- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
237

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Osvald havde altid været seet noget skjævt til af den
gamle Stok, som En der vilde gjøre sig vigtig med
ufornøden Lærdom, skjønt intet var fjernere fra hans beskedne
Væsen. Alene det, at han var den eneste Søofficier, der
gjennemgik den militære Høiskole, blev anseet som Mangel
paa god Corpsaand, som om man ikke lærte nok paa
Sø-cadetakademiet og ombord. Nu, det varede ikke mer end
fjorten Dage, før han og Krieger viste, at de elskede deres
Flag lige høit. De var begge blandt de sidste i Skibet og
endte deres Dage med det.

Det var da sidste Gang jeg saae Osvalds skjønne
vemodige Skikkelse. Han var ligesom hans Hjærtensven
Adolf Fibiger af dem, hvis Ungdomsliv, trykket af Tidens
Brydning mellem Frisind og Militærstramhed, mellem
Romantik og Hverdagslivets smaa Forhold, fortæredes i
Mismod over ikke at kunne finde det, der er værdt at
offre sit varme Hjærte. Adolf var vildere i sine
Lidenskaber og begik Daarskaber. Osvald var tilsyneladende
rolig, og faldt aldrig ud af sin fine ridderlige Holdning,
men led ikke mindre, snarere mere af sit vanskelige
Hjærte. Han var tilbedt af Damerne, men trak sig med
Anstand ud af ethvert Forhold, der truede med at binde,
og vænte sig til den bittre Filosofi, at man ligesaa godt
kunde tage den ene som den anden. Det var sørgeligt i
vore Sammenkomster hos Vilhelm, at høre ham med rolig
Veltalenhed stadig vende og dreie dette hjærteløse Thema.
Ingen var mere fortvivlet derover end hans Broder, der
baade elskede ham saa høit, og bedst vidste, paa hvilke
Veie han havde samlet al den Bitterhed. Dette i Følge
med det meget Bryderi han havde havt i sin Stand,
gjorde, at han sidste Garig gik ombord som en Mand,
der helst søgte en Leilighed til at offre sit Liv med Ære.
Vi havde en Følelse deraf. Da det var skeet, behøvede vi
næppe at nævne det, førend vi forstode hinanden.

Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar
megen Morskab; for han var mærkelig i Retning af Hjærte-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0251.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free