115 jeg hørt måge til gudstjeneste! Og hun sad og saa paa ham, naar han talte og sang, med skinnende øine og med i'ugtige. i hendes øine var der noget underligt dobbelt, 110-gei nær ved, som tog tæt indtil, og noget langt, langt borte og sommetider var det ene over og sommetider det andet. Saaledes ogsaa i hendes sjæl. En umaadelig higen, et uniaa-deligt savn, men ogsaa glæde over det nærmeste, over lidet, og disse to i stadig veksel. Og den li!le glæde gav igjen savn — evig denne modsætning, — — Skolens største gjerning var dog, at den lærte andre mænd at sige til sig selv, at det største, de kunde gjøre, var at gaa ud og blive lærere for voksen bondeungdom. — En af følgerne vaj' en øget borgerfølelse. — Uden folkehøjskolen vilde den selvstændighedskamp, som vi tildels endnu farer (i 1901), og vort selvstyre ikke vägre naaet saa fort og saa godt, om det overhovedet var naaet, -— Alle frisindede valg er paa første eller andre haand at føre tilbage til folke høis ko l en." — Det var i ei national og politisk stridstid, at folkehøgskulen kom til vaart land. Difor vart a.lle som reiste høgskular, ogso politikarar, til vinning for politiken, til skade for skulen, men til gagn for landet og folket. Dei fabriker Anker var med og fekk i gang, gjekk med tap. Ankers tid vart mykje borthefta med dette, paa. same tid som avisarbeid og politik optok Arvesens tid, og det saag ei stund ut, som skulen skulde slutte, endaa medan dei baae stod i si fulle arbeidskraft. Sagatun var ogso stengd ei stund; Arvesen heldt daa høgskule i Telemark, Men med hjelp av vener fekk han i 1879 bygt eit nytt Sagatun, tett ved det gamle, der Arvesen heldt skule til 1892. I 1885 vart Anker postmeistar paa Hamar. Det siste aaret lian livde, var han blind. Daa skreiv han dette dikt: rNu daler solen sau sagte ned, mens skyggerne vokser og stiger. O, den sam kun sige: Yu, hnr jeg fred! kun market er det som viger.-'