Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135 Fiskerjænten
Sneen tok på at gli av fjællene, det grønnedes så
småt på markerne. Det liv som ved vårens komme
vågner på en jord mellem fjællene, er stort, som
længselen var stor. Menneskene blir raskere, arbejdet lettere,
rejsehugen ser ut over fjællene. Men Petra, skjønt
hun længtes, hadde aldrig ælsket stedet og tingene som
nu, hun skulde skilles fra dem; ja, det var som hun
intil nu hadde forsømt dem, fordi hun først nu forstod
dem. Hun hadde bare nogen dager igjæn der på
gården; hun og Signe gik omkring og tok farvel med alle
og alt — især med de steder de sammen hadde fåt kjær.
Da mældtes dem av en bonde at Ødegård var oppe på
Øjgarene, og at han agtet sig ned til dem. Pikerne
blev begge ganske sky og hørte op at gå ut.
Men da Ødegård kom, var han så lvs og glad som
ingen før hadde set ham. Hans ærend i bygden var at
lægge en folkehøiskole der, og i den første tid, til han
fik en lærer han likte, selv at styre den; senere vilde
han sætte annet og mere i gang. Han betalte på den
måte, sa han, noget av farens gjæll til bygden, og hans
far hadde lovet ham at flytte til ham. straks huset var
færdigt. Såvel provsten som Signe blev overmåte
glade ved dette naboskap, Petra også, men det fallt henne
dog fremmed, at nætop som hun rejste, bosatte han sig.
Provsten vilde at de dagen før Petras avrejse
tilsammen skulde nvde den hellige nadver. Dermed fallt en
stille højtidelighed over de siste dager, og når de talte
sammen, skedde det halvt sagte. I skjær av denne
stemning stod alt Petra gav sit øje for siste gang, med
alvorlig tale. Det oplevede vilde gjænnemgåes, hun
stod i avregningsforhold til det: ti intil nu hadde hun
aldrig set tilbake, men kun frem. Nu møtte det
alt-sammen, fra barndommen til idag. de første lokkende
spanske viser sang atter, de mange forvillelser av uredig
længsel, som hennes barndom og ungdom hadde dradd
sammen, toges atter på og av igjæn, stykke for stykke,
som man prøver gamle mål. Var der noget hun glæmte,
sa hadde en ting i hennes nærhet minnelsen på rede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
