220 Folke h ugsk ulen. ønsker at beholde den gamle form for understøttelsen. Hvad vor henstilling tilsigter er, at staten ved siden af de gamle bestemmelser for statsbidrag til amts- og folkehøiskoler aabner adgang til paa visse betingelser at lade ikke amtsunderstøttede folkehøiskoler faa direkte bidrag af staten. Vi har i vort andragende pegt paa endel saadanne betingelser — nærmest i tilslutning til dansk lov om bidrag til folkehøiskoler af 12te april 1892. Det er muligt., at storthinget i tilfælde finder det rigtigst at opstille flere eller andre rimelige betingelser. Hovedsagen er for os, at der aabnes adgang til at give dygtige og velskikkede høiskolelærere en fra statens side nødvendig opmuntring og støtte til at reise en af tidén og forholdene krævet norsk folkehøiskole. Vi har grund til at tro, at der inden vort folk findes mænd og kvinder, der har baade evne og vilje til at reise nye folkehøiskoler, inen som hidtil Ikke har vovet at ta fat, fordi den i vore dage nødvendige sikre og ekonomiske støtte manglede. Selv om der er dygtige ungdomslærere, selv om mange elever melder sig, er det derfor ikke sikkert, at amtsformandskabet i det distrikt, hvor skolen tilfældigvis ligger, har syn for og forstaaelse af den frie ungdomsskoles almendannende gjerning, og saa staar man der. Kanske, som saa ofte har været tilfælde, politiske, rent personlige eller andre uberettigede hensyn spiller ind, og am tsbidraget bliver negtet. Dermed staar skolen uden økonomisk støtte. Eller bidraget gives det ene aar, men negtes det næste. Dette er lige gält. Hvor megen anerkjendelse man end kan yde vore amtsformandskaber med hensyn til deres villighed til at. støtte folkehøjskolerne, kan det dog ikke negtes, at folke-høiskoierne ved at prisgives de enkelte amtsformandskabers bedømmelse faar en meget utryg stilling, og at deres stilling i betydelig mon vilde forbedres, naar der aabnes adgang til direkte statsunderstøttede. Selv flere af vore mest auer kjendte høisk olelærere og søgte folkehøiskoler har faat føie de usikre kaar, som folkehøiskolen i vort land hidtil har virket under. Og at dette har skræmt unge begavede kræfter fra at. følge sin lvst til at vie sig til folkehøjskolens tjeneste, er ikke tvilsomt, paa samme tid som det har tvunget mange til at nedlægge arbeidet og ta fat paa noget andet. Det ter vei ogsaa siges at være almindelig erkjendt, at de usikre økonomiske kaar har hemmet folkehøjskolens frie udvikling i vort land. Dette haaber vi, at en direkte statsund ers tøtte Ise i mange maader vil rette paa. Trods de uheldige og usikre vilkaar, folkehøiskolen 1 vort