlamentarisme uden derfor at give Slip
paa Kongedommet, siger saa gjerne at de er ganske
uvidende om hvor Udviklingen vil bære hen. At
Parlamentarismen er et gode, det ved de; den ar-
beider de faa hugheilt for at faa indført. Men
længer rækker heller ikke deres Syn. Om den saa
med Tiden vil føre til Republik eller til at for-
længe Kongedommets Liv, det er noget som faar
være Fremtiden overladt. Ingen nulevende kan
vide noget om det. Ja, man bør ikke engang
tænke over den Sag, ser det ud for. Det er uno-.«
dig Theoretisering, som ikke hører for en ,,praktist«
Mand.
. Republikanerne er ikke braadt saa undselige
De ved for-det meste god Greie paa Tingen. De
siger: lad os bare først faa Parlamentarismen« saa
skal vi altid ved Leilighed blive kvit Kongedommet.
Hvem skal vi nu tro har mest historisk Frem-
syn? De som selv siger at deintet ved om Tin-
genes Gang, eller de som mener at den er klar?
Somme af disse Kongsmcend gaar dog endda
videre end G., og siger at Parlamentarismen utv ivl-
somt er en Styrkelse for Kongemagten Thi den
nuvoerende Tilstand med dens stadige Strid mellem
Regjering og Storthing, svækker aabenbar hele Sta-
ten og dermed naturligvis ogsaa Kongens Magt.
En Konge over en stærk Stat er jo aabenbar mæg-
tigere end en over en svækket. Naar derimod
Kongeii er nødt til iHovedsageii altid at være
enig med Thinget, da blir Stateii stærk, og ,,selv-
følgelig« blir da ogsaa Kongedominet storligen
styrket.
Det er underligt, men jeg kjender ingen af
vore Republikanere, som føler nogen LCngftelse for
at tage Del i Arbeidet for en saadan Styrkelfe af
Kongemagten. Der er ikke en af dem som har
sluttet sig til denne vor bestaaende Tilstand, som
truer Kongedommet med saa store Farer. De sy-
nes ligefrem at mangle Eviier til at skjønne
Parlamentarikernes velskrevne Udlæg, baade om
deres Styrkelse af Kongedommet, og om Udviklin-
’ gens fuldstændige Dunkelhed.
Ja, ufkjotisomme er de. Men de har sine Dy-
der de med. Naar man talermed dem paa To-
mands-Haand, er der gjerne en vis Greihed og
Helhed over deres Tanker. Jeg tror G. kunde
lære noget af dem, i Retning af at tænke helt
over politiske Spørgsmaal, netop ud fra Synspunk-
tet af »Folkets Bedste.«
« Bjornfon siger at han inderlig ønsker at her
maatte komme til Discusfion over Republikken og
hvad dermed hænger sammen. Det samme ønsker
G. ogsaa, hvis det var muligt, og jo for jo bedre,
siger han. — Da foreslaar jeg at de heller giver
sig til at hjælpe mig i denne Sag, end,·. som nu,
at arbeide paa at doive mine Ord. ·
Som nu de bærer sig ad, kunde det snarere
se ud som at de frygter for enisaadan Dis-
cusfion. .
Alligevel tror jeg nok at de virkelig ønsker
den. Men dette Ønske kommer her i Strid med
et andet som er stærkere: Ønsket om at der ikke
maa falde nogen Skygge af Pligtforsommelse, ·af
Mangel paa Aabenhed og Mod over vore Repu-
blikaneres politiske Færd. Og et saadant Ønske er
jo hos disse Mænd ganske naturligt. Men deler
de virkelig —— som jeg tror — mit Ønske om at
faa Forhandling om Nepublikken, saa faar de finde
sig i det andet. Thi at her ikke blir skrevet offent-
lig om Republikken, det er dog virkelig først og
fremst vore Republikaneres Skyld. Det nytter ikke
— med G. sidst —- at ville lægge den over paa
Høire. —— Ja Høires Feil kan have fin Del i den,
som i· alt andet galt som Venstre gjør, og som
Venstres Feil igjen kan have fin Del i det gale
som Høire gjor. Det kan være fandt nok. Der-
for ser vi jo ogsaa stadig Høires Talsmænd i Bla-
dene tilskrive Venstre alt ondt, og Venstres gjøre
det samme med Høire, mens hver af dem tager sit
eget Parti fri. Og jeg tvivler ikke paa at de som
skriver slig, i mange Tilfælde virkelig ser en Sam-
menhæng, ser hvorledes den og den Feil hos de-
res egne, virkelig delvis er flydt til dem fra de-
res Modstcendere Men de ser ikke, hvorledes
den for en meget større Del har sit Udspring paa
deres egen Side. - -
Scld til den Vondc.
(Ved Forf. til «Av laak Ætt" og ,,E-in Fritenkjar«.)
I.
6·
(Frauihald.)
Den gamle Futen’ vart fælt kvit. Han treiv
seg i Dorkarmen fyr aa hava nokot ·aa halda seg
ti, og stod og stirde paa Dotter si fo forskræmd,«
som ho var ein Draug. »Er du fraa deg?« spurde
han tilslutt; det hoyrdeft so haaft og ftyggt. »Er
du med Barn?« — »Jal« koiskrad Gunhild . . .
No rette Futen seg upp og sleppte Taket i Dør-
·karmenz men han skalv, so Gunhild totte ho kjende
Golvet dirra under seg. »Kven er Faer aat det
Barnet?« spurde Futen· Ho drog etter Pusten,
svelgde og svelgde paa Rædsla, somsvilde Upp; no
kom det verste! »Er det ein Bonde —?’« spurde
Futen med ifande Mæle« »Jat« jamrad Gunhild
som i si sidste Naad.
— — Ho fat og ventad paa alt vondt —!
Men den gamle tagde. Tilflutt hoyrde ho han
gjekk, tungt, ustodt og forunderleg seint. Holydde
og lydde, heldt Pusten og lydde . . . kor vilde
han av? Kvat tenkte han paa? Vilde han ut
etter Kniv . . . Ei tankelaus Daudrcedsla tok henne.
Ho sprang ut og vilde gjoyinaseg,kjendesegingen-
stad trygg, slaug att og fram, skjelvande og ør, og
var fo rædd at ho knapt kunde sjaa. Der kom
den Gamle. Ho seig i Kne med eit jamrande
Skrik og strekkte Armariie fram fyr seg liksom til
Vern· Gamlingen kunde ikkje halda seg fyr aa
tykkja Srjnd i henne, hjelpelans og forskræmd som
ho laag der; men det kom ikkje Saki ved. Han
stansad og talad til henne so rolegt og kaldt, at
ho strakst kom til seg att og vart fkanifull yver fi
eigi Rædsla. ,,Du var vcel verd aa døy,« sagde
han, ,·,men eg skal ikkje drepa deg. Eg hev ikkje
meir med deg. Her er Moersarven din; tak den
og gakk, og kom meg ikkje meir fyr Augo. Eit
slikt Kvinnfolk vil eg ikkje havai mitt Hus, og
med desse Pengarne her kann du berga deg sjølv.
Farvcelt« .
Dermed snudde Futen og gjekk. Ho høyrde
tunge Stig burt gjenom ein Gang; ei Dør gjekk
upp og att; og so var alt stillt. —
— Det var lengje, fyrr ho rett hadde Mod
til aa rora paa seg; so provde ho fo smaatt, um
ho hadde Magt til det, og so krabbad ho seg upp,
men fo uftodt og veikt som ho var 80 Aar ista-
denfyr 18. Drog seg so inn i Kammerset fitt, tok
’’chede og lagde i eit Knyte, fann fram or Skrinet
sitt Gullringar og Sylvstas, som ho hadde etter
’Moer fi, lagde ei Salmebok varlegt inni Varmen,
stellte Haaret sitt og fjelgad paa Klædi. Ho var
som i Svevnorfka; detsgjekk fo seint og hogtidslegt
som ho ftellte til Likferd. Og sjelv var ho so bleik
som um det var ho, som skulde aat Jordi. Ei
Tid etter kunde Ein sjaa eit Kvende med eitKnyte
i Haandi rusla ftillt og uftodt ut gjenom Tunet;
men Jngen skulde tenkt, at det var den same Gjent-
ungen, som fyrr soor her og sprang, lett og oill .
» som Hind i Skog. Den gamle Gjenta stodinøk-
dori og stirde, ropad, men fekk ikkje Svar.
Gunhild drog- seg burtetter Vegen; det gjekk
so seint og smaatt. Daa ho kom burt i Skogkan-
ten, sette ho seg paa ein Stein. Ho saag attende-
Der laag Garden, der ho hadde aattheime. Der
budde Faer hennar,·der budde Minni etter Moer
hennar, der hadde ho livt og voret glad i attan
unge Aar. Der uppe laag Skogenz der hadde ho
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
