Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vater øser
128
Fedraheimen.
12te August 1882.
stillelse” — skreiv Karl 13 — ”at have
overgivet denne vigtige Sags Afgjørelse”
(Norigs Forfatning) ”til Overbevisningen
og en fri, Overveielses-Ret. H. Kol.
Maj, kjendte Tænkemaaden hos det Folk,
hvis Leder han var, og bedømte der-
efter de nye Undersaatters, som han
stod i Begreb med at samle under sit
Scepter. Ved Lempe og Sindighed, og
med Agtelse for deres Rettigheder,
kunne Nordens fribaarne Sønner for-
maaes endog til store Opofrelser; men
imod Trusler væbne de deres Barm,
og Undertrykkelsen møde de med man-
dig Kraft. — — Efter det af Rigets
Stænder selv givne Eksempel, hvilke
ved en evig mindesværdig Rigsdag,
under truende udvortes Omstændigheder,
ei toge i Betænkning, først at fastsætte
de Vilkaar, ved hvilke Samfundsordenen
skulde befæstes, inden de gave sig en
Konge til at haandhæve og befæste
deres Frihed, viste Norges Riges Re-
præsentanter sig ikke mindre værdige
deres Bestemmelse og deres Medborge-
res Tillid. Uden at lade sig forvilde
af Begivenhederne, bedømmende disse
ikkun som en Indledning til, ei som et
Vilkaar for dets Beslutning, søgte
Norges Storthing ved de Underhand-
linger, som aabnedes ved Hs. Kol. Maj.s
tilforordnede Commissarier, paa en Gang
at vaage over Folkets Frihed og Sta-
tens Ånseelse, Medborgernes Rettigheder
og Rigets Ære.*) :
Hs. Kol. Maj. burde lade
Handlemaade vederfares Ret.
tvende Folk frivilligen underkaste sig
denne
Naar
samme Styrelse, bør enhver Anledning
til Forskjel, i Henseende til deres For-
hold til den fælles Regent, med største
Omhu ryddes af Veien. I modsat Til-
fælde vilde Forbundet tidlig eller sildig
vorde brudt . . . — Ved Bestemmelsen
af de tvende Folks Rettigheder (maatte)
en fuldkommen Lighed imellem dem
finde Sted, uden Hensyn til deres Fol-
kemængde eller Landenes Produksjon.
. ++. Medens Indbyggernes Antal i det
ene Rige viste betydelig Overvægt, op-
veiedes denne igjen af det andet Lands,
til Forsvar, naturlige Beliggenhed; og
da Hensigten ei burde eller kunde være,
tvende Folk
skulde anmasse sig en egenmægtig Be-
dømmelse af det andets Beslutninger,
saa ansaa H. K. M. sig af fiere Grunde
berettiget til at erkjende Grundsætnin-
gen om jfuldkommen Lighed imellem
begge ved alle de Spørgsmaal, som an-
gaa deres fælles Styrelse**),. — — — —
— Ifald Hs. Kol. M., ene lydende
Øieblikkets Følelse, havde . . . ene søgt
med Vaabens Magt at fremtvinge et
ubetinget Bifald til de af Ham gjorte
Forslag, skulde vel da, endog om denne
Fremgangsmaade havde kunnet lykkes,
nogen virkelig Fordel været beredt for
Fremtiden” — — (Onde) havde Føl-
gerne været, hvis ikke H. K. H:;, med
FHrhjendelse af det norske Folks Rettig-
heder, havde fordret alt af deres OQver-
bevismng, intet af sm Magt***)”
at nogetsomhelst af de
*) Den, som viser seg modig og fast, vinn
Vyrdnad endaa av Motparten, som dei ser.
*) Dei, som no held fast paa desse same
Grunnsetningar, vil uppløysa Unionen,
segjer Vetobladi. ;
***) Merk dette, de Novembermenn, som
trur, at Grunnloven vaar er bygd paa
Kielertraktaten!
— 80 skreiv Karl den 13de, i Norig
Karl II, Far til Karl Johan, Bestefar
til Oskar I, Langgodfar til Oskar II. —
Me vil berre ynskja, at Norigs Stor-
thing næste Aar maa faa same Ros,
som Storthinget i 1814 fekk, og det av
sjølve den Kongen, det hadde aa verja
seg imot, — den Ros, at ”Norges Riges
Repræsentanter viste sig sin Bestem-
melse og sine Medborgeres Tillid. vær-
dig”, so at dei korkje leet seg skræma
av ”Trusler” elder ”forvilde af Begi-
venhederne.” —
Men skal det skje, daa maa Novem-
bermennerne med si Kieler-Tru og sitt
Veto- Vas og sitt forfatningsveltande Rik-
manns-Overhus — dei maa faa Lov til
aa sitja heime.
Med Overhuset i Akershus gjekk det
berre skralt. — Ja, dei hadde prøvt aa
laga seg eit lite Overhus der uppe;
Val-Styre i øystre og vestre Åker hadde
sett. seg til og avgjort, at Stortingsav-
gjerdi um Myrmennerne ikkje skulde
gjelda, — like eins som det rette Over-
huset, naar Høgre eingong fær det inn-
ført, skal segja nei til alle frilyndte
Storthingsavgjerder. Men, som sagt,
det gjekk berre skralt. Daa Saki skulde
prøvast nærmare i eit større Møte av
Valstyrarar, gjekk det i Røyken med
heile Overhus-Avgjerdi. For dei flest-
alle fann, at det nok var det tryggaste
aa bøygja seg for den loglege Stor-
thingsavgjerdi; — det kunde væl ikkje
nytta aa setja seg imot den helder,
vart det sagt. Og det hadde dei visst
Rett i.
Dette nye Møtet var bellest eit un-
derlegt Møte, det og. — Fyrst forhand-
lad dei nm, kva dei skulde gjera med
Myrmennerne; og daa dei var ferdige
med det, so gav dei seg til aa forhandla
um, kven det var, som ein kunde kalla
Myrmenn; — og daa viste det seg, ab
dei visste det ikkje.
Dei visste det ikkje! — Det var lett
nok aa snakka um Myrmenn; men naar
ein skulde ”draga Grensa” millom Myr-
menn og andre Jordeigarar, so kneip det.
Rimelegt nok! — Naar ikkje Grunnlo-
ven hev sett Grensa, so er ho visst ikkje
greid aa finna, Men det skulde dei vise
Overhusingarne ha tenkt paa fyrr!
— Og i det heile skulde dei gode
Vetomenn hugsa,
at Professor Aschehoug er den, som
fyrst hev sett Myrmannslæra fram, og
at Høgremennerne var dei, som fyrst
tok til aa ”gaa Myrmannsvegen”. Hug-
sad dei det, so vilde dei ikkje dagstødt
gjera seg til Narr med aa preika Dygd
for Vinstre i denne Saki.
Akershusmøtet sluttad med aa ”be-
klage” Myrmansvæsenet.
da, kven er det, som ikkje gjer det ?
Men naar Vetomennene ”beklager” slikt,
so skulde dei hjelpa til med aa faa Røy-
steretten vidkad paa vanleg Maate; for
daa vil Myrmannsstellet døy av seg sjølv.
Fædrelandet vert kjennt. Presten
Nygaard fortalde paa Åkershusmødet, at
Storthingsavgjerdi um Myrmennerne
lydde so elder so; dei andre undrast
paa dette; dei totte ikkje, dei hadde
høyrt det slik fyrr. Men Presten Ny-
gaard var stød paa, at det var sannt, og
til Prov baud han seg til aa visa fram det
Bladet, han havde leset det i, nemleg
”Fædrelandet”.
Aa, kom helder med Storthingsti-
dende! — sagde ”Fædrelands”-mannen
Å. 0. Berger fraa Eidsvoll.
I Finmarki hev dei valt tvo Høgre-
remenn, som dei no vil senda til Things.
Finmarkingarne vil altso hava Ve-
tovelde og eit Rikmanns-Overhus, som
skal sitja og passa paa, at Stortinget
ingen Ting fær fram, og øyda upp
150,000 Krunur um Aaret til dette
gagnlege Arbeidet.
— Naa, det er ikkje saa underlegt
som det ser ut. For Finmarki ligg so
altfor nær upptil — Russland.
”Grunnlovspartiet” vil no innføra Over-
hus, og for nokre Åar sidan vilde dei
innføra — den nye Unionsakti, som var
paa 70 Paragrafar og væl so det, og
skulde gjelda framfor Norigs Grunnlov.
Den Gongen brukad dei same Fram-
gangsmaaten, som dei brukar no. Daa
Folket ikkje vilde med det gode, so gav
Eit
av tvo: anten vedtok Thinget Unions-
dei seg til aa truga — med Krig.
akti, elder so — —!
Me skal taka inn eit Stykkje av
”Dølen” fraa den Tidi (1868), so kann
det var
du sjaa, same Toet daa som
no, og no som daa —:
”I den sama Morgenbladsartikelen,
som gjorde meg ”ukaldet” til aa tala
med om vaar Millomrett med Sverige,
stend, at dei (som no vilja taka for god
den fyreslegne Omgjerd i vaar Riksact)
”om ikke lang Tid vil erkjendes for de
bedste og klogeste Fædrelandsvenner,
fordi de vare villige til i rette Tid at
gaa ind paa et billigt og mindeligt
Opgjør.” Og, om dette Forslag no verdt
drepet, so kunde denne Sak ”komme
igjen i en værre Skikkelse paa en Tid,
da det under en ”ewopæisk Nødven-
dighed” ikke var saa let at sige NeiX
I desse ber af meg understrokne
Ord kan Lesaren sjaa Trugsmaalet om
at ganga inn paa denne Omgjerd. Den
knytte Neven er her framstrekt mod
det norske Folk. Det er ikkje Tale om,
anten denne Omgjerd er god eller vond
for os, men om det, at den maa fram.
Det er Voldsmannens vanlege Ord dette,
”i rette Tid at gaa ind paa et billigt
og mindeligt Opgjør”, med den knytte
Neven 1 Bakhaand, at ”der kan koma
ei Tid, daa det ikke verdt so lett at
segja Nei”.
Den, som ikkje kjende til vaar heile
politiske Samheng, so kunde han tru,
at han her berre hadde med ein sanse-
laus Bladskrivar at gjera. Men so er
det ikkje. Det er tyertimot Mannen med
Stikordet for Politiken til vaart Mini-
sterium og dets Vaapendragare, nem-
lig Samrørings-(skandinaviske) Selskapet.
Talar du med desse Herrar, so høyrer
du altid fraa ein uplyft og trugande
Finger: ”ja, ja, denne Sak kjem Natio-
nen ikke fraa; den kjem verre og verre
for kver Gong. Vil de ikkje no med det
gode, so kjem nok Mannen med Riset”
osv. Og dreg du deg til Minnes Maa-
ten, som dette Ministerium kom til Li-
vet paa, og ser du dets Framferd i eit
og alt, so vil du finna, at dette alt er
i den bedste Samklang. Eg sagde her
før, at Ministeriet var født under Trykk
og derfor skapt til at tola Trykk. ”La-
keiskapet” er lenge seet i myket og
mangt; vaart Skaanske Selskap har baade
vel og lenge predikad den modlause
Læra, at vi ikke lenger kunna vera
eit sjølvstendigt Folk, og no endeleg
verdt Katten her slept ut af Sekken
paa opne Gata.
Solangt ero vi altso komne etter
50 Aars Fridom, at Landet slikt skal
lata sed sputta i Syna af Menn, som
det sette til Heider og Ære og lønde
so godt. Denne sama Morgenbladsarti-
kelen klagar over, at Norge efter denne
Pridomstid ikkje er komet lenger en til
at ein Mann som Jaabæk kan hava sliket
Magt over Folk. Men, eg undras kven
er verre eg: Jaabæk, som vil nedsetja
nokre stakkars Pensioner og ellers fara
med Ting, som aldri kunna bli riksfar-
lige, eller desse Herrar, som lata seg
truga af Utlendingar til at vera wuuor-
ske, og som truga Land og Folk med
slikt som alt dette, dersom vi ikke ero
lydige, snilde Gutar? — For kver den
som er nokot annat og meir en ein
tankelaus Pensionist eller næringsdri-
vende Vitenskapsmann, for honom maa
Jaabæk vera ein Gudsfugl imot desse
Folk, som, etter slik Tale aa døma, up-
gjeva sit Lands sjølvstendige Stilling;
for her, som denne Sak no stend, verdt
ikke spurt etter eller afgjort, anten ei
Omgjerd i vaar Riksact er nyttig eller
ei for desse tro Folk, men det er Maa-
ten her nærast er Tale om, den nemlig,
anten vi Norske rettfram skulle under-
kasta os, eller vi skulle underhandla
som sjølystendige Menn. Det er med
greide Ord, anten vi skulde taka mot
Pryl eller ei. Og desse Folk, som bjoda
os at bita paa dette, er dei, som kalla
seg dei ”dannede” i Motsætning til dei
”raa”. ”Raaskapen” maa vera fæl, skal
han kunna bjoda os ein Kost, som er
verre en denne.” —
— Storthinget forkastad Unions-
forslaget.
Den ”europæiske Nødvendighed” kom
ikkje.
Skræmeskot! Skræmeskot med laust
Krut! Fagert Folk, — blanke Vaapen.
Tingvali. I Finnmarki
Høgreval: Skrivararne Flor (19 R.) og
Rynning (18) vart valde.
Valmannsval vert no bhaldne 1
Trondarnes Fylket (Senja og Trums);
Vinstre vinn mest alle Stader. Midt i
Maanaden byrja Valmannsyali i dei fleste
andre Fylki, der Tingmannsvali skal
haldast 9—16 NSeptbr.
Dei, som skylder for Bladet,
lyt no vera so gode aa betala.
Lysingar.
Qvams Skole.
(Smaaskole, Middelskole, kortvarigt
Kursus for ældre paa Latin- og En-
gelsklinje, 2aarigt Latin- og Realgym-
nasium). Indmeldelser modtages Kl.
12—2, Universitetsgaden No. 6.
P. Qvam.
5ReRSAS||ERSRS080:
Kvindeligt Realgymnasium
og Middelskole.
q TInivwversitetssaden No. 8.
q Kontortid Kl. 12—2.
t P. Qvam.
boe&esesesesselll =
Om Trontalen den
21de Juni 1882.
Et velment Ord til det norske Folk.
Af en Fedreiandsven.
(Særaftryk af ”Nordmanden”.)
Pris 10 Øre, frit sendt i Posten. For I
Krone sendes frit 20 Ekspl., for 2 Kroner 50.
Betalingen kan sendes i Frimærker. For 3
Kroner sendes 80, for 4 Kroner og derover
30 for hver Krone:
sNordmanden*s Ekspeditien,
Torvgaden 5 b, Kristiania.
Kristiania.
Nikolai Olsens Boktrykkeri.
vart det
te
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
