Norge. 105 jo först begge om 3 4 aar blive færdige med vore eksamener. Og saa maatte Anker faa sin faders godkjendelse, og saa maatte ogsaa meget ellers paa tænkes som forberedelse. Jeg erindrer ikke nu længer, i hvad orden disse forskjellige bisager kom. Hvad jeg derimod godt mindes, fordi det holdt paa at tilintet-gjøre det hele. var, at da vi begge var færdige og skulde begynde, kom udbruddet av den dansk-tyske krig i 1863. Anker havde netop den sommer ægtet Mix Bojsen, og for en tid bosat sig i Kjöbenhavn. Krigen optog alles sind: Frivilliges anmeldelse og deltagelse, basarer og indsamlingskomiteer optog uge efter uge og maaned efter maaned alles tanker, ikke bare i Kjøbenhavn, men langt udover; selv her i X orge gik harmen og krigsbølgen heit. Sterkest gik den selvfølgelig i det angrebne lands hovedstad. At tænke paa fredens sysler, var i mange maaneder den rene uraad; allermindst havde man tid 61 at fare med nye ting. saadanne t. eks. som paabegynde!sen af en folkehøiskole i Norge. Jeg lrnrte i over 1 aar intet mere fra Anker; han havde jo begge hænder fulde af basar- og indsamlingsombud dernede i Kjøbenhavn, Nu traf det sig underlig nok saa, at Folkestad, som netop i de dage var valgt til biskop i det nye Hamar stift, en dag kom til mig inde i en af Kristianiagaderne og spurgte mig om skoleplanen var uddød hos mig og Anker. Jeg berettede hvordan det stod, og han bad mig da indstændig sige Anker, at en sag. som var kommen saa langt i folkets omtale som denne, skulde og maatte ikke opgives. Det var i det mindste nu blevet en æressag at sætte tingen igang, og personlig mente han. at en skole for den voksne ungdom var et fædrelands arbeid af meget stor betydning. Jeg var ikke sen, for jog meldte modet og samtalen til Anker. Folkestad var jo Fredrikshaldpnest og en god ven af Ankers dernede og en månd, hvis ord gav autoritet. Samtidig sendte jeg Anker en række artikier jeg havde skrevet i mit „Kirkeligt Folkeblad" under titelen: „Er folkelige haiskoler ønskelige?" Jeg havde i disse efter bedste evne beskrevet,- hvad disse skoler vilde. Nu lik jeg svar: det skulde nok gaa. Ikke mange dage efter kom Anker oj» til Norge og bad mig følge med op til Hamar, for at vi kunde finde et passende lokale. Vi fandt da et — oppe i Mæhlmnsgaardens pakbod —, det kunde ved nogen reparationer nok gaa an, og da det ved økonomisering med rummet vilde kunne rumme omkring 14 elever, fandt baade vi og vor ven Lange, at det sikkert var stort nok for det förste aar.