218 Folke h ugsk ulen. Vi staar foran betydelige reformer i vor lovgivning. De politiske rettigheder er eller vil blive udvidet i betydelig grad. Derved er ogsaa kravet paa en større og fyldigere almendannelse blevet sterk ere end nogensinde. Paa samme tid moder det nye Og og fremmede s t er kere end før, breder sig ud over landet og fortunger mange steder det gamle og nedarvede. Der maa gjøres noget for at styrke landsfolket til at møde alt dette. Det er der vistnok månge, som alt har havt en fornemmelse af. Her er det netop, der trænges en fuldt ud norsk ungdomsskole, baaren af frie. helstøbte personligheder, hvis inderste livs t ran g og kald det er at tale til den norske laudsiuigdom og gjøre den villig og dygtig til af hele sin kraft at tage selvstændig del i arbeidet hnade paa det materielle og aandelige livs omraade. Sammenslutningen mellem den høiere og lavere skole vil vansk elig kunne yde nogen hjelp her. De færreste blandt lands-ungdommen vil faa tid og raad til at gjennemgaa en middelskole selv om den er bygget paa folkeskolens anden afdeling og kun varer 2—,H aar. Det er tvertimod at frygte for, at denne ordning yderligere vil føre til, at den evnerigeste landsungdom drages bort fra bondelivet. Og desuden — det er ikke kundskab hverken i tysk eller engelsk, landsfolket først og fremst trænger, saa nyttigt og bra det ellers i og for sig kan være. Skal der være haab om, at den skoledannelse, som vi her har taget ordet for. i større udstrækning kan komme det almene folk tilgode, saa vi derigjennem med hensyn til aandsoplysning og praktisk dygtighed i almindelighed kan holde skridt med vore nabolande, f. eks. Danmark, da maa staten stille sig anderledes til folkehøiskolerne, end den hidtil har gjort. Vi vil atter henvise til Danmark. Om forholdet mellem den danske ståt og folkehøiskolemes virksomhed der udtalte den danske folkehøi skoleforstander J. Nørregaard (Testnip) paa det nordiske skolemøde i Stockholm i 1895 følgende: „Skolen har efterhaanden udvidet sig til at omfatte de fleste af samfundets lag, og folkehøiskolerne kunne derför siges at være godt paa vei til at blive, hvad de altid have villet være, en folke-høiskøle. Det er lykkedes væsentlig ved to foranstaltninger, som i tidens løb er tagne. Den ene er den, at der nu af staten uddeles aarlig meget betydelige summer til folkehøiskolerne, dels til selve højskolernes bestyrere eller forstandere, dels til eleverne. [ grunden mødes disse to veie i én, idet jeg yderligere maa gjøre opmerksom paa, at der til alle forstandere for folkehøjskoler i Danmark stilles meget store krav i retning af at meddele hel