134 Folkehftgx kitlen. gifte sig af Kjærlighed end for Penger. Den vil lære dem at skatte Frihedens Værd og at elske Oplysningen, ikke for dens udvortes Nyttigheds Skyld, men for dens egen. Den vil hjælpe dem til at tænke selv over de aandelige Spørgsmaal, i Stedet for at ta sine Meninger paa Borg hos en Embedsmand eller et Blad. Den vil vække de aandelige Kræfter i vort Bondefolk til Virksomhed. Og dette kan den ikke opnaa alene ved at udbrede en Del Kundskaber. Men den kan gjøre det ved Aandens (Begeistringens) levende Tiltale. — Men det er ingenlunde Bønderne alene, det folkelige Arbeide sigter paa. Det er hele det norske Folk. — Vi haaber paa. at der skal komme en ædlere og dygtigere Slægt end den, som lever i Dag. En i Sandhed folkelig Dannelse. ei) h/slori,sk poetisk Skole, hvor Maadersmaalet i alle Maader er Hovedsproget er det, som skal til for at udjevne Kløften (millom lærde og ulærde og millom mann og kvinne). Den vil hjælpe Mændenes Aandsliv til ikke i indbildt Overlegenhed at vende Kvinderne Ryggen, men til at gaa. riem imøde, som Broder mødes med Søster. Og det er den samme Slags Skole, som Kvinderne trænger til, om de skal faa det Høisind. som giver dem lyst til at dele Mændenes Aandsliv.u Men dette kunde ikkje skje, for Norge fekk ein annan og betre kristendom enn den, som vart forkynnt av dei pietistiske prestar i 70 aara. Det i! flagar lange høgskulemøtet i april 1872 i festsalen paa universitetet synte kor sterk striden no var vorten millom det. nye og garni«. Saman med Schrøder. Bruun, Arvesen og dei andre høgskulefolk stod Bjørnson som ein av hovudtalarane. „Da ban stod paa katedret, rystede det, saa voldsomt talte han," fortalde Ludvig Schrøder. Vonheim folkehøgskule var vei nærast tenkt, for folket i Gudbrandsdalen. Men skulen kom til aa femne vidare, utover heile landet. Mange danskar og svenskar kom det og om sumrane til dei lær ark ursus, som var der mest kvart