Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Fedraheimen.
12te August 1882.
darglugg; det var so det var vondt
aa sjaa han.
Daniel vart rædd av aa høyra slikt.
Han sende ein løynleg Sukk upptil
Vaarberre um, at det ikkje maatte
gaa slik med honom. — Å
Den, som Daniel likad best i heile
Klassen, var Hans Haugum. Denne
Haugum hadde voret Skulemeistar i
fleire Aar; han var inne i alt, som
høyrde med til den ”folkeleg-liberale
Vekkelsen”, og vårt her i- Klassen
Førar for den Flokken. Av Kjennin-
gar hadde Haugum tvo, som fylgde
han stødt, Johannes Ortvedt og Aslak
Fjordan; den fyrste likad Daniel godt
med det same, men vart snart leid av
hans tome Higring og evige Jabb; den
andre, Aslak Fjordan var ein faamælt
og tung Kar, men snild og vitug, so
ein likad han betre, di meir ein lærde
han aa kjenna; aa sjaa til var han
høg og slengjeleg, med raudt, stridt
Skjegg, snaud i Skallen, stygg som
ein Konstabel.
I denne Flokken fann Daniel att
dei Tankarne og Draumarne, han hadde
lært hjaa Kapellan Hirsch, og som
han gjøymde paa i Løyndom som ein
dyr Skatt. Han kom altso med i den
folkelege Flokken; men han torde ikkje
visa seg ivreg 1 si Tru; for han hadde
litt vondt Samvit, naar han tenkte paa
Grosserar Helle og Kapitalist Finsen. —
Der var mange Skulemeistrar og
Seminaristar, eldre som yngre. Det
var stillfarande, snilde Folk. Prestar
vilde dei verta mest alle. Dei hadde
si Livsgjerning der, meinte dei; for
dei hadde drøymt um aa verta Prestar,
fraa dei var smaae. Her gjekk dei
daa og sleit for aa naa denne Drau-
men; men naar dei vart trøytte og
nervøse, so gjekk dei og pinte seg med
store Tvilsmaal. Kanskje hadde dei
teket imist av Livskallet sitt. Kanskje
hadde desse Prestetankarne berre voret
ein Draum av deira eigi Faafengd.
Kanskje hadde dei mistydt sin ”Be-
stemmelse”, forspillt, ”forfeilet” sitt
Liv. Det vilde vera fælt. Det vilde
vera skræmelegt. So lengje høyrde
Daniel paa slikt, til dess han sjølv gav
seg til aa tvila og grubla; men han
fekk ikkje slikt Aalvor i det som dei;
— han var væl for ung enno. —
(Meir.)
ERE mn)
Vetoets Grundlag*).
Høirepartiet har samlet sine ”Be-
viser” for det absolute Vetos Tilværelse
i følgende Ramse, som ved Hjælp af
nogle i Haabet vordende Overhusmed-
lemmers Penge spredes ud over Land
og Strand:
Kongens Sanktionsret ved Grundlovs-
forandringer.
Å.
”Beslutning fattet i Kongeriget Nor-
ges samlede ordentlige Storting dén
3die August 1818, i Forventning af
Hans Maiestet Kongens Sanktion:
”Ordene atten Aar, i Grundlovens
35te $, forandres til seksten Aar.”
Kristiania 1 Stortingets Præsident-
skab den 21de August 1818.
Gi». Sverdrup,
p. t. Præsident.
I. Knudssøn.
*) Verd. Gang. I Utdrag.
? Nationalforsamlingen erkjender,
at Deres Majestæt ifølge Sagens Natur
allerede er i Besiddelse af et absolut
Veto, forsaavidt Forandringer i Grund-
loven angaar.”
(Stortingets Adresse af 28de Mai 1824.)
”Det er efter Komiteens Formening
uomtvisteligt,
at Grundlovsforandringer ikke kan
gjøres uden med Stortingets og Kon-
gens fælles Samtykke og at altsaa den
79de $ kun angaar private Love.”
(Konstitutionskomiteen i 1824, hvor-
iblandt Konstituenterne:
Georg Sverdrup, Herman Wedel-
Jarlsberg, Hornemann og Christian
Krogh,
de 3 førstnævnte Medlemmer af
Rigsforsamlingen, den siste — ligesom
ogsaa Wedel — af det ordentlige Stor-
ting 1814,
Sverdrup og Wedel derhos blandt
de mest fremragende Medlemmer af
Konstitutionskomiteen paa Eidsvold
og Sverdrup desuden Præsident 17de
Mai 1814).
”I Deres Majestets Haand laa
Afgjørelsen af vor Beslutning. — —
At bringe den Del af Forfatningen,
der angaar Ordmingen af Rigets Raad,
sim Fuldendelse å Møde, vil være Deres
Majestets og kommende Stortings Op-
gave.”
(Stortingets Adresse til Kongen af
23de April 1860 i Anledning af Sank-
tionsnægtelse paa Grundlovsbeslutnin-
gen 1 Statholdersagen.)
På
” Forresten gjorde han ikke andet
end sluttede sig til Stortingets Adresse:
”At bringe den Del af Forfatningen
0. 8. v. — vil være Deres Majestæts
og følgende Stortings Opgave.”
”— Naar vi lægger vor Beslutning
med Anmodning om Sanktion for den
norske Konges Fødder.”
(I. Sverdrups Udtalelser af 21de Ja-
nuar 1863 ved Grundlovsforslaget i
Statholdersagen.)
”— Det var Stortingets Opgave
ligesaavel som Kongens, at bringe
denne Sag til et Resultat.”
— — En Samvirken maatte her
finde Sted” — — ”At forelægge den
til Sanktion — det var stemmende
med Grundprinsipet for al konstitu-
tionel Styrelse: Samvirken mellem
Kongen og Folkets Repræsentanter”
(I. Sverdrups Udtalelser af llte Juni
1869 ved Grundlovsforslaget i Stai-
holdersagen.)
”En Taler havde sagt, at den
norske Nation skulde være fast og be-
stemt, og være paa det rene med, hvad
den vilde. Ja deri var han enig.
Men den skulde vise disse Egen-
skaber paa sit eget Omraade, paa sit
eget Felt, paa det, som var den lov-
givende Magt anvist ved Grundlovens
$ 49, hvor Kongen havde det suspen-
sive Veto.
Naar Regjeringen i slige Tilfælder
staar imod den samstemmige Folke-
vilje, vilde det være Svaghed at vakle
og give efter. Det samme gjælder
ogsaa i Bevillingssager.
Men her er. Sagen anderledes; saa
ivrig Taleren altid havde været for at
forsvare Folkets Rettigheder ligeover-
for den eksekutive Magt, saa bestemt
var han ogsaw paa at respektere Kon-
gens Prærogativer. Og her er der
Spørsmaal om et Kongen + Grundlo-
Vven hjemlet Prærogativ.
Var da Hans Majestæt uvidende
om Folkets Ønsker? Nei, det kjender
han, enten man fatter den ene eller
den anden Beslutning. Han troede
saaledes, at enten man antog Forsla-
get eller ikke, saa kom man lige langt.”
(0. G. Uelands Udtalelser i Stathol-
dersagen i 1863.)
”De fleste Jurister havde den Me-
ning, at Kongen med Hensyn til Sa-
ger som denne havde absolut Veto, og
derved fik Sagen et andet Udseende
end Sager, med Hensyn til hvilke man
kunde gjøre Brug af Grundlovens $ 79.
Sagen stillede sig altsaw sam at
Kongens Samtykke var nødvendigt til
at sætte Sagen gjennem,
og naar man havde hans Ord for,
at han vilde passe den beleilige Tid,
sat var Sagen i sam god Gjænge, at
Taleren ikke vilde forivre sig.”
(0. G. Ueland i 1869 i samme Sag.)
”— Hamn tenkte, det las t Sagens
Natur, at Kongemagten her maatte
have Sanktionsret.”
(S. Jaabæks Udtalelse af 28de Mai
1873 ved Grundlovsforslaget i Stathol-
dersagen.)
Dette er altsaa ”Beviserne”. Dette
er Grundvolden for det absolute Veto.
Det første, vi vil fæste Opmærk-
somheden ved, er dette: I Ramsen
ovenfor findes ingen Grundlovsbestem-
melse om, at Kongen har absolut Veto.
Hvorfor har Høire i sin Veto-Ramse
ikke taget den Grundlovspara-
graf med, som udtrykkelig siger, at
Kongen har Ret til uafladelig med
bindende Virkning at stanse nogen
Stortingsbeslutning, i dette Tilfælde
Ændringer i Grundloven?
Af gyldige Grunde: nogen saadan
Grundlovsparagraf eksisterer
ikke. Det absolute Veto har intet-
sembelst med den af Vælgerne be-
svorne Grundlov at bestille. Det har,
som Ørsted 1 sin Tid udtalte, ingen
Hjemmel i dens Indhold og lader sig
vel hellerikke forlige med dens Aand.
Høires Veto-Ramse er selv et fuld-
gyldigt Bevis for, at Vetoet er uhjem-
let i Grundloven. Ti ellers maatte
Partiet først og fremst anført denne
Hjemmel. Det er paa den, det kommer
an. Det er til Grundloven, vi har
aflagt Ed.
Vetoet er bygget paa løse Udtalel-
ser, hentet fra lings og langs; paa
Adresse-Stumper og paa løsrevne Brok-
ker af Enkeltmands Udtalelser.
Paa slig Grund vil man bygge en
Bestemmelse, der vilde være en af de
allervigtigste i vor Forfatning!
— Selv om det forholdt sig rigtig
med Ramsen, selv om det absolute
Veto var indrømmet i hver Linje, i
hvert Ord, i hvert Bogstav, — er og
bliver det en fuldstændig ligegyldig
Ting, hvis det mangler Hjemmel
i Grundloven. Det er ingen Adres-
ser og ingen Brokker af Enkeltmands
Ord, som er Grundlov for Kongeriget
Norge.
Men hvad vil man saa sige, naar
hvert eneste af de saakaldte Beviser
er en eneste uhørt Tilsnigelse, naar
det hele er Forvrængninger, Uefter-
retteligheder og Usandheder fra først
til sist?
Vi skal godtgjøre, at saa er Til-
fældet. Vi skal gjennemgaa ”Bevi-
serne” et for et. Vi beder vore Læsere
følge os med Opmærksomhed. —
1. Sanktionsbegjæringen i 1818.
Det er sandt, at Stortinget i 1818
oversendte en Grundlovsbestemmelse ”i
Forventning om Sanktion.” Sanktion
blev nægtet, — men i hvilken Form?
Jo, i den Form, som i Grundlovens $
78 er foreskrevet for almindelige
Love, nemlig den, at Kongen ”for Ti-
den ikke finder det. tjenligt at sank-
tionere” Beslutningen. Hvad følger
heraf? At Karl Johan og Regjeringen
i 1818 ogsaa ved Grundlovsændringer
gik ud fra, at Kongen kun havde et
udsættende (suspensivt) Veto. Vi har
altsaa her et Bevis, ikke for, men mod
det absolute Veto.
Dette fortier Høire. Det kjender
Sammenhængen; men fortjer den, frem-
stiller Sagen forvrængt. Er det dem
om Sandheden, eller er det dem om
Vetoet at gjøre?
I Førstningen famlede Stortinget,
som rimeligt kunde være, meget i de
konstitutionelle Former. Vi skal nævne
et talende Eksempel. Det første Stor-
ting i 1815 vedtog en Grundlovsbe-
stemmelse, foreslaat paa samme Thing;
en enkelt Post af Bestemmelsen blev
vedtagen med kun simpelt Flertal.
Regjeringen indstillede den til Sank-
tion efter den for almindelige Love
foreskrevne Formular.
Disse Feil, som var saa naturlige
i Forfatningans første Tid, benytter
Høire sig af forat faa ødelagt den
Frihed, vore Fædre gav og værgede.
En vakker Trafik.
Men hvorom alt er: det første Be-
vis, Ramsen anfører for det absolute
Veto, — er et afgjørende Bevis for,
at hverken Storting eller Kongemagt
i 1818 engang drømte om det. Dette
følger ogsaa af sig selv.
Men vi skal komme med en Oplys-
ning til, som Veto-Ramsens Fortatter:
ogsaa har fundet det best at tie stille
med. Paa Stortinget 1821 oversendte
man atter Kongemagten en vedtagen
Grundlovsbestemmelse; men da strøg
man udtrykkelig i Oversendel-
ses-Beslutningen de Ord: ”fore-
lægges Kongen til Sanktion.”
Veto-Ramsens Forfatter tier
det. —
2. Adressen af 1824.
Her har vi Hovednummeret. Denne
Adresse er formelig ophøiet til Veto-
partiets Grundlov. Lad os nu se, hvor
langt den kan bære Vetoet!
Hvorledes fremkom den?
Karl Johan havde fremsat 14 Grund-
lovsforslag; deres Formaal var at
svække Folkemagten og give Konge-
magten Hals- og Haandsret over Grund-
loven. Forat give Forslagene desto
mere Klem, drog han svenske Tropper
ind i Landet; de var udrustet med
skarpladte Patroner. En svensk Flaade
lagde sig inde paa Kristiania Havn
og skjød, saa Stortingsbygningens Vin-
duer rystede og bævede. Bag Kongen
stod ogsaa flere af Europas Stormag-
ter, for hvis Fnevoldsfyrster den fri
norske Forfatning var en Vederstygge-
lighed, — og øvede Tryk.
Men Norges Storting veg ikke,
uagtet Faren var stor. Enstemmig
forkastede det alle Karl Johans Forslag.
I den vidtløftige Indstilling, hvori
Konstitutionskomiteen indstillede paa
Afslag, havde den som Sukker paa
Afslagets Bitterhed ladet indflyde et
Par Linjer om, at Grundlovsforandrin-
ger ei kunde gjøres uden med Kon-
gens Samtykke.
Denne Udtalelse vakte i Stortinget
straks Protest, som kun lagde sig for
Erklæringer om, at der selvfølgelig
intet bindende laa 1 en Indstillings
Præmisser. Det var over Konklutionen
man voterede, og den lød saa: ”De
kongelige Forslag bifaldes ikke.”
Da Kongen skulde underrettes om
Udfaldet, skede dette i en lang Adresse,
der omtrent var en Afskrift af Konsti-
tutionskomiteens Indstilling. I Adres-
sen indflød ogsaa Indstillingens Linjer
om Kongens absolute Veto ved Grund-
lovsforandringer. Dette vakte atter
Protest, som atter kun lagde sig for
Erklæringer om, at der selvfølgelig
ikke laa noget bindende i en saadan
Adresse-Udtalelse. Et Medlem af Stor-
tinget i 1824, som for et Par Aar siden
afgik ved Døden, har herom offentlig
med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
