Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 H. F. FEILBERG
du skal gå et ærinde for mig til keruben, der vogter livs-
træet med et flammesværd«. »Jeg er rede, fader,« svarede
Set, »sig mig blot besked om vejen og forklar mig, hvad
jeg skal sige til ham«. »Du skal sige ham, at din fader
er træt af livet, og fåje til, at han må give dig til mig den
barmhjærtighedens olie, som Gud i afskedsstunden lovede
mig, da han udjog mig af paradiset.«
Set fik besked om, at han skulde gå mod øst og der
træffe en grån vej, som førte til paradiset. »Du kan ikke
tage fejl,« sagde Adam, »du vil se i det frodige græs visne
spor, det er din moders og mine fodtrin, thi så stor var
vor synd, at hvor vi satte vor fod, kunde græs aldrig
mere gronnes.«
Set begav sig så afsted, gennem tornenes og tidslernes
øde land, først vejledet af de svedne spor. Efterhånden,
som han kom længere mod øst, blev landet frugtbarere,
solens lys klarere, indtil han i det fjærne blev paradisets
mure var gennem soldisen. Jo nærmere han kom, jo
rigere og frugtbarere blev naturen, fuglene sang, luften
var fyldt af blomsterduft, og glansen derinde fra strålede
ham imøde som en luende ild. Men så lagde en tåge
sig over egnen, et glimtende, flammende lyn fo’r ned foran
ham og standsede ham. Han faldt på sit ansigt i til-
bedelse, og hørte kerubens røst, der talede til ham: »jeg
kender dit ærinde. Endnu er tilgivelsens stund ikke
kommen. Fire tusinde år må hengå, inden den port, der
blev lukket ved din faders ulydighed, atter kan åbnes.
Som pant på den tilgivelse, der skal blive menneskeslæg-
ten til del, skal genløsningens træ gro op af din faders
grav. Se, hvad han mistede ved sin overtrædelse.«
Tågen svandt, kernben lukkede den mægtige port, der
strålede af luende guld, op, og Set så et vidunderligt syn.
En krystalklar kilde så han, i solstrålerne stod der en
sky af sølvstøv om den; den delte sig midt i haven i fire
stråmme. Over kilden bredte et mægtigt træ sine grene,
med en vældig stamme rejste det sig håjt op mod himlen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
