Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der stod hoit over mig, saa troer jeg ikke, du kunde finde
nogen, der fuldkomnere kunde hengive sig til dig. Ja, det
gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet hos
mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre
bebreide mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for
min egen Skyld, som for at du skal have En, der har de
Feil og Mangler, saa jeg gjerne kan sige, at hele mit
Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den høieste
Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar
Aftes, da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og
fordybede mig i dit Væsen. Jeg ønskede kun at kunne
hengive mig, leve og opoffre mig for dig, og det kan slet
ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel, at du foler
ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du
sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig,
om du ene kunde leve for mig •, og det var heller slet
ikke sandt, naar jeg svarede, at det forlangte jeg heller
ikke. Det var dog med en lidt resigneret og smertelig
Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot det, at om
du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de
hoie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit
egentlige Liv mig til, og med det lever du dog
fuldkommen for mig, ikke sandt? Andet ønsker jeg jo heller
ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke kunde ønske, at
du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig,
det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og
Forfængelighed. Det maa jo netop være min høieste Glæde,
at du ret skulde blive til noget. — —«
Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit
sædvanlige Mellemværende mellem de høiere og lavere
Følelser, endnu i den Sommer en ganske naturlig og meget
forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik os begge, den
hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive til
i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok
ikke tog mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø
var bleven ledig, og jeg tænkte paa at søge den, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
