Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
b’ul kehøgsku len.
Det skulde blive en skole, som skulde gjøre gavn." Og jeg
udmalede saa Vigs mangeaarige begeistring for høi skoletanken, at
med den rundt om i de store folkedistrikter vilde et nyt kuld
norske mænd og kvinder komme til at befolke landet.
Vi var begge blevne saa optagne af denne Vigs lystanke.
at Anker med sit store varme hjertelag udbrød: „Stakkars Vig,
som skulde dø. før han kunde faa se en saadan skole. Men kom
Arvesen, du og jeg reiser den - vil du ikke gjerne dette?" —
„Jovist, men midlerne’?" — „Vær ikke ræd, der skal nok bli
midler."
At vi begge glemte baade professoren og forelæsningen
falder af sig: vi befandt os langt oppe i Aker, før vi opdagede, at
det var mere end en time over tiden.
Jeg har ikke nogen gang følt mig saa sjæleglad som efter
den samtale. Men da A. ikke var mere end 20 aar, medens jeg
var snart 28, var jeg jo lidt bange for, at det hele kunde være
en øjebliksstemning, som skulde dø hen eller finde slige
forhindringer, som det unge hjertelag ikke mægtede at overvinde.
Jeg nænnede derför ikke de følgende gange, vi mødtes, at røre
ved sagen, før han selv en dag spurgte, om jeg havde glemt,
hvad vi talte om. Da tog vi selvfølgelig atter fat og begyndte
endog saa at spekulere over stedet hvor skolen burde lægges.
Jeg fremholdt da uvægerlig Hamar —- utvilsomt fordi jeg baade
var lidt kjendt i deu by, i Lillehammer havde jeg jo aldrig
været, endvidere fordi min gamle skolebestyrer Albert Lange havde
sin virksomhed der, endnu mere, tror jeg, fordi Grundtvigianeren
den bekjendte Embert Haugen, havde ved sin skole paa Næs
vundet alles hjerter og derved forberedt adskillig jordbund i
Hedemarks bygderne. Mest dog kan jeg huske den ting virkede
paa mig, hvad Vig havde udtalt paa et større lærermøde ved
Storhamars domkirkes ruiner nogle maaneder før sin d»d —■ midt,
mellem de store smukke hvælv og i det mægtigt befolkede
Hedemarken: „Her er et mindernes sted, et sted, hvor følelsen for
folk og fædreland maa flamme op og drive os til at tænke paa,
hvad Norge var, og hvad det kan haabe at blive i kommende tider."
Disse Vigs ord og hans senere mundtlig udtalte glæde over
den lyttende opmerksomhed, hvormed folkeskarerne hørte paa
talen, havde grepet mig, saa jeg følte mig overbevist om, at af
alle egne i landet maatte her være stedet for en norsk
ungdomsskole paa historisk grund. Anker var uden nogen som helst
indvending enig med mig heri.
Men tiden, naar sagen skulde sættes i verk? Ja, vi maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
