104 b'ul kehøgsku len. Det skulde blive en skole, som skulde gjøre gavn." Og jeg udmalede saa Vigs mangeaarige begeistring for høi skoletanken, at med den rundt om i de store folkedistrikter vilde et nyt kuld norske mænd og kvinder komme til at befolke landet. Vi var begge blevne saa optagne af denne Vigs lystanke. at Anker med sit store varme hjertelag udbrød: „Stakkars Vig, som skulde dø. før han kunde faa se en saadan skole. Men kom Arvesen, du og jeg reiser den - vil du ikke gjerne dette?" — „Jovist, men midlerne'?" — „Vær ikke ræd, der skal nok bli midler." At vi begge glemte baade professoren og forelæsningen falder af sig: vi befandt os langt oppe i Aker, før vi opdagede, at det var mere end en time over tiden. Jeg har ikke nogen gang følt mig saa sjæleglad som efter den samtale. Men da A. ikke var mere end 20 aar, medens jeg var snart 28, var jeg jo lidt bange for, at det hele kunde være en øjebliksstemning, som skulde dø hen eller finde slige forhindringer, som det unge hjertelag ikke mægtede at overvinde. Jeg nænnede derför ikke de følgende gange, vi mødtes, at røre ved sagen, før han selv en dag spurgte, om jeg havde glemt, hvad vi talte om. Da tog vi selvfølgelig atter fat og begyndte endog saa at spekulere over stedet hvor skolen burde lægges. Jeg fremholdt da uvægerlig Hamar —- utvilsomt fordi jeg baade var lidt kjendt i deu by, i Lillehammer havde jeg jo aldrig været, endvidere fordi min gamle skolebestyrer Albert Lange havde sin virksomhed der, endnu mere, tror jeg, fordi Grundtvigianeren den bekjendte Embert Haugen, havde ved sin skole paa Næs vundet alles hjerter og derved forberedt adskillig jordbund i Hedemarks bygderne. Mest dog kan jeg huske den ting virkede paa mig, hvad Vig havde udtalt paa et større lærermøde ved Storhamars domkirkes ruiner nogle maaneder før sin d»d —■ midt, mellem de store smukke hvælv og i det mægtigt befolkede Hedemarken: „Her er et mindernes sted, et sted, hvor følelsen for folk og fædreland maa flamme op og drive os til at tænke paa, hvad Norge var, og hvad det kan haabe at blive i kommende tider." Disse Vigs ord og hans senere mundtlig udtalte glæde over den lyttende opmerksomhed, hvormed folkeskarerne hørte paa talen, havde grepet mig, saa jeg følte mig overbevist om, at af alle egne i landet maatte her være stedet for en norsk ungdomsskole paa historisk grund. Anker var uden nogen som helst indvending enig med mig heri. Men tiden, naar sagen skulde sættes i verk? Ja, vi maatte