170 !'<■ Ikehhgskii len, at vort fædreland aldrig maatte komme ind paa en saa samfundsopløsende politik, som den partiet her har ført. Vi ville blot henvise til beslutningen om de saakaldte valgmenigheder inden folkekirken, til sognebaandets løsning og lignende beslutninger. Disse love som grundtvigianerne prise som de der løfte religionens, frihedens øg tolerancens banner, ere i virkeligheden en krænkelse af menighedernes ret og en utaalelig tvang paa kirken." Her er teke med so mykje av dette, for di det var månge som i den tida saag paa desse ting paa same maaten og spa,adde som Jakob Sverdrup, Men utviklinga seinare har synt, at dei ikkje fekk rett i sine spaadomar. Den grundtvigske skulen har gjort eit stort arbeid i alle nordlanda og synt, at ban kan høve saman med dei serskilde folks huglynde og nasjonalitet, og den held paa aa naa vidare med. Som Ullmann sa paa møtet i 1900: „Vi anerkjender saa villigt det fælles nordiske; men vi har vort nationale løsen, som danskerne har sit, svenskerne sit og ikke mindst finnerne sit." Men dette var noko, som laag lenger fram og utanom det. den 24-aarige teologen hadde tenkt. Heilt syn for dette fekk han vei heller ikkje under alt- det arbeid ban seinare hadde med norsk politik, skule, kyrkje og samfunds-skipnad, — Tankar, idear som paa den maaten er bundne til ein einskild nasjon, soleis som Sverdrup meinte Grundtvigs var, vert, aldri historiske tankar. Skal dei det verte, maa dei formast, etter kvart folks nasjonale sergivnad paa same tid, som dei liver i samanheng med det same liv hj aa andre folk og er i pakt med verden sut viklinga i det heile. — Tankar som ikkje kan dette, kjem ikkje med frigjering, men med band og tvang. Og med omsyn paa det, som er sagt om .valgmenigheder", so er det netop eit spursmaal, som er vorte aktuelt, li jaa oss og truleg vil verte løyst ved ei ordning som den gr undt v i gi an ar a ne i Danmark for 40 aar sidan tok til aa arbeide for, Jakob Sverdrup slutta den lange utgreidinga si med desse ord: