„Den kirkelige ans kue lue." 37 paa hvilken Tro der maatte døbes, naar man ved „Tru og Daab" vilde være sin Salighed vis, det saa jeg straks, er saa aabenbar unægteligt, at hvem der ikke vil lade Tros-ordet vod Daaben gjælde som et Ord til os af Herrens egen iland, maa enten fornægte Herren som Daabens Indstifter eller fornægte Daaben som Livskilden, og derved stille sig selv udenfor den kristne Menighed. Fra dette Øieblik af maatte det være min eneste Kirke-sorg, at faa alle dem, der havde Hjerte til at tro paa Jesus Kristus, til at fæste deres kristne Tro til Herrens Munds-Ord som Livs-Ordet ved hans egne Indstiftelser, og fremfor alt. til Tros-Ordet ved Daaben, som Herrens og Menighedens sammensmeltede Vidnesbyrd.1' („Kirkespeilet" s. 343—344). Det som her er uttala staar i strid mot og kan ikkje forlikast med dei meiningar dei gamle skriftteologai hadde om ophavet til kyrkja og om kyrkja si første soga, desse som sette det skrivne ordet i første rekkje og meinte, at det var paa det kyrkja var grunnlagd og hekk uløyseleg saman med, altso bibelen. Grundtvig segjer: ,,Ordet, det lydelige, mundtlige Ord, hliver den eneste virkelige Kjendsgjerning i den kristelige Kirke-Historie, saa efter deres Ord og de rea Forhold til det kristelige Ord bedømmer vi alles Forhold til Kristus Og hans Menighed, og ænser kun Bogstav-Skriften, for saa vidt den er et troværdigt Vidnesbyrd om det levende Ord og dets Skjæbne i Verden.'1 („Kirkesp." a. 20—21). Om forholdet mil lom det skrivne og livande ordet skriv han: ..Ligesom den apostoliske Trosbekjendelso ved Daaben er det ægte Q rund-Evangelium, hvorom det med rette kan siges, at det er don Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror. saaledes er den ogsaa den ægte levende Kirkehistorie, som er de tre himmelske Vidners og den jordiske Men ig -heds Vidnesbyrd om den ægte, uforanderlige Kristendoms Forplanteise fra Slægt til Slægt fra den første Daab paa