Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12te August 1882.
Fedraheimen.
12%
afgivet en Erklæring. Adressen blev
vedtaget i et hemmeligt Møde, med
hvyormange Stemmer ved man ikke.
Udtalelsen er meget forsigtig: den
bygger Vetoet paa ”Sagens Natur”,
ikke paa Grundloven. —Adressens
Forfattere vidste nemlig altfor godt,
at efter Grundloven havde Kongen
intet absolut Veto. Men at det i 1824
laa i ”Sagens Natur”, det vil sige, at det
i det enevoldsstyrede Europa var en al-
mindelig Opfatning, at Kougen ved
saadanne Afgjørelser burde have ab-
solut Veto, derom er ingen Tvil; det
er ligesaa sikkert, som at det mod-
satte ligger i ”Sagens Natur” i vore
Dage. —
Forat nu intet Menneske skulde
falde i den Daarlighed at tro, at Stor-
tinget ved sin Udtalelse i Virkelighe-
den havde indrømmet Kongen noget
absolut Veto,. foretog det selvsamme
Storting sig flere Ting; vi skal bare
nævne en, som er afgjørende nok: det
selvsamme Storting af 1824, som havde
indgivet den Adresse, Høirepartiet nu
rider paa baade tidlig og sent, vedtog
en Reglementsbestemmelse, hvor-
efter der, naar fattede Grundlovsbe-
stemmelser meddeles Regjeringen, ikke
skal anmodes om Sanktion. Denne
Praksis er nu befulgt paa 28 Storting.
Den blev fastslaaet i 1824. Og allige-
vel paastaar Høire, at Stortinget i
1824 skal have indrømmet Kongen, at
han efter Grundloven havde absolut
Veto! Hvad skal man sige om en saa-
dan Omgang med Sandheden?
Og Karl Johan selv? Betragtede
han Udtalelsen som en Indrømmelse
af nogen virkelig Ret? Efter hvad
Mauritz Aarflot oplyser i sit fortræffe-
lige Værk om Grundloven i dens Ho-
vedbestemmelser, udtalte Kongen i An-
ledning Udtalelsen om det ham efter
”Sagens Natur” tilkommende Veto, at
det glædede ham, at man i Prin-
sipet erkjender, hvad man i Rea-
liteten ikke har kunnet bringe i
Udøvelse. Karl Johan tog Ordene
for, hvad de var. Han forstod, at
Vetoet maatte være bestemt i Grund-
loven, hvis det skulde være til. Han
gik ikke til det juridiske Fakultet forat
faa et Veto indfortolket. Han gik den
lige Vei: han fremsatte bestemte For-
slag. Den Ros skal man yde ham.
Dette fortier Høire.
Wedel-Jarlsberg var med 1 Konsti-
tutionskomiteen af 1824, han var med
paa Adressen. Troede nu denne Mand
paa et absolut Veto overfor Grundlovs-
bestemmelser? Han var 1 Stortinget i
1830 (som Formand i Konstitutions-
komiteen) for, at Grundlovsbestemmel-
sen af 1818, der var nægtet Sanktion,
skulde optages i den nye Udgave af
Grundloven, som Stortinget da foran-
staltede! Han tillagde altsaa ikke Næg-
telsen nogensomhelst Betydning. Med
andre Ord: han fornægtede ethvert
Veto ved Grundlovsbestemmelser. Kon-
stitutionskomiteen i 1830 henviser gjen-
tagende til Stortingets Beslutning af
19de November 1814, hvorefter ”Grund-
loven ifølge sin Natur ikke hører
til de Love, somudfordrer Kon-
gens Sanktion.” Ti Norges Grund-
lov blev, som bekjendt, besluttet kund-
gjort 1 Stortingets, ikke i Kongens
Navn, med den høitidelige Erklæring,
at Grundloven ifølge sin Natur (mærk
vel: ikke Sagens Natur) ikke tiltrang
kongelig Sanktion.
Alt dette fortier
svarere. —
Uagtet Udtalelsen i Adressen af
1824 af det selvsamme Storting blev
underkjendt saa kraftigt som vel mu-
ligt var, forsaavidt den blev opfattet
som en virkelig Indrømmelse til
Kongemagten, vakte den dog adskilligt
Misnøie.
Dette fik blandt andet et mærkeligt
Udslag ved Valgene til næste Storting
i 1827.
Vetoets For-
Kristiania By og Akershus Amt
forkastede alle sine Repræsentanter,
hver eneste en. Selv den høitansete
Eidsvoldsmand Professor Georg Sver-
drup blev kastet. Han blev erstattet
med Professor Steenbuch, en erklæ-
ret Modstander af det absolute Veto!
Det er Steenbuch, som er Forfatter af
vor første Grundlovsfortolkning; i den
benægter han — selvfølgelig — det
absolute Vetos Tilværelse i Grundloven.
Det var Hovedstaden dengang! Nu
sender Hovedstaden Vetoets Opfindere
tiltinge!
Ogsaa disse Ting fortier Høire.
Mon for Sandhedens Skyld? Eller for
Vetoets Skyld?
Der kunde anføres mangfoldige Op-
lysninger endnu angaaende den Adresse,
Høire rider saa ihærdig paa. Vi tæn-
ker, dette er nok til at vise, hvilket
skrøbeligt Dyr det er. Det er let at
sprænge.
Og dette er Høires Hoved-Argu-
ment! Det absolute Veto er i Sandhed
bygget paa løs Grund.
3. Statholdersagen. Sverdrup, Ueland
og Jaabæk.
Man skulde tro, at videre kunde
man ikke komme; at Fortielsernes og
Forvrængningernes Maal her var fyldt.
Men Resten er, om muligt, endnu
grovere.
Statholdersagen Bevis for det ab-
solute Veto!
Vi behøver forat belyse denne Paa-
stand alene at dvæle ved en eneste
Kjendsgjerning.
Forelaa der i 1860 en tre Gange
uforandret gjentagen Beslutning? Nei,
der forelaa en Beslutning, som var
fattet en eneste Gang. Hvorledes
tør saa Høire fordriste sig til at frem-
sætte den saa altfor aabenbare Usand-
hed, at der i den Omstændighed, at
denne Beslutning ei af Stortinget,
trods Sanktionsnægtelsen, blev erklæ-
ret for Grundlov, ligger nogen Erkjen-
delse af det absolute Veto? Med nøi-
agtig den samme Ret kan det paa-
staaes, at det samme Storting, som i
1880 fattede Beslutningen af 9de Juni,
i 1881 indrømmede det absolute Veto,
fordi det ikke erklærede den vedtagne
Stemmeretsbestemmelse for gjældende
Grundlov.
Sagen er den: naar man staar lige-
overfor en Sanktionsnægtelse rettet mod
en tre Gange efter tre Valg uforandret
gjentagen Grundlovsbestemmelse, —
da og først da er der Tale om i
Praksis at indrømme eller afvise det
absolute Veto. Ligeoverfor en saadan
Sanktionsnægtelse har Stortinget staaet
en eneste Gang; dette var i 1880; og
denne eneste Gang hævdede Stortinget
Nægtelsens Ulovlighed, som dets hel-
lige Pligt var.
Denne Sandhed skal Vetopartiet
ikke faa rokket.
Hermed har vi ogsaa besvaret den
latterlige Paastand om, at der 1 Sver-
drups Udtalelser skulde ligge nogen
Erkjendelse af det absolute Veto. Der
var ingensomhelst Anledning til at er-
kjende det; det forelaa ikke. Sverdrup
har i hele sit Liv holdt paa Grund-
loven i dette Stykke; han har aldrig
havt Brug for at faa indfortolket 1
Loven, et absolut Veto mod Folkets
Vilje, han har heller ikke nogensinde
forsøgt derpaa. Allerede paa det første
Storting, hvoraf han var Medlem, 1851,
fik han Anledning til at erklære, at
Indførelsen af et absolut Veto i Grund-
lovssager vilde være at saare Friheds-
træet 1 dets Rod.
Vover nu Høirepartiet frækt og
aabenlyst at tage levende vitterlige
Modstandere af Vetovæsenet til Ind-
tægt for dette Væsen, saa kan ingen
forundre sig over, at de tager de døde
til Indtægt.
— Gamle Ueland maa holde for,
— uagtet Mænd, som har staaet ham
nærmest af alle, høitidelig har erklæ-
ret, at hun aldrig har erkjendt noget
absolut Veto i Grundlovssager. —
Dette er saameget stærkere, som
det af Uelands i Ramsen anførte Ud-
talelser med fuldstændig Tydelighed
fremgaar, at han ikke taler om Grund-
lovsbestemmelser i Almindelighed, men
om det bestemte kcngelige Prærogativ,
hvorom der var Tale, nemlig Kongens
Ret til at udnævne en norsk eller
svensk Mand til Statholder i Norge.
Heldigvis skal vi bevise, at saa
var Tilfældet, vi skal ikke komme med
tomme Paastande, vi skal ved Udta-
lelser fra samme Debat af gode Høire-
mænd paavise, at der var Tale-kun
om det nævnte kongelige Prærogativ,
og at Stortinget i 1860, Høiremændene
iberegnet, netop gik ud fra, at Kongen
ved Grundlovssager i Almindelighed
ikke havde noget absolut Veto.
Nuyærende Statsraad Vogt yttrede:
”Naar der handledes om Ophævelse af
kongelige Prærogativer, stod Sagen
anderledes, end naar det angik For-
andringer i den private Lovgivning
eller endog de Partier af Grund-
loven, som ikke bestemte de kon-
gelige Prærogativer.”
Rektor Holmboe ”erkjendte For-
skjellen mellem de andre Dele
af vor Statsret og de, som ved-
rørte Kongemagten.”
Det maa være haarde Halse, som
efter disse Oplysninger endnu har Mod
til at paastaa, at Ueland og Stortinget
i 1860 har erkjendt et absolut Veto
ligeoverfor Grundlovsbestemmelser i
Almindelighed.” —
Kristiania, den 1lte August.
Björnstjerne Bjørnson hadde Diktar-
jubilæum den lOde August, 25 Aars-
dagen etter at ”Synnøve Solbakken”
kom ut. Alle Blad, like til Morgen-
bladet inneheldt Stykkje um Bjørnsons
store og rike Diktarliv 1 desse 25 Aar;
mange Lag og Samfund heldt Fest, og
i Gausdal møtte Venner
Nordlandi fram for aa helsa paa den
store Skalden.
Eit Hovding-Liv hev Livet hans voret,
rikt paa Storm og rikt paa Sol. Og no
stend han, snart 50 Aar gamell, like
fraa alle tri
sterk og ung som fyrr. Alle hev me
honom stort aa takka, og kva ein vil
segja um Meiningarne hans, eit er visst,
og det er, at Grunntanken i hans Liv
og Eldhugen i haus Arbeid, det var
alle Dagar Norig og Norigs Fridom.
Difyr er Namnet hans kjært millom oss,
og skal vera det, so lengje Tanken um
Fedreland og Fridom kan samla oss i
Eldnug og ærlegt Stræv.
”Striden gjælder især: Kongens Med-
virken ved Grundlovenv Forandring”,
skriv det europæiske Fædrelandet.
”Kongens Medvirkning”. Kongen
vil berre faa Lov til aa vera med! Han
vil ikkje gjera nokot Bry; naar han hev
fengje absolut Veto, so vil han — aldri
bruka det.
Dette vil ”Fædrelandet” faa deg til
aa tru, snilde Veljar.
— Men kanskje Fædrl. hev paa sin
Maate Rett?
tru, med ”Grundlovens Forandring 2”
Dersom det sannfarande Bladet med
”Grunnlovens Forandring” meiner den
Forandring,
Kya er det, det meiner,
store, som
Høgremennerne vil hava innført med
sitt ”Overhus” paa 51 Voto-Kaksar, —
so kann det, Skam, henda, Bladet hev
rothoggande
Rett 1, at der vil Kongemagti berre
”medvirke !”
- Send Norembermenn, Bonde! for daa
kann du tru, du kjem til Æra og Vyrd-
nad 1 dette Landet ditt.
80 segjer ”Fædrl.” til deg og til alle
Veljarar: ”Eders Valg er ingen Dom i
Striden, men Valget kann skjærpe Stri-
den eller jevue den”.
Det er: Det er det same, kva De
meiner, Godtfolk. Sender De Høgre-
menn, so vinn me lettare; men sender
De Vinstremenn, — so skal me vinna
like væl; for De, Godtfolk! hev ingen-
ting her aa segja. —
Og ein Prest, elder nokot slikt, skriv
i Vetobladet Hamar Stiftstidende um
Val og Veljarar, at ”hver Skarv, hvert
gjør Lov og Dom”, og at ”den værste
Magt paa Jorden er en Hob å Valg”.
Og Seminarlærar Jensen paa Hamar
forkynnte paa eit Folkemøte deruppe,
at Folket var en Hop av ”Nullar”, som
ikkje hadde Verde paa annan Maate,
enn dersom det her og
Eit-Tal fyre dei.
— Du lyt hjelpa desse Folk til Magti,
som vyrder deg so væl, gode Bonde-
der kom eit
mann!
”Bed og arbeid!” segjer Fædrl. til
sine Høgreveljarar. Og det legg uttryk-
keleg til: ”ikke blot bed!” for det var
vel ikkje so visst, um Vaarherre høyrde
slike Bøner. je
— Folket er nok ”Nullar” og ”Skar-
var” og ”Skarn” og ”Hob” og ”Masse”
og ”den verste Magt paa Jordi”; men
naar det kjem til Stykket, so treng dei
Folkets Røyster likevæl; for Folket er
den einaste Magti, som kann halda dei
uppe i Lengdi.
Difor skal Vaarherre sjølv vera med
og hjelpa dei til aa faa mange Røyster
paa sine Novembermenn.
Vaarherre -— og so Hr. Haneborg med
sine Myrmenn i hundradvis, — so fær
me dei ”Skarvar” og ”Skarn” til aa
gjera Lov og Dom i ”Massens”, Sjæl
— for oss! tenkjer Høgre.
— Undrast sterkt paa, um Vaarherre
vil gaa i Kompaniskap med desse Ka-
rarne. :
Høgremennerne trur visst ikkje stort
paa det sjølv. For at dei
meir enn dei ”bed”, — det veit all Verdi.
”arbeider”
Maaite: dei faa ei Nos so lang som
fraa Kyndelmess til Paaske!
Far til Oskar II var Oskar I; hans
Far var Karl Johan; Karl Johans Adop-
tiv-Far var Karl den 13de; og det var
han, som vart Norigs Konge i 1814.
Den 12te April 1815 skreiv han til den
svenske Riksdagen eit Brev um Norig
og Samfestet, som i mange Maatar er
merkjelegt; her tek me inn litt av det,
som visse Folk kann hava serleg godt
av aa lesa*).
— — ”Det skal stedse være Hans
Kongelige Maiestæt en levende Tilfreds-
*) Bergs ”Samlinger til det norske Folks
Sprog og Historie, 1834, 2 Bind, S. 592
o. flg. — Ein maa altid hugsa, at Kon-
gen skreiv dette til den svenske Riks-
dagen, strakst etter at Samfestet var
istandkomet.
Serleg merkjande Ord hev me stroket
under.
Skarn er Magten, som i Massens Sjel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
