Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 4. Romantikken i Danmark. Utviklingsfilosofi og individualisme - b. Niels Treschow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
FILOSOFIEN I NORDEN.
IOI
ning, at mennesket har sit ophav i en dyreorganisme, i et sjødyr eller en
ape, kanske i en nu utdødd apelignende mellemform. I dette som i flere
punkter som hænger sammen med det, er Treschow original, og han er
sig bevisst at føre nyt frem. Han æsker sine motstandere til at gi svar
paa de og de punkter, hvis de vil gjendrive ham1. Det synes efter dette
at være god grund til at tale om en nordisk prædarwinisme.
Et metafysisk grundtræk i Treschows lære er det at det i selve stoffet
hviler en indre drift til dannelse. Utviklingen blir dermed tænkt i tjeneste
hos et høiere verdensprincip. Hos mennesket gir denne drift sig tilkjende i
rent aandelige tilskyndinger som det sporer i sit indre. Menneskenaturen
eier en særegen perfektibilitet. Personligheten naar allstødt voksende
høider. Paa dette punkt tar Treschows tænkning farve av hans
individualistiske overbevisning. Hans opfatning av »menneskeværd og menneskevel«
gaar ut paa at kvintessensen i utviklingen, meningen med aandshistorien
skal søkes hos de bedste inden slegtens midte. De fuldkomneste
individers og nationers fremgang, sier Treschow i sit skrift: Historiens filosofi
(s. 53), maa betragtes som artens egen, og blandt de forskjellige kræfter
eller deler som hører til den menneskelige natur, maa vor opmerksomhet
især fæste sig paa det ædlere slags. Saadanne ord uttaler den ytterste
visdom i individualismens teori. Det levende har sin høieste form i
fornuftvæsenene, aandens liv blir tilværelsens mening. Men det aandens
liv er det menneskets kald at føre til største høide. Den filosofiske
tænkning laaner her ny spændkraft fra poesifyldte drømmer. Sit mægtigste
uttryk har den individualistiske livsopfatning i dette punkt fundet hos
Nietzsche, i læren om overmennesket. Treschow har draget en lignende
slutning av den utviklingslov som for ham uttrykte tilværelsens mening.
I en avhandling i Det danske videnskabernes selskabs Skrifter bd. 5 1807
—08 s. 99 ff.: Om menneskeslegtens utarting, drøfter han spørsmaalet om
menneskets mulige fuldkommenhet har sine grænser. Han mener at man
kan iagtta en fysisk utartning; »det menneskelige kjøn maa i sin
nuværende tilstand ophøre«, og T. er tilbøielig til at tro at det nuværende
menneske vil avløses av en fuldkomnere type; at »sjælen efter at have
nedbrudt sin forrige bolig vil være istand til at opføre en anden for sin
høiere stand mere passende« (1. c. s. 118 fg.).
Det var Treschows skjæbne at vie et litet folk sine evner, at lægge
sin gjerning i at veilede norske og danske i filosofisk tænkning. Han
rak ikke med sine originale idéer frem til den store verden utenom, i Europa
til det videnskabelige stortorv, der tankerne faar sine værdier tilmaalt efter
1 Se Elementer til historiens filosofi s. 103, s. 81.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
