Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skoleloven av 1860 og dens virkninger - 6. Lærerne, deres utdannelse, ansættelse, retslige og økonomiske stilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 55 —
Under den sterke politiske gjæring som
behersket vor indre historie Fra slutningen av
60-aarene og naadde sit høidepunkt i aarene
1880 — 1884 blev ogsaa spørsmaalet om
almu-skolelærernes ansættelse et „stridens æble"
mellem de to kjæmpende flokker i vort folk..
Lærerstanden selv splittet sig ogsaa paa dette
punkt. En del, kanske dog den mindre, fandt
det ikke trygt nok at ansættelsesretten laa i
en statskorporaiions haand. Utenfor
lærerstanden krævet det stadig voksende
demokratiske venstreparti at valget av lærere skulde
lægges i den stedlige skolestyrelses haand som
repræsentant for foraldrene, dog med visse
garantier mot misbruk av denne magt. Paa
en lang rakke av lærermøter utover det hele land
var denne sak selvfølgelig et brændende
spørsmaal. Størsteparten av lærerne holdt dog,
bortset fra deres politiske standpunkt forøvrig, paa
det bestaaende; ja en ikke ringe del krævet
allerede dengang at ansættelsesretten burde
tillægges en centralmyndighet for det hele land.
En særdeles betydningsfuld faktor med
hensyn paa skolens fremgang er lærernes
økonomiske stilling. Denne regnes jo paa sæt og
vis for den sikreste maalestok naar man nu
ser paa folkeskolens utvikling rundt om i de
store kulturland, og de fleste mindre med. For
vort fedrelands vedkommende gjælder dog dette
ikke. Lærernes lønning i tidsrummet før 1860
var gjennemgaaende saa lav at den mange
steder knapt gik op mot hvad den daarligst
stillede kropsarbejder fortjente, og i det
tidsrum vi her har for os gjentok det samme
forhold sig gang paa gang. Allikevel, loven av
1860 indledet ved sine lønsordninger og
paa-bud et nyt og merkbart tidsskifte. Vi kan alene
her gi hoveddragene.
Hvert amtsformandskap skulde, med
stifts-direktionens approbation, fastsætte størrelsen
av lærernes løn for hver skoleuke, hvortil saa
kom et bidrag i penge for kost og herberge.
Denne løn kunde beregnes under ett for det
heie amt, eller for særskilte deler av dette. 1
begyndelsen blev kost og herberge git in natura.
Inden hver kommune skulde der til mindst en
av lærerne skaffes hus og jord, paa hvilken
mindst 2 kjør kunde fødes og en have anlægges
Loven opmuntret paa forskjellig vis
kommunerne til at skaffe saa mange av sine lærere
som mulig disse „emolumenter". Inden de
mere velstillede distrikter blev dette ogsaa gjort
i ikke liten utstrækning, ja mange „lærerjorder"
blev adskillig større end loven krævet. — Et
meget væsentlig fremskridt, som H. Nissen
ofte og energisk hadde gjort sig til talsmand
for, var indførelse av 2 alderstillæg efter 5 og
10 aars tjeneste. Hvert tillægs størrelse skulde
amtsformandskapet fastsætte. Gjennem
tillægs-lov av 19. juni 78 blev bestemt, at samtlige
lærere og lærerinder skulde av statsmidler faa
et direkte lønstillæg av 2 kroner for hver
skoleuke, og hvor lavmaalet av ukeløn var 8
kr. for lærere og 5 kr. for lærerinder, et
yderligere statsbidrag av optil 2 kroner i forhold
til ukelønnens forhøjelse over nævnte lavmaal.
Efter 15 aars tjeneste flk lærerne yderligere 3 kr.
og lærerinderne 2 kr ukentlig paa visse
betingelser, dertil de almindelige for at opnaa
alderstillæg. Gjennem disse forskjellige
tillægsbevilg-ninger søkte staten litt om senn at forbedre
lærernes stilling. Og det kunde nok trænges.
Ikke mindst likeoverfor bøndernes uvilje og
trangsynte opfatning av lærerkaldets materielle side;
i og for sig forklarlig nok og derfor til en viss grad
at undskylde. Saavidt erindres var S.Jaabæk
merkelig nok den som i Stortinget tok initiativet
til disse lønstillæg (de kaldtes derfor populært
av lærerne Jaabæks-pengene). Ved at staten
lot sit bidrag delvis bli avhængig av de lokale
myndigheters bevilgninger, opdrog den disse til
paa sin side at sørge mere for sine læreres
bedste. Men det tok tid. Mange vil endnu
mindes al den sorg og harme det vakte i
lærerkredser, at et par amter vestenfjelds saa længe
negtet at gaa op til lovens lavmaalssatser for
statstilskuddet.
Det som mægtig bidrog til at øke harmen,
var den kjendsgjerning som desværre flere
gange har gjentat sig i lærernes lange lønskamp,
nemlig at blandt de skarpeste motstandere mot
forbedring av lærerlønnen var tildels
repræsentanter for lærerne selv i kommunestyrer og
amtsting.
Nærværende fremstilling kan, som sagt,
ikke gaa nærmere ind paa enkeltheter i løns-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
