Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
BREVE TIL EN VENINDE.
„I meget opfatter *** og jeg vistnok Frihedens
Idee forskelligt, men vi ere enige i det væsentligste:
at forholde os tjenende til den. For Gud skal
man ikke kæmpe, han skal tjenes. Enhver Sag,
hvori Sandhedens Spire ligger, har Sejren i sig selv;
vi ere Redskaber i dens Tjeneste. Det Udtryk, der
i Skriften bruges om Kvinden, „det skrøbelige Kar",
har altid rørt mig saa usigeligt. Ja, vistnok
skrøbelige, det føler vel Enhver, der som jeg har sin
Opgave anvist mellem Mænd, men dog Redskaber,
ikke Luxusvarer — Nips. Jeg er skrøbelig, ikke
alene af Natur, men af Helbred, men det skal ikke
forknytte mig, saa længe jeg kan bruges."
„Jeg føler mere og mere, jo ældre jeg bliver,
hvor lidt og dog hvor uendelig meget vi Mennesker
kan være for hinanden. Vorherre bruger den
indbyrdes Undervisning i sin Skole, men naar vi
glemmer, at det er ham, der bruger os saaledes, og vil
opdrage hverandre for ramme Alvor, saa føles det
snart, at en Blind ikke kan lede en Blind."
„Kvinden, naar hun har tabt sin Penning,
„tænder Lys, fejer Huset og søger med Flid," til hun
finder den. Og først naar hun har fundet den
igen, samler hun Veninder og Naboersker, for at de
skulle glæde sig med hende. Saadaa skulle vi ogsaa
glæde os med hverandre, naar vor Sjælefred er
bevaret eller genvundet i Livets Kamp — men hver
maa stride for sig og bære sin egen Bj^rde."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
