Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 H. F. FEILBERG
julefærden, se Storak. Sm. 205: bor i skov om sommer, Storak. Sm. 5;
den vil have sin kvældsmad hag ovnen, Storak. Sm. 6; Houbuk, Strom
Sondm. Il. 538: Nyarsbuk, Storak. Sm. 7; Julebukken stanger, Lidm.
107; billede af den, Storak. Sm. 46, Hest 26. — Julegieden, se Storak.
Sm. 6. 7. — Julekat, Juleræv, Arnas. II. 570; om alt dette jfr. Mann-
hardt Bi. II 192 flg., N. Bergenhus A. (1901) 654 flg.
S. 60. De dodes færd julenatien. Det er altså min tanke, at vætterne,
der færdes i julenætterne, væsentlig er dødninger eller skikkelser, der
stammer fra dodningernes kreds. Heksene er mennesker, Trolde og
Jætter hører til dæmonerne, men de synes forsvindende i antal og
magt. Af >Vættedyrene« har kun »Glosoen« nogen betydning, og når
der fortælles om den, at ilden gnistrede ud af dens børster, kunde jo
mulig forestillingen herom stottes til et eller andet lysmeteor. Jeg
kan blot nævne, hvad der var anført i Aftonbl.s Halfvecko Uppl. nr. 7,
1903, at præsten C. Lindstén i Tånnå, på sin rejse sidste julenat til
ottesang i Vårnamo, mødte et »irrbloss«, der fulgte vejens bugter og
gik imod vinden. Først antog præsten, at det var en mand med en
lygte, men lysningen nærmede sig og standsede i en hestelængdes af-
stand. Da hesten ikke kunde drives frem imod det, steg præsten af
og gik det imøde, hvorefter det på en gang sluktes. Der tilføjes, at
meddelelse om det skete er indsendt til Videnskabernes Akademi.
Slægtens og folkets døde er det unødvendigt at dvæle ved, men
hvorledes forholder det sig med Alfefolket og i det hele taget med
alle de andre skikkelser, der med det >»skjulte folk« gæmmes i tåge
og mørke?
Alferne, on. alfar, nyisl. ålfar, kaldes også huldufålk (Årnas. I. s. 1);
i norsk alver, elver, der nok kun sjælden findes. I Sverige er »elfven«
el, »ålven« ved ordenes lydlighed knyttet til elven og blevet en nøkke-
skikkelse. Dansk folketro drager Elverfolket, også påvirket af lydlig-
heden, til elletræerne og anviser det plads i ellemoserne, Det andet
navn på alfefolket >Huldufolket« betyder det skjulte folk (hylja, fort.
huldi, dække, skjule; dansk hylle, tilhylle) genfindes i Norge som
Huldrer og i Danmark som »Hyldefolket«, knyttet til Hyldetræet, hvis
alf hedder »Hyldemor« (se Jysk Ordb.).
Om Alfefolket er meddelelserne uklare. Sammenstiller man for-
tællingen i Eyrb. s. 4 (7 flg): Thorolf Mostrarskæg troede, at alle
hans frænder efter doden skulde tage bolig i Helgafell øg vilde, at
næsset, hvorpå fjældet stod, skulde holdes så helligt, at ingen dær
måtte forstyrre alferne ved at forrette sin nødtørft (alfrek ganga), med
beretningen i Flatø Bogen II. 7, at Olav blev lagt i håj, og der ofredes
til ham under navn af Geirstade alfen, synes deraf at fremgå med
nogen rimelighed (Fritzn. Ordb. under alf, Lappernes Hdskb. 209 flg.),
at i en gammel tid, måske en forhistorisk, er alfer blevne opfattede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
