Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46 H. F. FEILBERG
hægtet op for at se. Det er oldkvadenes Gudrun Gjukes-
datter og Sigurd Fåvnesbane, der her endnu lever i sagnet.
Hestene er kulsorte, har &jne, der lyser i mørket, de styres
med gloende stænger eller jærnbidsler, som i forening med
rytternes råben forårsager en vældig larm, der høres langt
bort. Toget går både over vand og land, hestenes hove
rører næppe vandskorpen. Foran i følget rider »Jule-
svendene«, forest den ældste på en hvid buk, under hvis
fødder gnisterne lyser. Også »Julebukken« er med; han
er benløs og blodløs, har langt hår, otte horn, der er store,
og han kyser alle bårn. Endelig en Nøkken med, og da
han ikke lider at høre sit navn nævne, må ingen sige:
»nyk på beitsle!« Nærmest efter ham den uretfærdige lens-
mand på Dalsøren. De, som ellers er med, er ånder, »der
ej har gjort såmeget godt, at de kan fortjene plads i himme-
rige, men heller ikke såmeget ondt, at de skal i helvede.«
Dertil er der drukkenbolte, slagsbrødre, nidvise-kvædere,
skelflyttere, ildgerningsmænd, kvindfolk og styghed. Iblandt
findes også fornemme bedragere og slige, der har forsvoret
sig til djævelen. Nu og da nævnes bestemt, at følget be-
står af gengangere; draugene af druknede piger rejser sig
af hav og slutter sig til flokken. Nordenfjælds siges, at de
dødes sjæle farer afsted i »Gangfærden« med dump og
hvislende lyd, og alle levende må søge at komme bort for
ej at rives med.
Snart kommer følget ridende på gloende heste med flag-
rende hår og skæg, med musik og larm, eller også på
tomme tønder, på bukke, geder og svin; snart kommer de
kørende i kærre, heste og folk i fygende fart, i torden og
lyn, med rammel og skrammel, med dur og bjældeklang
gennem gårdene.
Der er ikke én Jolaskrei« i helligdagene, men mange.
Når så flere, hver fra sin håj, mødes, hilser de hinanden
med næve, idet de griber hverandre fra håndledet op imod
albuen og siger: »heil!« Der svares: »heil er dan, so heil
vil vera.« — »Hvor skal I hen? »Til den og den håj!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
